Inden vi går om bord på skibet, har vi to dage i skønne Buenos Aires, også kendt som Sydamerikas Paris
Her i Buenos Aires besøger vi de meget forskellige bydele med både brede boulevarder og smukke palæer, der minder os om den glamourøse præsidentfrue Eva Peron, og de snævre gader og immigrantkvarterer, hvor tangoen blev født.
I Antarktis besøger vi den smukke Paradisbugt, hvor vi fra skibet har den mest vidunderlige udsigt til blåhvide isbjerge, pingviner og hvaler. Sørejsen tager os også forbi Elephant Island, hvor vi hører drabelige historier om datidens ekspeditioner. Vær opmærksom på, at vi ikke har landgang på Antarktis.
Landgang har vi til gengæld i Ushuaia i det sagnomspundne Ildland, inden vi fortsætter togtet rundt om legendariske Kap Horn. Herfra sejler vi til Antarktis via Drakestrædet, som er det cirka et tusind kilometer brede farvand mellem den sydlige del af Sydamerika ved Kap Horn og Antarktis, som forbinder Sydatlanten og Stillehavet.
Efter nogle dages sejlads med uberørt natur i spektakulære frosne landskaber ved verdens syvende kontinent, Antarktis, går vi i land på Falklandsøerne, som i 1982 var på alles læber på grund af en væbnet strid mellem Storbritannien og Argentina. Her besøger vi bl.a. Dockyard Museum og lærer om Falklandsøernes historie. Vi sejler videre op langs Sydamerikas østkyst til Puerto Madryn, hvor vi møder de nysgerrige magellanpingviner og videre til Montevideo i Uruguay, en af Sydamerikas mest moderne byer, inden vi er tilbage i Buenos Aires.
Rejsen inkluderer et omfattende program i Buenos Aires inden krydstogtet sammen med vores rejseleder, der holder oplæg ombord på skibet og leder de udflugter på land, som vi har arrangeret. De fire udflugter undervejs på krydstogtet tilkøbes hjemmefra – se mere under udflugter.