Sri Lanka har et utal af religiøse festivaler hele året, og det kan være en ganske god idé at planlægge sin rejse omkring en eller flere af de festivaler, man ønsker at være vidne til.
Vesak Poya
Dette er en af de smukkere festivaler i Sri Lanka, hvor tusindvis af lanterner lyser op i nattemørket. Festivalen finder sted ved fuldmåne i marts – flere steder i landet.
Singalesisk og tamilsk nytår
Hvert forår fejres både nytåret og afslutningen på høstsæsonen med god mad, pyntede huse, ceremonier og fyrværkeri samt en masse festligheder omkring fuldmånetid i marts
Maha Shivarathri
Denne festival er til ære for hinduguden Shiva og finder sted ved templer over hele øen i juni. De involverede gennemgår et renselsesritual, mediterer og faster, mens shivastatuer bades i mælk og honning og strøs med rødt støv som et symbol på sjælerenselse. Nogle steder munder festivalen ud i en fest. Andre steder er den af mere rolig karakter.
Kataragama festival
Denne hindufestival strækker sig over flere uger i juli/august, hvor folk fra hele landet strømmer til. Foruden de generelle festligheder har festivalen en særlig fysisk karakter, hvor folk piercer sig selv med syle i kinder, tunge og læber eller med kroge i ryggen, hvis ikke de spadserer hen over kul eller skarpe kokosnøddesplinter. Denne tortur skulle efter sigende beskytte mod fremtidig smerte. Vær opmærksom på, at det selvfølgelig ikke er nødvendigt at deltage i de smertefulde begivenheder - du kan blot observere.
Tandens festival
Denne festival er dedikeret til Buddhas tand, hvis replika resten af året er godt gemt væk i 7 skrin i Tandens Tempel. Ca. 5.000 dansere, musikere, jonglører og andet festligt godtfolk kommer til Kandy, hvor de sammen med elefanter, prydet med glimmer og lys, udgør den helt store parade. På sjettedagen bæres tanden rundt på elefantryg som en del af paraden, og det er selvsagt her, festivalen kulminerer. Sri Lankas måske mest kendte festival, der finder sted omkring fuldmåne i juli eller august i byen Kandy.