Hvorfor vælge denne rejse:
-
Det sydlige Afrikas højdepunkter
-
Byliv i charmerende Cape Town
-
Vingårde i Svellendam-området
-
4 game drives i åbne safariebiler
-
Smukke Garden Route
-
De store Cangohuler i Plettenberg Bay
12 dage fra 19.890 kr.
Bestil tilbudSydafrika er et overflødighedshorn af oplevelser for jer, der holder af både storby og natur og som drømmer om at opleve Afrikas vilde dyr på tæt hold.
I lægger ud i skønne Cape Town, der ligger vanvittig flot med Table Mountain i baggrunden og havet i forgrunden.
Byen er et mekka for madentusiaster og en farverig by med en spændende historie. I har god tid i byen – tid nok til at besøge Kaphalvøen på en af verdens smukkeste køreture og måske også til et smut op til vinlandet omkring Stellenbosch og Franschhoek, hvor der dyrkes virkelig god vin.
Deltag evt. også i udflugten A Walk to Freedom, hvor I bliver klogere på kampen mod apartheid og følger i Nelson Mandelas fodspor. Efter tre nætter i byen modtager I jeres lejebil og kører til Swellendam. Her kan I opleve andre interessante aspekter af Sydafrikas historie, inden I kører videre til jeres safari lodge, der ligger på landets berømte Garden Route.
Nyd livet på en dejlig lodge i vildtreservatet, hvor I har i alt 4 safari game drives med mulighed for at møde bl.a. løver, bøfler, elefanter, næsehorn og geparder. Lodgen ligger i et malariafrit område, så I skal ikke bøvle med medicin.
I fortsætter ad Garden Route til Plettenberg Bay, hvor flere store naturoplevelser venter
Herunder vandreture langs de spektakulære strande og måske en hvalsafari i bugten, hvor bl.a. sydlige rethvaler yngler mellem juni og september.
Denne rejse er ideel til venner og par – samme rejse fås også med lidt andre hotelvalg, hvis I er en familie med børn.
By | nætter | Inkluderet | Opgradering |
---|---|---|---|
Cape Town 3 nætter: Cape Town | 3 | Kloof Street Hotel | Cloud 9 Boutique Hotel & Spa The Winchester Boutique Hotel |
Swellendam 2 nætter: Swellendam | 2 | De Kloof Luxury Estate | |
Garden Route Safari 2 nætter: Garden Route Safari | 2 | Garden Route Game Lodge (Albertinia) | Gondwana Game Reserve (Herbertsdale) |
Plettenberg Bay 3 nætter: Plettenberg Bay | 3 | Plett Quarter Hotel | Periwinkle Guest Lodge |
Ring til os, hvis du ønsker andre hoteller. Du kan opgradere ét eller flere steder.
Ring til os, hvis du ønsker andre hoteller. Du kan opgradere ét eller flere steder.
For foden af Table Mountain ligger Cloud Nine Boutique Hotel i et af Cape Towns mest eksklusive boligområder - og i gåafstand fra de lækre restauranter og butikker på Kloof og Long Street. En del af de smukke villaer i denne del af byen er omdannet til små luksushoteller, således også Cloud Nine.
Kom til et spændende foredrag om rejser til Sydafrika. Vi holder mange foredrag året rundt på vores kontor i København og to gange om året i Aarhus. Foredraget er gratis, men tilmelding nødvendig.
Der var tid til at slappe af, når vi nåede frem til en lodge og bare sidde og nyde den pragtfulde natur, som var meget forskellig fra lodge til lodge. En formidabel tur.
Ruth Christoffersen, Rødovre
I skal med et meget tidligt fly fra København, Billund eller Aalborg til Amsterdam og herfra videre til Cape Town i Sydafrika. I er fremme i lufthavnen sen aften, og i ankomsthallen finder I vores samarbejdspartner, som står med et skilt med jeres navn på.
I bliver kørt ind til byen til et godt hotel på Kloff Street, der er kendt for sine gode spisesteder og butikker. I er sikkert trætte efter den lange rejse og går på hovedet i seng for at lade op til rejsens mange oplevelser.
I vågner op i Cape Town - en af verdens smukkest beliggende storbyer med det majestætiske Table Mountain i baggrunden.
Byen har rødder omkring 400 år tilbage i tiden og var traditionelt anløbshavn for skibe fra hele verden, især hollandske skibe, som sejlede mellem kolonierne og moderlandet. I 1652 grundlagde det Hollandsk-Ostindiske Kompagni en forsyningsstation på stedet, som er blevet til Cape Town i dag.
I har to hele dage til rådighed i byen, og der er masser at tage sig til. Vi tilbyder en håndfuld udflugter med dygtige lokale guider, som I kan tilkøbe hjemmefra – så er i sikre på at få det hele med.
Tag f.eks. med på en halvdags byrundtur med besøg ved Table Mountain, byens vartegn, som er 1078 meter høj. På en klar dag kan man kigge ud til Robben Island, hvor Nelson Mandela og hans gruppe sad fængslet i 18 år. I tager svævebanen op, men vær opmærksom på, at den lukker, hvis vinden er for stærk.
Derudover er en rundtur på Kaphalvøen et must. Køreturen langs kysten hører til de absolut smukkeste i verden. På en dagsudflugt kører man gennem idylliske kystbyer, som Clifton og Camps Bay uden for Cape Town, hvor det gode liv leves i det behagelige klima. Der er mulighed for at tage en lille båd ud til en sælkoloni, inden I er fremme ved Kap Det Gode Håb. Her er det er på sin plads at tage et billede ved skiltet, som markerer det sydvestligste punkt i Afrika.
På vej tilbage til Cape Town besøger I Boulders Beach, der har fået sit navn efter de enorme rundslidte klippestykker (boulders) på stranden. Her kan I møde pingviner på nært hold - omkring 3.000 af slagsen.
Rundturen på Kaphalvøen kan også gøres på cykel, og er I glade for den tohjulede, har vi også en skøn cykeltur gennem det kulinariske Cape Town på udflugtsprogrammet. Rejser I mellem august og november, er det oplagt at tage på hvalsafari. Det kan f.eks. gøres fra den idylliske badeby Hermanus, som ligger ca. en times kørsel sydøst for Cape Town. I farvandet ud for denne by boltrer de sydlige rethvaler sig med deres unger i det varme, forholdsvis lave vand, og de viser sig gerne frem.
Vinlandet er næsten heller ikke til at komme uden om, når man har god tid i Cape Town. Ganske tæt på byen ligger mange vingårde, som producerer vine af meget høj kvalitet. Tag f.eks. med på en udflugt, hvor I sammen med en vinguide besøger to gode vingårde og smager på forskellige vine.
En helt anden og meget autentisk oplevelse i Cape Town er en heldagsudflugt med titlen Walk to Freedom, som er opkaldt efter Nelson Mandelas selvbiografi, A Long Walk to Freedom (på dansk Vejen til frihed). På denne udflugt besøger I District Six Museum, som giver en fin påmindelse om den dystre, ikke så fjerne fortid under apartheidstyret, som først blev formelt afskaffet i 1993. Herefter besøger I Langa township, et typisk sort boligområde, det lokale marked, en traditionel healer og kulturelle og sociale projekter for børn, som bor her.
Efter frokost sejler I ud til Robben Island, hvor Nelson Mandela sad fængslet i 18 af de 27 år, han var indespærret i sin kamp mod apartheid. I dag er øen udnævnt til verdensnaturarv af UNESCO, og historiens vingesus mærkes tydeligt her. Der er nærmest garanti for, at man kommer klogere hjem fra denne udflugt. Turen til Robben Island kan også gøres på en halv dag, hvor I køber billetter hjemmefra på www.robben-island.org.za. Det er en eftertragtet tur, så bestil den i god tid inden afrejse og betal direkte til udbyderen - det er en meget spændende og rørende tur.
Uanset hvor mange aktiviteter, I kaster jer over, mens I opholder jer i Cape Town, så sørg for også at have god tid til at slå jer ned på Victoria & Alfred Waterfront, hvor I kan kigge både på mennesker og på sæler, der ligger og dovner i havnebassinet, og nyde maden på nogle af byens mange fantastiske restauranter.
Med Taffelbjerget i baggrunden, farverige gader og vinmarker et stenkast uden for byen, er Cape Town et smukt miks.
I er nu klar til at rykke mod øst, nærmere betegnet til Swellendam, og I henter selv jeres bil på udlejningskontoret og finder vej ud ad byen. Det er nemt at køre i Sydafrika, og vejene er gode og velholdte.
Dagens rute er ca. 220 kilometer, og I kan vælge at køre den direkte vej eller at tage en lille afstikker til Stellenbosch og Franschhoek i vinlandet, hvis I ikke brugte en af jeres dage i Cape Town på en udflugt hertil. Der findes mange vingårde, der har åbent for vinsmagning, og I vil også nemt kunne finde et dejligt sted at spise frokost. Køreturen gennem vinlandet er kun en omvej på omkring 40-50 kilometer.
Hvis I kører den lige vej, kan I være fremme i Swellendam ved frokosttid. Det er en hyggelig by med ca. 300.000 indbyggere og en af landets ældste byer med europæisk bosætning – derfor kan I her opleve mange eksempler på den smukke hollandske kapstil – huse med hvidskurede vægge og stråtag.
Tag en afstikker til Stellenbosch eller Franschhoek på vejen og nyd et glas vin og en god udsigt.
I har en hel dag til rådighed i Swellendam, og der er forskellige ting at foretage sig.
Holder I af at være aktive, er der gode vandreruter omkring Swellendam – følg f.eks. stien ud til Duiwelsbos-vandfaldet, en stejl rute, som har potentiale til at bringe sveden frem på panden. Den kan så skyldes væk med et dyp i den naturlige pool ved vandfaldet.
Vi kan også anbefale jer at besøge Drostdy Museum, et meget smukt hus bygget i 1747 af det Hollandsk-Ostindiske Kompagni som bolig og hovedkvarter for den såkaldte Landdrost, betegnelsen for en embedsmand med visse juriske beføjelser – en form for sherif i lokalområdet. Huset er et af de ældste i hele Sydafrika, og museet giver et godt indblik i hollændernes historie i Sydafrika.
Også omkring Swellendam kan I besøge vingårde og blive klogere på produktionen af de ædle dråber. De fleste vingårde, herunder Joubert Tradauw og Van Loveren Family Wines, som vi har gode erfaringer med, har åbent for vinsmagning og muligheder for at spise en god frokost.
Når I har egen bil, kan I tilrettelægge en dejlig dag i jeres eget tempo.
Efter morgenmaden tager I plads i bilen for at køre næste etape på ca. 125 kilometer (eller 165 km hvis I har valgt at opgradere jeres hotel), og I skal afsted, så I kan nå at være tjekket ind, have spist frokost og klar til safari game drive kl. 15 – men det burde heller ikke være et problem.
Det er helt andre oplevelser, der venter jer i dag, hvor I skal ud og kigge på Sydafrikas fantastiske dyreliv. I indlogerer jer på det meget behagelige 3-stjernede Garden Route Game Lodge (inkluderet i grundpakken), eller på det 4+-stjenede Gondwana Game Reserve (hvor frokosten er inkluderet). Begge ligger med udsigt til Langeberg Range-bjergene og i et malariafrit område.
Uanset hvilken lodge I vælger, er der afgang kl. 15 med åben Landrover ud i det private vildtreservat, som er hjemsted for bl.a. løver, næsehorn, elefanter, bøfler, giraffer, geparder og et utal af antilopearter og mindre pattedyr.
Man ved aldrig, hvad der dukker op på et game drive, men jeres tracker og ranger gør alt, for at I kommer til at se en masse spændende dyreliv. De kender området ud og ind og har en god fornemmelse for, hvor dyrene opholder sig. Et game drive tager mellem 2 og 3 timer, og hen mod slutningen stopper I på en dejlig plet og nyder en forfriskning i solnedgangen.
Når I er tilbage på lodgen, er der tid til at tage et bad og skylle støvet af sig, inden I samles rundt om boma’en (den typiske afrikanske bålplads). Herefter serveres middagen i hyggelige omgivelser, inden I går til ro. Natten er sort i vildtreservatet, og I falder formentligt hurtigt i søvn – måske til lyden af en brølende løve.
kan se frem til en game drive i de sene eftermiddagstimer, der afsluttes med en forfriskning i solnedgangen.
I bliver vækket, inden solen står op, og får en kop dampende varm kaffe eller te og en lille snack, inden I tager afsted på dagens første game drive.
I kører ud i den sprøde morgenluft på udkig efter spændende dyreliv. Det kan være et rovdyr på jagt eller en flok elefanter, der spærrer vejen. Man forbavses over, hvor tæt man kommer på dyrene og ikke mindst, hvor vildt de i virkeligheden lever - det er ganske enkelt en enestående oplevelse.
Undervejs er der et kaffe/te-stop, og omkring ved 9-tiden kører I tilbage til lodgen, hvor et stort morgenbord venter på jer. Alt i alt en god måde at starte dagen på!
Inden dagens anden game drive senere på eftermiddagen har I mulighed for at slappe af ved poolen, tage en lur på værelset og naturligvis spise frokost (bor I på opgraderingshotellet, er frokosten inkluderet). Lodgen tilbyder forskellige aktiviteter mod betaling, f.eks. et game walk - en gåtur på ca. 1 time ud i bushen med en (bevæbnet) ranger, som øser ud af sin store viden om områdets flora og fauna. Sammen stikker I snuden i sporet og ser, hvad der sker.
Ved 17.00-tiden er der igen afgang ud i bushen til nye oplevelser med Afrikas vilde dyr. Denne gang er det måske smukke zebraer, lynhurtige geparder og yndefulde antiloper, I møder. Inden I vender tilbage til lodgen, sætter rangeren og trackeren en interimistisk bar op i bushen, så I kan få jer en forfriskning i maleriske omgivelser. Når mørket er faldet på, kører I tilbage til lodgen og frisker op inden middagen serveres.
De fleste tørner forholdsvis tidligt ind efter en dag med to game drives – man bliver dejlig træt af alle oplevelserne og den friske luft.
Selv om de er hurtige, kan I være heldige at spotte geparder.
Igen står I tidligt op for at tage på game drive. Hvis der er nogle særlige dyr, I gerne vil se, vil jeres ranger og tracker gøre sig ekstra umage for, at det lykkes, inden I er tilbage til den store morgenmad ved 9-tiden.
I løbet af formiddagen forlader I lodgen og kører videre mod Plettenberg Bay og tre dage ved havet. I kan vælge at køre den direkte vej ad den smukke Garden Route, 184 km i alt, eller I kan tage en afstikker til Oudtshoorn, 285 km i alt. Oudtshoorn er kendt som verdens ”strudse-hovedstad”, og I kan derfor besøge en strudsefarm og lære mere om denne verdens største fugl.
Herudover er byens store seværdighed Cango Caves, en række imponerende drypstenshuler med stalagmitter og stalaktitter, som tilsammen udgør det største hulesytem i Afrika. Hulerne var beboet i den tidlige stenalder, og det er spændende at følge en guidet tur og høre mere om disse naturens vidundere.
Når I følger den berømte Garden Route kommer I til Knysna (udtales Najsna) – og her foreslår vi, at I holder en pause for at opleve den smukke lagune. I kan også tage jer tid til at sejle ud i lagunen til The Heads, som er åbningen ud mod Det Indiske Ocean.
I løbet af eftermiddagen er I fremme i Plettenberg Bay, hvor I skal bo på et moderne hotel, som ligger fantastisk placeret ved kysten og ved hovedgaden i Plett (inkluderet i grundpakken) eller på det 4-stjernede Periwinkle Guest Lodge med fantastisk udsigt over havet (opgradering).
Tag en afstikker til Oudtshoorn på vejen til Plettenberg Bay
I har nu to hele dage til at nyde den prægtige natur omkring Plettenberg Bay.
I har nok lyst til at gå lange ture langs stranden og kigge på surfere og måske bade fra Robberg Beach, hvis I holder af koldt vand. Denne strand ligger nemlig beskyttet for de helt store bølger.
Der er meget at tage sig til her. Vi kan anbefale jer at besøge den flotte Tsitsikamma National Park, som kan tilfredsstille de flestes behov for aktiviteter. Her kan I dykke, snorkle, sejle kajak, vandre, klatre og meget mere i den fabelagtigt smukke natur. Parken strækker sig over frodig skov, floder, kystnære landskaber og koralrev, og her kan I også opleve den særlige fynbos-bevoksning, en form for blomstrende krat, som er endemisk for Sydafrika. Også Featherbed Nature Reserve ved Knysna er et besøg værd (hvis I missede det på køreturen til Plettenberg Bay). Her kan I f.eks. sejle ud i lagunen, gå i land på halvøen, vandre ca. 2 km og køre med 4-hjulstrækker til steder med spektakulær udsigt. Undervejs fortæller dygtige guider om den unikke flora og fauna, som i 2017 blev hærget af en naturbrand, men som heldigvis igen er blændende smuk.
Rejser I mellem juni og september er det oplagt at tage på hvalsafari, mens I opholder jer i Plettenberg Bay. I denne periode yngler store flokke af bl.a. pukkelhvaler tæt på land, og der er et stort udbud af sejlture i byen, som man kan købe.
Rejser I mellem december og maj kan I tage på delfinsafari, hvor I kan møde humpback-delfiner og øresvin på en sejltur, måske i selskab med forskellige hajarter.
I løbet af dagen pakker I bilen og kører mod lufthavnen i George, hvor I afleverer bilen og påbegynder hjemrejsen. I har to stop undervejs og ankommer til Danmark på dag 12.
Tag de første skridt mod drømmerejsen, og kontakt os for en uforpligtende snak om dine muligheder.
Vi kan skræddersy rejsen fra ende til anden, så den passer til dine ønsker og behov, eller du kan få tilpasset en af vores eksisterende rejseforslag – det koster ingenting, og du binder dig ikke til noget. Vi glæder os til at høre fra dig.
Tag en snak med vores eksperter om jeres drømmerejse.
Telefonerne er åbne mandag til fredag 10.00-15.00.