Azorerne - Farvernes ørige Dagsprogram

Efter morgenmaden snører vi vandreskoene og pakker rygsækken, så vi er klar til rejsens første vandretur i den enestående natur.

Vi kører op på den største vulkan på Faial, Caldeira do Faial, der er plantet midt på øen. Herfra vandrer vi langs kraterkanten af vulkanen gennem den saftiggrønne vegetation, hvor vi kan kigge ned i bunden af krateret, måske mellem tågebankerne, der ofte hviler over området. Længere nede af skråningerne lander vi midt i frodig og tæt naturskov. Vi bevæger os ad små stier i den tætte og fugtige skov fyldt med japangran, bregner og endemiske planter. Vi følger det imponerende system af vandingskanaler, der gennem tiden har forsynet området med vand og energi, de såkaldte levadas.

Dagens vandretur er på knap 11 kilometer og tager ca. 5 timer (inklusive pauser). Vi befinder os i et naturbeskyttet område, og ud over vores rejseleder er vi i selskab med en kyndig lokal guide. Ovenpå formiddagens oplevelser kører vi til den nærtliggende og autentiske Aldinas Restaurant, hvor vi kan hvile benene og få os et godt og styrkende frokostmåltid.

Efter frokostpausen fortsætter vi vestpå til Capelinhos og er nu på det europæiske kontinents absolutte vestkyst. De to vestligste og yderstliggende øer, Flores og Corvo, ligger nemlig på det nordamerikanske kontinent. Vi er havnet midt i et månelandskab forårsaget af det seneste vulkanudbrud på Faial tilbage i 1957. Lava skabte en ny halvø, og aske dækkede dele af det lokale fyrtårn.

Vi besøger det spændende underjordiske museum, der giver forståelse for den utrolige natur i området (bemærk: det er ikke er muligt at besøge museet på oktober-rundrejsen).

Efter besøget ved fyrtårnet i det golde og smukke landskab ved kysten kører vi tilbage til hotellet i Horta, hvor aftenen er til fri disposition. Måske lægger nogen vejen forbi den berømte Peter Café Sport, hvor sejlere og turister fra hele verden gerne kigger ind og får sig en af husets gode gin & tonics.

Efter morgenmaden på hotellet kører vi ind i landet til den vilde natur.

Vi befinder os i højlandet på Pico, og forude venter vandrestien ”Caminho dos Burros” fra foden af Picovulkanen til kystlinjen.

Vi vandrer ad smalle naturstier i det frodige terræn, hvor stedsegrønne småbuske iklæder landskabet. Vi holder nøje øje med de endemiske planter i selskab med en kompetent lokalguide og ser med garanti den lille busk stygiana og måske den azoriske flagermus, som er aktiv om dagen.

Vandreturen i dag er syv kilometer lang og vi er ca. tre timer undervejs. Underlaget skifter fra smalle stier af vulkansk aske til anlagte grusveje og små skovstier, og ruten vil både gå op og ned. Vi kommer vidt omkring, når det gælder floraen. Vi krydser åbne områder på øens højderyg og bevæger os gennem tæt, urørt skov, hvor grenene fantasifuldt filtrer sig ind i hinanden.

Også den japanske kryptomeria, eller "japangran", ser vi igen i dag. De hurtigt voksende træer er ideelle til genetablering af skov, og rodnettet modvirker jordskred. Selv om nåletræet er en importeret art fra Japan, er den i dag meget udbredt på alle øerne og et kendetegn for Azorerne.

Sidst på turen nærmer vi os kysten, hvor det fænomenale vue over havet træder frem. Vi slutter i en hyggelig park med overdækkede områder og gode toiletforhold. Her er der forberedt en dejlig picnicfrokost til os ovenpå strabadserne, som vi har god tid til at nyde.

Vi besøger den fine lille by Lajes de Pico, hvor man kan tage sig en kop kaffe mens man nyder udsigten og stemningen, måske tage en svømmetur hvis vejret arter sig, eller besøge det lille hvalmuseum (det koster cirka 5 euro at komme ind), og lære om hvalfangerhistorien på Pico. Øen er nemlig foruden vinproduktionen kendt for sin tidligere hvalindustri. Vinrankerne blev i 1800-tallet ramt af en sygdom, og opmærksomheden blev i stedet rettet mod hvalindustrien. Hvalfangst blev indstillet i 1980’erne, og heldigvis er vinproduktionen vendt tilbage.

Men allerede I løbet af 1700-tallet blev hvalfangst en stor industri på øgruppen. Op mod en tredjedel af verdens hval- og delfinarter lever i farvandet ved Azorerne, og med amerikanernes hjælp og incitament blev hvalfangst for blandt andet olie en vigtig økonomisk faktor.

Museet er indrettet i et gammelt bådhus fra 1800-tallet, og her ses redskaber og udstyr samt et eksempel på den traditionelle båd som bruges under jagten. Der er også en stor samling af traditionel Scrimshaw-kunst skåret i hvaltænder og ben.

I eftermiddag stævner de som har tilkøbt en hvalsafari ud fra Lajos de Pico på cirka tre timers sejlads - og forhåbentlig et kig til både hvaler og delfiner.

Hvalsafarien starter først på eftermiddagen, og gennemføres i en hurtiggående gummibåd. Man låner en heldragt af bådfirmaet, som kan beskytte mod både vand og vind. Gummibådene har hastigheden som deres fordel, så de hurtigere kan nå frem til hvaler og delfiner, der befinder sig i havoverfladen, men man skal også være opmærksom på, at det kræver lidt kræfter at sejle på den måde.

Farvandet ud for sydsiden af Pico er efter sigende et af de bedste steder i verden for hvalsafari. Der findes over 80 hval- og delfinarter i verdenshavene, og 24 af slagsen er blevet spottet ud for Pico.

Nogle arter findes omkring Azorerne hele året, såsom finhvaler, kaskelothvaler og en række delfiner, mens andre blot kommer hertil lejlighedsvis, som f.eks. pukkelhvaler samt blåhvalen, som man kan være heldig at se i forårsmånederne.

Vi kører nok lidt forskudt tilbage til vores hotel i Madalena, men mødes nok til middag, hvor vi kan dele vores mange oplevelser.

Der venter os en dag i geotermisk energi, når vi besøger de varme kilder ved Furnas og forsøger os med en azorisk frokostspecialitet udover det sædvanlige.

Men inden vi stiger på bussen, kan de morgenfriske tage med rejselederen på en lille byvandring i selvstyrets hovedstad. Vi går forbi byens største kirke, det charmerende rådhus og de gamle byporte på Goncalo Velho-torvet, opkaldt efter øens opdager. Er man ikke med på en morgentur, gentager rejseledere turen når vi er tilbage sidst på eftermiddagen.

Vi skal i dag udforske São Miguels østside, og første stop er det imponerende udkigspunkt over Fogo-søen.

Bussen klatrer op ad hårnålesvingene, til vi krydser tågegrænsen, som der næsten er garanti for på toppen af passet i 900 meters højde. Fogo-søen ligger også i et vulkankrater, og som vi står midt i tågegrænsen, forsvinder det klare ferskvand for øjnene af os, indtil det pludselig dukker op under os igen. Området er beskyttet naturpark, og bjergsiderne er beklædt med urørt skov samt endemiske krat- og slyngplanter.

Vi kører videre mod Furnas-dalen, som er ét stort vulkansk krater, hvor undergrunden bobler. Her er termiske bade og naturlige mudderpools, og dampskyer rejser sig fra skovbunden og private baghaver. Vi vandrer langs Furnas-søens bred (ca. 1 ¼ time og 3,5 kilometer i fladt terræn) og ender der, hvor vores frokost tilberedes i den varme vulkanske undergrund, og vi kan se mudderet boble og det svovlholdige vand koge.

Siden tidernes morgen har lokale gravet krukker med mad ned for at lade det simre i flere timer, indtil festmåltidet var tilberedt. Vi har snydt og bestilt på forhånd, men vi ser, hvordan vores gryde fiskes op fra sit hul i jorden, og vi følger efter dagens ret til en lokal restaurant, hvor vi smager på sagerne. Det er et rustikt og ultraautentisk frokostmåltid, vi har i vente. Kylling, oksekød og blodpølse har simret sammen med kål, gulerødder, kartofler og yams, til det hele er mørt og blødt som smør og kraftigt i smagen. Det er helt i orden at levne, men smagen er god, og det er sjovt at prøve alle ingredienserne.

Efter frokosten går vi en tur i Terra Nostra-parken, der huser øens mest imponerende botaniske have. Det unikke klima ved Furnas på São Miguel bevirker, at den botaniske have kan fungere som en slags rugekasse for planter og træer fra hele verden. Alt kan nemlig gro her, så hvis Sydneys eller New Yorks botaniske have har problemer med et træ, kan Terra Nostra enten overtage eller passe det i en årrække.

I parken findes også termiske bade, bl.a. den store karrygule naturpool. Vandet, der er 36-40 grader varmt og strømmer direkte fra undergrunden, har et højt indhold af jern, og det er dette mineral, som giver poolen dens særlige farve.

Vi anbefaler en svømmetur, selvom det kan være en smule grænseoverskridende at hoppe i den grumsede pool.

Men det mineralholdige vand er faktisk godt for huden og har altid været brugt af lokale som mirakelkur mod det meste. Også selvom neglene og badetøjet bliver gullige – men det går let af i vask!

Køreturen hjem til hotellet varer ca. en time. Rejselederen gentager morgenens byvandring, og derefter mødes vi igen og spiser afskedsmiddag sammen på en god lokal restaurant. Tiden er inde til en skål i endnu et glas azorisk vin her ved slutningen af en oplevelsesrig rejse.