Essensen af Vietnam Vietnam Individuel rejse
Vietnams must-sees! Oplev Halongbugten, historien og charmerende Hoi An. Gode hoteller - mange udflugtsmuligheder.
Dag 1
I bliver hentet på hotellet i Ho Chi Minh City om morgenen og sætter kurs mod Trung Nghia-landsbyen i hjertet af Mekongdeltaet, hvor I skal tilbringe et par dage omgivet af Vietnams mest frugtbare natur. Undervejs på turen holder I pause i to landsbyer, hvor I skal besøge en pagode og en producent af kokosslik, inden I fortsætter det sidste stykke til Coco Riverside Lodge.
Efter I er tjekket ind, spiser I frokost og slapper lidt af, inden I om eftermiddagen skal ud på en cykeltur gennem den grønne idyl til omkringliggende landsbyer, hvor det emmer af lokalt liv. I cykler forbi rismarker, sivmarker og frugtlunde i et roligt tempo og nyder den beroligende kontrast til storbyens liv og leben.
Tilbage på lodgen får I lov til at være med på sidelinjen, når aftensmaden skal tilberedes – og er I friske på det, får I også lov til at hjælpe til, inden I selv sætter jer til bords og nyder måltidet. Efter aftensmaden skal I besøge lodgens nabo, en lokal pensioneret landmand, der bidrager med et par hyggelige fortællinger om livet i landsbyen.
Dag 2
Dagen starter med en sejltur til et lokalt marked og en kokosfabrik, hvor I får nogle glimt af det ærkelokale hverdagsliv i Mekongdeltaet. Herefter tager I tilbage til lodgen, hvor I spiser morgenmad og får en introduktion til det lokale håndværk i forskellige afskygninger. I har lidt tid til at slappe af, gå en tur og nyde naturen, inden I vinker farvel til jeres værter og kører tilbage til Ho Chi Minh City.
Pris pr. person ved 2 personer | kr. 2.275 |
---|---|
Pris pr. person ved 1 person | kr. 4.195 |
Pris pr. barn under 12 år | kr. 1.930 |
Tag en snak med vores eksperter om jeres drømmerejse.
Telefonerne er åbne mandag til fredag 10.00-15.00.