Eventyrrejse til myternes ø Dagsprogram
Rundrejse med dansk rejseleder 15 dage fra 34.990 kr.
Dag 1
Danmark – Antananarivo
Vi forlader Danmark og flyver med et stop undervejs til Madagaskars hovedstad Antananarivo, hvortil vi ankommer sidst på aftenen. Efter ankomstformaliteterne i lufthavnen kører vi til hotellet og får en god nats søvn.
Her skal i bo
Dag 2
Antananarivo – Andasibe National Park og overnatning på lodge i naturen
Fra hovedstaden kører vi lidt nordpå til Andasibe National Park, som er kendt for sin store forekomst af lemurer. Hele 11 arter af lemurer holder til i nationalparken.
Og her er det måske på sin plads med lidt baggrundsinformation om lemurerne på Madagaskar - for dem kommer vi til at se meget til - og vi starter for længe, længe siden. På grund af Madagaskars mange millioner år i isolation fra Afrika, har øen manglet den primat, der normalt dominerer over hele verden, nemlig forskellige arter af aber, chimpanser, gorillaer og én version af vores egen forfader, Homo sapiens – og i dette tomrum er lemuren hoppet ind og har haft fred og ro til at udvikle sig i total isolation.
Man kan groft sagt og for nemheds skyld dele lemur-arterne op i to grupper: dagaktive og nataktive. De nataktive lemurer er typisk mindre og mere tilbagetrukne, end dem, der er aktive om dagen. Lemurer kan minde lidt om aber, når man ser på, hvordan de opfører sig socialt i grupper med andre lemurer, og hvordan de spiser frugt og anden vegetation.
I dag findes lemurer stort set i alle Madagaskars økosystemer og rundt omkring på øen lever der 110 arter af lemurer fordelt på fem familier og 14 slægter. I størrelse spænder de lige fra den helt lille 25 gram tunge dværgmus-lemur til den største tilbageværende, indri'en, som er omkring en meter lang. Alle lemur-arter er endemiske for Madagaskar, og nye arter bliver stadig opdaget. Alene mellem 2000 og 2008 blev der beskrevet 39 nye arter.
På vores rejse kommer vi helt sikkert til at høre lemurerne, for de ”taler” meget sammen og laver lyde, lige fra de brune lemurers og sifaka’ens brummen og svirren over muse-lemurernes pippen og til den store indri's skræmmende, jamrende kald, der er blevet sammenlignet med en blanding af en politisirene og sangen fra en hval.
Inden vi når frem til nationalparken, besøger vi en lokal farm, hvor vi ser kamæleoner og andre eksotiske dyr.
Fremme i Andasibe indlogeres vi på en lodge, som ligger idyllisk i naturen omgivet af regnskov med unik flora og fauna. Vi slapper af på lodgen og går måske en tur i den smukke, omkringliggende natur.
- Helpension
Her skal i bo
Madagaskar er et naturmekka uden lige. Her findes mange dyr, som kun lever her (endemiske arter), bl.a. forskellige arter af lemurer og kamæleoner, der skifter farve alt efter omgivelserne.
Dag 3
Andasibe, møde med lemurer i Andasibe National Park og retur til Antananarivo
Vi står tidligt op for at køre ind i regnskoven. Her til morgen skal vi møde lemurerne, som er særligt aktive fra morgenstunden.
Allerede på afstand kan vi formentlig høre lemurernes skrig, når de markerer deres territorium overfor hinanden. Der lever mange af den store indri-lemur i parken, som har lange, stærke ben, der gør den i stand til at springe helt op til 10 meter fra træ til træ. Det meste af tiden bruger den dog i trætoppen, hvor den soler sig og fordøjer den tunge kost, som den spiser.
Indri-lemuren er slank og bygget med lange lemmer og store hænder og fødder med lange slanke fingre, der er velegnet til at gribe om grenene, når den svinger sig rundt i træerne i skovene på Madagaskar. Det er den største lemur på øen, og den bliver mellem 60–70 cm lang – og med en kort hale, som faktisk er en rest fra deres sidste fælles forfader med aberne.
Nationalparken er også kendt for sit rige fugleliv. De kan dog være særdeles svære at spotte i trætoppene, men vi kan høre, at de er aktive. Desuden har parken mange sommerfugle.
Her lever 297 arter af dagsommerfugle, hvoraf mange er både smukke, særprægede og farverige, de 210 af arterne er endemiske.
Floraen i parken er i det hele taget imponerende og en forunderlig verden at bevæge sig i. Overalt ser man kæmpestore træer, hvor brune og grønne lianer hænger ned fra, frodige grønne bregner, der dækker skovbunden.
Parken er også hjemsted for den endemiske palme, Ravenea louvelii, som ikke findes andre steder på øen – eller i verden.
Først på eftermiddagen kører vi retur til Antananarivo, hvor vi skal overnatte.
- Helpension
Her skal i bo
Indri-lemuren er slank og bygget med lange lemmer og store hænder og fødder med lange slanke fingre, der er velegnet til at gribe om grenene, når den svinger sig rundt i træerne i skovene på Madagaskar.
Dag 4
Antananarivo, videre til Antsirabe, besøg på værksteder
Denne morgen fortsætter vi til Antsirabe, og på køreturen ser vi rismarker, som er sirligt anlagt i terrasser op ad bjergene.
Selv om vi kører ad en af landets hovedfærdselsårer, er trafikken som oftest moderat, og den lokale transport foregår med trækvogne, oksekærer og lastbiler, der er ombygget til persontransport. Det er ikke verdens bedste vej, men køreturen er flot med udsigt til et smukt landskab og traditionelle toetagers huse bygget i ler og sten.
Vi holder pause ved værksteder, som fremstiller kunsthåndværk. Antsirabe er en livlig by med fyldte gader og markedsboder, og som et af de få steder i verden kan man her opleve de helt traditionelle rickshaws – en tohjulet vogn til person- eller varetransport, der trækkes af en løbende ”taxachauffør”.
Det er hårdt arbejde, men i Antsirabe er det en normal form for transport.
- Helpension
Her skal i bo
Dag 5
Antisirabe - Ambosita - Ranomafana National Park
Vi kører videre sydpå forbi bjerge, rismarker og lokalt liv i landsbyerne.
Langs vejen går folk mellem landsbyer og markeder. Vi ser kvinder og mænd samt mange børn med frugt, grøntsager eller et læs brænde på hovedet. Nu og da passerer vi en pickup-bus fyldt til randen med passagerer og taget fuld af bagage.
Vi holder en pause i Ambosita, hvor vi kigger på træskærerarbejde, inden vi ankommer til vores hotel, som ligger lige uden for Ranomafana National Park.
Ranomafana ligger i et bjergområde og er den regnskovspark på øen, som har flest fugle og pattedyr, så der er meget at se frem til i morgen, når vi bevæger os ind i parken.
- Helpension
Her skal i bo
Ranomafana National Park ligger i et frodigt bjergområde inde i landet.
Dag 6
Ranomafana National Park, oplevelser i unik flora og fauna
Dagen begynder med en tur ind i nationalparken, som ligger i 1200 meters højde og er dækket af tropisk regnskov.
På en vandretur i den frodige regnskov kommer vi tættere på mange dyr og planter. Her lever over 20 lemurarter, øgler, kamæleoner, flagermus og mange andre dyr. Parken er hjemsted for mere end 100 fuglearter – mange af dem endemiske – bl.a. isfugle, ibis, duehøge og asitier, en sjov lille spurvefugl med et karakteristisk krumt næb. Desuden kommer vi til at se planter og træer, som kun findes her. Det er ikke for ingenting, at parken er på UNESCOs liste over verdensarv.
Efter frokost besøger vi landsbyen Ranomafana, som er kendt for sine varme kilder, der påstås at have helbredende kraft. Det er muligt at bade i kilderne, dog mod betaling.
Når mørket har sænket sig, kører vi igen ind i nationalparken for at opleve de dyr, som er nataktive.
- Helpension
Her skal i bo
En kamæleon i Ranomafana National Park.
Dag 7
Ranomafana, videre ud til kysten ved Manakara
Fra Madagaskars højland i ca. 1.000 meters højde sætter vi kursen mod kysten og den lille by Manakara ved Det Indiske Ocean.
Vi er fremme i løbet af eftermiddagen og indlogerer os i små beskedne hytter tæt på havet. Vi er nu kommet til regnskovs- og kystklima påvirket af Det Indiske Ocean. På vores rute gør vi holdt ved små byer og markeder, og ved de forskellige floder ser vi måske guldgravere, der pander guld.
Der er ikke noget fast program for resten af dagen, men en gåtur i byen er oplagt. Her findes en lille havn, hvorfra områdets afgrøder afskibes, en togstation og tilmed en lille lufthavn. Livet leves i et meget moderat tempo.
Det mærkes, at vi er langt fra hovedstaden og det er ikke ualmindeligt, at vand og strøm periodevis ikke fungerer. Til gengæld befinder vi os et sted med spektakulære scenerier.
- Helpension
Her skal i bo
Vi overnatter i den lille by Manakara ved Det Indiske Ocean, hvor livet leves i et meget moderat tempo, og vi mærker, at vi er langt fra hovedstaden. Her findes en lille havn, hvorfra områdets afgrøder afskibes, en togstation og tilmed en lille lufthavn.
Dag 8
Manakara ved Det Indiske Ocean og udflugt på kanalen
Dagen byder på en spændende udflugt på Pangalaneskanalen – et af Madagaskars vidundere, der består af omkring 650 kilometer naturlige og udgravede vandveje langs landets østkyst.
Kanalen blev anlagt omkring år 1900 i den franske kolonitid af importeret kinesisk arbejdskraft og straffefanger fra fængslerne for at skabe sikker passage for mindre både og pramme, som dermed undgik Det Indiske Oceans voldsomme bølger.
Vi nyder en fredelig sejlads i kanoer gennem palmelunde og krydderiplantager og det er en skøn oplevelse. Langs kanalen dyrkes både peber, vanilje og kanel, og ravenala-palmen, også kendt som ”de rejsendes træ”, breder sig mod himlen som en kæmpe vifte.
Undervejs ser vi et udvalg af lokale bådkonstruktioner, der sejler mellem de små landsbyer langs kanalen. Vi ser formentlig også lokale fiskere, der reparerer fangstredskaber og bringer deres fisk i land.
Efter sejlturen kigger vi nærmere på produktionen af vanilje. Stjernegaards rejseleder har en god kontakt til en af de største vaniljebønder på stedet, som også producerer olier udvundet fra planter høstet i Manakaras sumpe. Måske kan vi få lov at besøge hans farm, selvom den slags tilladelser er blevet sværere at få.
Vanilje er Madagaskars guld og er under svær bevogtning grundet omfattende tyverier og illegal handel. For os, som godt kan lide vanilje og gerne vil have noget med hjem til julebagningen, vil der være flere muligheder for køb undervejs. Vi vil ikke se vaniljen i blomst, da blomstringen foregår i maj.
- Helpension
Her skal i bo
Vi sejler en tur på Pangalaneskanalen, som blev anlagt af franske koloniherrer omkring år 1900.
Dag 9
Manakara og videre til Fianarantsoa
Vi forlader nu Manakara og kører tilbage til Madagaskars højland og byen Fianarantsoa
Vi stopper nogle steder undervejs, hvor vi blandt andet ser på vandfald og går en tur ved en mindre landsby.
Ud på eftermiddagen er vi fremme i Fianarantsoa, som er Madagaskars næststørste by, og hvor vores hotel ligger. Det er lige der, hvor "alting sker", nemlig ved markedet. Markedet er, i modsætning til andre markeder, vi har besøgt ude på landet, et hektisk by-marked lige uden for vores hoveddør.
Fianarantsoa ligger i bakket terræn, og byen består af tre dele, som ligger på hvert sit niveau.
Den nederste del er byens livlige centrum, hvor man finder butikker og restauranter. Den midterste del er mere moderne med administrative bygninger og banker, og i den øverste del af byen finder man de historiske bygninger, adskillige kirker og katedralen.
Selvom dagen har været fuld af indtryk, så er der altid plads til lidt flere spændende oplevelser, og det er derfor en god idé at gå sig en tur i området.
- Helpension
Her skal i bo
Dag 10
Fianarantsoa – Anja naturreservat – Isalo National Park
Køreturen i dag går igen forbi sirligt anlagte risterrasser.
Måske ser vi grupper af masai-lignende folk, der driver zebuokser afsted mod det store kvægmarked i Ambalavao, hvor der handles kvæg to gange om ugen.
I Ambalavao ser vi forskelligt kunsthåndværk. Her skal vi se på fremstilling af silke fra Tapiatræet og fremstilling af papir udvundet af bark.
Vi besøger også "Anja Community Reserve", et naturreservat der for godt 10 år siden blev skabt af en gruppe landsbyer for at beskytte den omkringliggende natur og de lemur-arter, som lever der.
Landsbyerne har oprettet et kooperativ, som blandt andet sørger for, at der bliver plantet flere træer, så lemurerne får bedre livsvilkår.
Vi fortsætter mod Isalo National Park og forventer at ankomme sidst på eftermiddagen. Vi kan nu glæde os til to nætter i meget smuk natur på tærsklen til en mægtig nationalpark, hvor vi endnu en gang bliver mindet om Madagaskars naturmæssige mangfoldighed.
Vi befinder os her i et tørt sletteland omgivet af bjerge af hævet havbund, gennemskåret af kløfter og floder.
- Helpension
Her skal i bo
Scenen skifter fra irgrønt til støvede ørkenfarver, når vi besøger Isalo National Park. Her oplever vi en rå, men meget smuk natur, med forvredne klippetoppe og tørre sletter gennemskåret af dybe kløfter og floder.
Dag 11
Isalo National Park, vandreture i parken
Vi bruger det meste af dagen i den 80.000 hektar store nationalpark, som byder på et betagende og meget varieret ørkenlignende landskab, græsstepper, flade taffelbjerge og forrevne sandstensbjerge.
Det er et råt, men meget smukt sted. På vores tur i parken støder vi formentlig på grupper af forskellige lemurarter, når vi går i bjergområder, der er formet af vind og vejr gennem tusinder af år. De brune og grå farver skifter hele tiden afhængig af lyset. I nogle af bjergene findes der huler, der også anvendes som midlertidige gravpladser, inden de afdøde lægges i familiegravstedet.
Dagens udflugt kræver, at man er almindeligt godt gående, da vi går ad smalle stier både op og ned. Det bringer sveden frem på panden, men heldigvis er der mulighed for en dukkert i en lille sø med tilhørende vandfald.
Vi slutter dagen af med at nyde solnedgangen, som kaster et helt særligt smukt lys over parken.
Isalo-parken er ret enkel med hensyn til faciliteter. Der er ikke omklædningsmuligheder og toiletter på ruten. Men parken byder på fantastiske oplevelser, og det er ikke uden grund, at den er landets mest besøgte nationalpark.
- Helpension
Her skal i bo
Isalo-parken byder på fantastiske oplevelser, og det er ikke uden grund, at den er landets mest besøgte nationalpark.
Dag 12
Isalo National Park – Tulear– Ifaty
Vores rundrejse i Madagaskar fortsætter nu ud til vestkysten. På vejen kører vi gennem et fantastisk landskab og her ser vi også de første baobabtræer, der kan blive op til 30 meter høje og har voldsomt tykke stammer.
Stammens form skyldes, at træet opbevarer vand, så det kan modstå tørre perioder. Et baobabtræ kan blive op til 1000 år gammelt, og syv ud af verdens otte baobabarter findes i Madagaskar, heraf er de seks endemiske for landet – endnu et eksempel på, at Madagaskar er et enestående naturmekka.
Vi kører også gennem landsbyer, der hver især har specialiseret sig i et fag. Det kan være produktion af lokal alkohol, og her syder det af fusel og bobler af gær mellem tønderne og de Storm P-agtige destillationsapparater. Desuden passerer vi gennem områder med klondyke-byer, hvor der udgraves safirer.
Vi har et stop i Tulear, en lidt større by på ruten med omkring 50.000 indbyggere og en ivrig handel på gader og stræder og tusindvis af cykeltaxier.
Fremme i Ifaty bliver vi indkvarteret på et dejligt hotel, som ligger på kysten ud til vandet.
- Helpension
Her skal i bo
Vores rejse slutter i Ifaty ved havet, hvor vi kan puste lidt ud efter de mange indtryk undervejs. Der er forskellige muligheder for aktiviteter på havet, f.eks. snorkling og kajak.
Dag 13
Ifaty, baobabtræer og tid på egen hånd
Om formiddagen er det oplagt at nyde solen og eventuelt tage en dukkert i hotellets pool, hvorfra der er en herlig udsigt over havet.
Er man ikke typen, der ligger stille, kan man leje en båd og sejle ud på havet, evt. med snorkeludstyr ombord – der er et rigtigt godt rev med masser af farvestrålende koraller og fisk et stykke fra kysten. Eller man kan besøge den nærliggende landsby, hvor langt hovedparten af beboerne bor i stråtækte hytter.
Vi kører om eftermiddagen en tur til baobab- og nåleskovsområdet en ½ times kørsel fra vores hotel. Resten af dagen er til fri disposition.
- Helpension
Her skal i bo
Dag 14
Ifaty – Tulear – Antananarivo og hjemrejse
Efter morgenmaden og måske en formiddag i solen (afhængigt af flyforbindelsen) kører vi langs kysten og tilbage mod Tulear, hvorfra vi flyver til Antananarivo. Indenrigsfly fungerer fint i Madagaskar, men vi kan ikke helt regne med, at de flyver til tiden, så vi ved ikke med sikkerhed, hvornår vi ankommer til Antananarivo.
Vi spiser middag sammen på et lille hotel nær lufthavnen, inden vi tjekker ind til flyet mod Danmark med et stop undervejs.
- Helpension
Dag 15
Ankomst til Danmark
Vi skifter fly undervejs og lander i Danmark i løbet af dagen.
Ring eller skriv til os
Tag en snak med vores eksperter om jeres drømmerejse.
Telefonerne er åbne mandag til fredag 10.00-15.00.