På denne rundrejse, som udgør en af vores mange rundrejser til USA, er vi i det område, hvor prærieindianerne kæmpede for deres livsstil som nomader og jægere blandt millioner af bisoner.
Hvor nybyggere i prærievogne og til fods fulgte Oregon Trail vestpå i jagten på et bedre liv. Hvor guldgravere og fredløse skabte lovløse tilstande - fx i en by som Deadwood.
Sporene efter general George Armstrong Custer, Crazy Horse, Sitting Bull, Buffalo Bill, Wild Bill Hickok, Sundance Kid og Calamity Jane møder vi på vores rejse gennem et af de mindst befolkede områder i USA. Her er en cowboyhat og en 4-hjulstrukket pickup den naturligste ting i verden, og vi møder hjertevarme og stolte amerikanere i deres rette element.
Sammen med dem kan vi opleve saloons, westernmusik og evt. tage til rodeo. Vi skal møde deres helte ved Mount Rushmore med de fire præsidenter. Men vi kommer også til at møde siouxindianere og deres helt Crazy Horse gennem verdens største skulpturprojekt.