I begynder jeres rejse med en nat i Atlanta, inden I dagen efter flyver til Sankt Thomas. Her begynder feriens første del, hvor I kan nyde livet på de tidligere danske øer i Vestindien og opleve den spændende, danske kolonihistorie med fast grund under fødderne.
I har først fire nætter på St. Thomas, hvor I bor på et dejligt hotel, der ligger direkte på stranden ud til den skønne Lindbergh Bay cirka fire kilometer udenfor byen. I St. Thomas kan I komme på en guidet byvandring og opleve dansk historie, gå på opdagelse i Kongensgade og Dronningens Tværgade og op ad de 99 trin til guvernørboligen. Derefter flyver I med vandfly til St. Croix, hvor I har tre nætter i hyggelige Christiansted med god tid til at opleve Fort Christiansværn, Guvernementshuset, Toldboden og mange andre bygninger fra danskernes tid på øen – her er der også inkluderet en byvandring.
Efter en uge i et sand ø-paradis venter der et meget komfortabelt All Inclusive-krydstogt. I flyver vestpå til San Juan i Puerto Rico for at gå ombord på skibet Norwegian Epic fra Norwegian Cruise Line.
Den næste uge byder på et skønt og oplevelsesspækket krydstogt rundt i det azurblå hav, hvor I undervejs anløber seks eksotiske perler: Tortola, British Virgin Islands - St. Johns, Antigua - Bridgetown, Barbados - Castries, St. Lucia - Phillipsburg, St. Maarten og St. Thomas, De Vestindiske Øer. Øerne har hver deres særkende, men fælles for dem er den fabelagtige natur med strande og hav i verdensklasse.
Norwegian Epic er et fantastisk skib proppet med flotte oplevelser, spændende aktiviteter og underholdning. Her er både plads til at give den én på opleveren og komme helt ned i gear ved poolen, i spaen eller ved en af de mange, hyggelige kroge på skibet. Ombord kan I vælge mellem at bo i indvendig kahyt eller kahyt med balkon. Vi anbefaler klart det sidste, selvom det er dyrere - men I vil ikke fortryde det, når I er afsted. Ønsker I en kahyt i en anden kategori, kontakt da vores salgsafdeling.
Skibene fra Norwegian Cruise Line (NCL) er generelt kendt for at have et rigtig godt køkken og et meget stort og bredt udvalg af spisemuligheder ombord. I finder naturligvis også flere barer og mange restauranter med forskellige temaer. Det gælder også Norweigan Epic.
Takket være NCLs Freestyle Dining-koncept vælger I selv, hvor og hvornår I vil spise. På den måde er det både fleksibelt og rart, at der ikke er faste spisetider eller formelle påklædningskrav. Krydstogtet er med helpension, og med i rejsens pris er Free at Sea-fordelspakken, som inkluderer en opgraderet drikkepakke, 1-2 middage i specialrestauranter, Internetpakke samt tilskud til skibets egne udflugter.
Undervejs på togtet kan I tage med på nogle af de mange udflugter, som skibet arrangerer, eller I kan gå på oplevelse på egen hånd. Der er næsten ikke en mere behagelig måde at tilbringe en uge på. Når krydstogtet er slut, venter rejsen hjem til Danmark ovenpå en ferie i nogle af de smukkeste rammer, I kan finde her på kloden.
Glæd jer til et meget komfortabelt All Inclusive-krydstogt og historiske oplevelser på De Vestindiske Øer.
Se eventuelt også vores øvrige skønne krydstogter til hele verden.