På sporet af Silkevejen Dagsprogram
Rundrejse med dansk rejseleder 14 dage fra 27.990 kr.
Dag 1
AFREJSE FRA DANMARK TIL KASAKHSTAN
Vi flyver fra Danmark til Kasakhstan sidst på eftermiddagen med en mellemlanding i Istanbul. Herefter flyver vi imod øst i nattetimerne, hvor vi kan prøve at få sovet lidt, så vi forholdsvist udhvilede ankommer om morgenen til Almaty i det sydlige Kasakhstan.
Dag 2
ANKOMST TIL ALMATY I KASAKHSTAN, BYRUNDTUR I BYMIDTEN
Efter at have overstået formaliteterne i lufthavnen, kører vi til vores hotel, der ligger centralt inde i byen.
Her stiller vi vores bagage og gør os klar til de første oplevelser, inden vi vender tilbage til hotellet efter frokost og tjekker ind. Vi skal på en byrundtur i den centrale del af Almaty, hvor vi dykker ned i byens fascinerende historie, hører om kulturen og udviklingen i denne tidligere hovedstad, der er den største by i Kasakhstan og et vigtigt kultur- og forretningscenter – og så skal vi naturligvis se de største seværdigheder her.
Kasakhstan er cirka på størrelse med Vesteuropa og verdens niendestørste land. Som tidligere sovjetisk lydstat havde landet det hårdt både økonomisk og socialt efter Sovjetunionens fald, men det sorte guld – olien – flyder i rigelige mængder her sammen med værdifulde mineraler, og det har gjort så meget for landet, at det i dag er det rigeste af de fem såkaldte ”stan-lande” i Centralasien.
Det ser man også i Almaty, der kan byde på fantastiske restauranter, flotte hoteller, skinnende og omfangsrige shopping-centre, hvor forbruget er højt og et heftigt bar- og natteliv, når der skal være fest. Her – såvel som i andre større byer i Kasakhstan – finder man nye prangende marmorbygninger blandet med gammelt russisk og centralasiatisk arkitektur. Den russiske og tidligere sovjetiske indflydelse er tydelig med russisk-ortodokse kirker, som ligger blandt de muslimske moskéer i landet.
Vores byrundtur starter på Republikkens Plads, hvor vi runder præsidentpaladset og Monumentet for Uafhængighed, en statue af en gylden kriger placeret på en 28 meter høj søjle, som repræsenterer Kasakhstans uafhængighed i 1991, dets folk og byen Almatys rolle som hovedstad indtil 1997. Vi kommer også forbi Abai-pladsen, der ofte er vært for offentlige sammenkomster, ceremonier og koncerter.
Efter denne lille første introduktion til Almaty, træder vi indenfor i det Centrale Statsmuseum for Historie og Kultur.
Det er et af de største museer i Centralasien og giver et fremragende overblik over Kasakhstans folkeslags historie og kultur. Efter byrundturen er der tid på egen hånd sidst på eftermiddagen og om aftenen.
- Morgenmad
- Middag
Her skal i bo
Almaty har en fascinerende historie, og på en byrundtur hører vi om kulturen og udviklingen i denne tidligere hovedstad, der er den største by i Kasakhstan og et vigtigt kultur- og forretningscenter.
Dag 3
ALMATY, BYRUNDTUR TIL FLERE SEVÆRDIGHEDER, UDFLUGT TIL MEDEU-KLØFTEN
Vi kan glæde os til en dag, der byder på både flere oplevelser i Almaty og smukke naturscenerier udenfor byen.
Efter morgenmaden skal vi besøge Panfilov-parken, der er en af de ældste parker i Almaty og en mindepark for den særlige Panfilov-brigade, der led store tab under Anden Verdenskrig. Her brænder en evig flamme til ære for de faldne soldater.
Her ser vi også en af de mest unikke træbygninger i verden, den rigt udsmykkede Zenkov-katedral, som er en af de smukkeste ortodokse kristne kirker i det ellers muslimske Centralasien. Katedralen er bygget helt uden brug af søm, og med en højde på 56 meter siges den at være den næsthøjeste trækirke i verden. I Sovjetæraen var bygningen et museum, men efter Kasakhstans selvstændighed i 1991 blev den igen indviet som kirke. I udkanten af parken ser vi også det meget interessante Kasakhiske Museum for Folkemusikinstrumenter, der har en samling på over tusind traditionelle instrumenter fra så langt tilbage som det 17. århundrede. Vi spadserer videre til byens grønne basar lige i nærheden, som er et gigantisk marked med essentielle centralasiatiske varer. Vi er der måske ikke så meget for at shoppe, men det er et fantastisk sted at iagttage Almatys indbyggere og få en fornemmelse af hverdagslivet i byen.
Vi spiser frokost og kører derefter videre til Medeu-kløften, der ligger 25 km udenfor Almaty og 2.000 meter over havets overflade. Stedet er et populært skiresort og har også verdens højest beliggende skøjtebane, der i sovjettiden blev betragtet som en af de bedste i verden. I dag løber Almatys borgere på skøjter her om vinteren til et lydspor af russiske og kasakhiske popmelodier og med udsigt til de smukke sneklædte bjergtinder. Her er en karnevalslignende atmosfære med glade familier og forlystelsessteder spredt rundt om i dalen nedenfor bakkerne.
Vi tager gondolbanen op til toppen af bjerget i godt 3.000 meters højde og nyder en storslået panoramaudsigt til Tien-Shan bjergkæden i grænseområderne mellem Kasakhstan, Kirgisistan og Kina. Efter oplevelsen her vender vi tilbage til Almaty for at tage med en anden gondolbane op til det populære rekreative område, Kók Tóbe, et 1.100 meter højt bjerg og vigtigt vartegn for byen med sin 372 meter høje tv-tårn.
Her er der ligeledes fantastiske panoramaudsigter til Almatys røde tage og de snedækkede bjerge i det fjerne.
Her ligger et fritidsområde med restauranter med egnsretter, en lille dyrepark, souvenirboder og diverse forlystelser, så her er til tider liv og glade dage. Når vi er nede fra bjerget på ny, er der tid på egen hånd sidst på eftermiddagen. Vi mødes om aftenen og spiser middag sammen.
- Morgenmad
- Middag
Her skal i bo
Zenkov-katedralen er en af de mest unikke træbygninger i verden. Katedralen er bygget helt uden brug af søm og flot udsmykket. Vi tager også to gondolbaner i dag (nederst tv og th): Den ene til toppen af et bjerg med udsigt til Tien-Shan bjergkæden, den anden til det populære område, Kók Tóbe, et 1.100 m højt bjerg og vigtigt vartegn for byen med sit 372 meter høje tv-tårn.
Dag 4
ALMATY – KARAKOL i KIRGISISTAN, CHARYN-KLØFTEN, MIDDAG HOS UIGHURERNE
I dag fortsætter vi til Karakol i Kirgisistan, det næste land på vores rejse. Vi skal køre omkring 400 km i dag, men der er store naturoplevelser undervejs, så turen føles ikke så lang.
Efter morgenmad tjekker vi ud fra hotellet og gør klar til et markant sceneskifte, når vi sætter kursen imod den fantastiske Charyn Canyon.
Igennem millioner af år har den hurtigt strømmende Charyn-flod slidt sig ned i den ellers flade steppe her, og resultatet er en virkelig spektakulær 150 – 300 meter dyb og snæver kløft med nogle både sære og farverige klippeformationer. Kløften betragtes som Grand Canyons lillebror på grund af det imponerende landskab. Stedet er også kendt som ’Dalen af slotte’ på grund af sine særegne røde klippeformationer, der ligner slotte.
Herefter krydser vi grænsen mellem Kasakhstan og Kirgisistan, hvor der vil være nogle formaliteter, som vi skal igennem. Vi fortsætter ind i Kirgisistan imod Karakol, og som med meget af det kirgisiske landskab er bjergene her enorme, og landskabet er både barsk og betagende. Vi kører langs Karkara-floden, som fungerer som en slags naturlig grænse mellem den kasakhiske og kirgisiske side af den maleriske Karkara-dal, der er berømt for sine farverige bjergblomster, der tiltrækker mange biavlere. Vi tjekker ind på vores hotel i Karakol, som er en charmerende by, der byder på en unik blanding af historie og kultur.
Om aftenen kommer vi helt tæt på ét af de mange centralasiatiske folkeslag i Kirgisistan, når vi er inviteret indenfor til middag hjemme hos en uighurfamilie. Uighur-folket er et af Kinas 56 officielle mindretal, men der bor også uighurer i varierende omfang i Pakistan, Kasakhstan, Kirgisistan, Usbekistan, Mongoliet og Tyrkiet.
Vores søde værtsfolk giver en smagsprøve på det nationale køkken, når vi skal smage på den traditionelle ret lagman - en kinesisk-inspireret ret med en slags tynd makaroni med strimler af kød og stegte grøntsager til. Vi kan følge med i, hvordan retten laves, mens vi snakker med vores værtsfolk om dagligliv i Kirgisistan – og mon ikke de også har nogle spørgsmål til os om Danmark.
En sjov aften med spisning og fælles madlavning med søde kirgisere, hvis man har mod på at lave mad, og samtidig en god mulighed for at få et indblik i hverdagslivet på disse kanter og høre om familien og deres liv.
- Morgenmad
- Middag
Her skal i bo
Den fantastiske Charyn Canyon er en spektakulær dyb og snæver kløft med farverige klippeformationer. Den kaldes Grand Canyons lillebror på grund af det imponerende landskab. I Karakol ser vi den russisk-ortodokse kirke fra 1886, som er et smukt eksempel på traditionel russisk arkitektur (øverst th). Sidst på dagen får vi en smagsprøve på det nationale køkken med den traditionelle ret lagman (nederst th).
Dag 5
KARAKOL - BOKONBAYEVO, JETI-OGUZ-KLØFTEN, ISSYK KUL-SØEN OG OVERNATNING I JURTLEJR
Om formiddagen skal vi på en byrundtur i Karakol, som er en interessant by med nogle fascinerende seværdigheder.
Det er vores første hele dag i et nyt land på rejsen, Kirgisistan, som har lige så mange indbyggere som Danmark, men bor i et land fem gange så stort – og med rigtigt mange og høje bjerge. Særligt de større byer er fortsat præget af sovjettiden, men som noget ret enestående for et land, er der historisk kun få byer i Kirgisistan. Langt de fleste indbyggere bor i små, traditionelle landsbyer i bjergene, og nogle lever stadig som (semi) nomader i landets vidtstrakte områder, som er meget tyndt befolket, og hvor naturen har fået lov til at udfolde sig.
Kirgisistans charme er netop landets storslåede natur med den krystalklare luft: De høje sneklædte bjerge kombineret med grønne, bløde bakker og nomadeliv. Landet bliver også kaldt for Centralasiens Schweiz. Her er fred og ro, og du kan ikke andet end komme helt ned i gear mellem alle oplevelserne.
På vores byrundtur i Karakol, mærker vi, hvordan atmosfæren her bringer dig hundrede år tilbage til Rusland under zarerne. Vi spadserer blandt andet forbi en række gamle huse bygget i russisk stil mellem 1870 og 1910. Første stop er det arkitektoniske vartegn, den russisk-ortodokse kirke fra 1886, som er et smukt eksempel på traditionel russisk arkitektur, som indvendigt er dekoreret med farverige religiøse ikoner og indviklede træudskæringer.
På vores vej kommer vi også forbi et vigtigt symbol på Karakols muslimske arv: Dungan-moskéen fra 1899, den eneste velbevarede moské der kombinerer elementer fra islamisk og kinesisk arkitektur i en helt unik arkitektur – den er blandt andet bygget af træ helt uden brug af søm. Indenfor findes en imponerende samling af islamisk kunst og artefakter.
Vest for byen besøger vi Jeti-Oguz-kløften – eller De Syv Tyres Kløft – der har fået sit navn efter en gruppe af syv røde sandstensklipper, der ligner tyre. Kløften – eller dalen – er kendt for sine markante røde sandstensklipper, der tårner sig op over dalens grønne græsgange og danner en smuk kontrast overfor hinanden og de bjerge og dale, der omgiver dalen.
Vi fortsætter vores køretur langs den sydlige del af Issyk-Kul-søen, der er verdens næststørste bjergsø efter Titicaca-søen i Sydamerika: 180 km lang, 60 km bred og 700 m dyb. Vi har bevidst valgt denne side af søen, da nordsiden er meget turistet. Søen bliver også kaldt for Centralasiens Perle og ligger i en fordybning i landskabet i den nordlige ende af Tien Shan-bjergene i 1.600 meters højde og omgivet af sneklædte tinder fra Terskei og Kungei Ala-Tau-bjergkæderne. I dag er nordkysten af søen populær om sommeren blandt rige kirgisere, russere og kazakher, der ankommer i dyre biler. I juli kan vandet i søen blive mindst 20 grader, og så fungerer dens bredder paradoksalt nok som en badestrand heroppe midt i bjergene, hvor der er meget langt til havet. Her er en fantastisk skønhed og ro omkring søen, og foruden bjergene er udsigterne præget af søens klare, blå vand.
Når vi kører langs med Issyk-Kuls sydside, kommer vi også igennem Skazka-kløften, der er endnu et spektakulært naturvidunder. Kløften er kendt for sine klippeformationer formet af vind og vejr gennem tusindvis af år, og her er en formidabel udsigt over de omkringliggende bjerge og dale. Som et passende punktum – men ikke en slutning – for dagens oplevelser ankommer vi til en autentisk jurtelejr i Bokonbayevo. Jurter er nomadernes traditionelle boligform, og et ophold her er en enestående oplevelse, som har stærke rødder blandt nomaderne i Centralasien. Jurter er telte af filt lagt hen over en let indre trækonstruktion og holdt fast med reb og snor – og er i øvrigt hovedmotivet på det kirgisiske flag.
Som de fleste jurtelejre har vores lejr en stor familiejurt, en spisejurt og en række mindre jurte til at sove i. Det er først og fremmest en både autentisk og eventyrlig oplevelse, der kan lyde primitiv, men ikke nødvendigvis er det. Vi kan ikke garantere, at du overnatter i en jurt for dig selv i lejren, og har du bestilt enkeltværelser, må du indstille dig på evt. at dele jurt med højst en af dine medrejsende af samme køn. Der vil naturligvis være to enkeltsenge i en dele-jurt. Derudover er der fælles toiletter i vestlig stil under simple forhold i en anden jurt og fælles udendørs brusere, men ingen garanti for varmt vand, så regn nødvendigvis ikke med dit sædvanlige morgenbad. Lejren har basal elektricitet til belysning og opvarmning.
Om aftenen kan vi læne hovedet tilbage og beundre en fantastisk stjernehimmel, inden vi går til ro. Glæd jer til en enestående oplevelse og den bedst tænkelige måde at komme tæt på nomadernes dagligdag i Kirgisistan.
- Morgenmad
- Middag
Her skal i bo
Bo som nomaderne i Kirgisistan
Så længe nomaderne i Centralasien kan huske tilbage, har de boet i jurter. Denne boligform passer perfekt til nomadernes livsstil, hvor man flytter rundt alt efter årstiderne. Jurten kan rejses eller pakkes sammen på et par timer og transporteres på et par heste. Det var en fordel, at man hurtigt kunne komme væk og gemme sig, hvis man blev angrebet, hvilket var hverdagskost for kirgiserne, som altid har ligget klemt inde mellem stormagterne.
Dag 6
JURTLEJR I BOKONBAYEVO - CHON-KEMIN-KLØFTEN. OPLEV ØRNEJÆGERE OG CHON-KEMIN NATIONALPARK
Vi vågner op i vores jurtelejr tidligt og får serveret morgenmad.
Herefter har vi en unik mulighed ved Bokonbayevo for at se en demonstration af, hvordan ørnejægere fanger deres bytte - en tradition, der er mange hundrede år gammel. Til jagten bruger de den majestætiske kongeørn, en af verdens største rovfugle med et vingefang på over to meter. Det er en stor oplevelse at se dette helt tæt på.
Om formiddagen fortsætter vi til nationalparken Chon-Kemin, hvor vi har hele eftermiddagen til at slappe af og nyde naturen her. Chon-Kemin er en stille og vidunderlig dal med flere små landsbyer og bøndernes marker er omgivet af storslåede bjerge og granskov. Nationalparken regnes for ét af de mest maleriske dele af Kirgisistan, og floden Chong-Kemin flyder gennem parken og finder undervejs hvile i syv smukke søer. Her er et mangfoldigt økosystem, og parken er hjemsted for så sjældne arter som sneleopard, kongeørn og maral (det mindste hjortedyr i Centralasien).
Vel ankommet til Chon-Kemin National Park bliver vi indlogeret i et gæstehus i værelse med eget bad og toilet. Her er indretningen simpel, men til gengæld meget charmerende. Under vores ophold i nationalparken vil der være mulighed for hesteridning.
Bemærk dog, at det skal bestilles senest to dage før ankomsten her og ordnes af den danske rejseleder.
- Morgenmad
- Middag
Her skal i bo
Kom tæt på jagten med kongeørne
Kongeørnen bliver brugt som jagtdyr i Kirgisistan. Ørnen bliver fanget som helt lille unge og behandlet som et kært familiemedlem, mens den i årevis bliver trænet af jægeren til kun at adlyde ham.
Byttedyrene er fugle (især gæs), kaniner, harer og egern. Den kan faktisk også nedlægge så store dyr som ræve, hjorte og ulve. Den lander på ryggen og brækker nakken på dyrene, eller holder dem fast med sine klør, indtil jægeren kommer frem, da de er for tunge at flyve med. Det er en kultur, som desværre er ved at uddø, og i dag praktiseres denne form for jagt kun i fire lande, hvoraf Kirgisistan er et af dem.
Når jægerne demonstrerer jagten med ørnen, bruger de f.eks. en kanin, som ørnen slår ned på fra luften og dræber med kløerne og næbbet. Det kan virke voldsomt, men sådan er det foregået gennem århundreder.
Dag 7
CHON-KEMIN NATIONALPARK - BISJKEK, BURANA-TÅRNET OG MIDDAG MED OPTRÆDEN
Vi kan spise morgenmad i ro og mag, for hele formiddagen er sat af til at få den sidste nydelse ud af nationalparken Chon-Kemin.
Senere kører vi imod den større by Bisjkek, og på vejen stopper vi ved Burana-tårnet, som oprindeligt var en minaret i den gamle by Balasagun, hovedstaden for det for længst forgange folk, Karakhaniderne, i det 9. og 10. århundrede. Tårnet er alt, hvad der i dag er tilbage af deres gamle by, og fra toppen af det, er der en flot udsigt over dalen.
For foden af tårnet er en mængde såkaldte balbals opstillet, som er gravsten over vigtige krigere fra nomadiske tyrkiske folk og udformet med individuelle ansigtstræk og udformning. Vi kører videre imod Kirgisistans hovedstad, Bisjkek, senere på eftermiddagen, hvor vi kan slappe af på vores hotel eller gå ud i byen på egen hånd.
Om aftenen er der planlagt en fælles middag med folkloreoptræden, hvor lokale kunstnere vil demonstrere nationale musikinstrumenter og teknikker til at spille på dem.
- Morgenmad
- Middag
Her skal i bo
Burana-tårnet var oprindeligt en minaret i den gamle by Balasagun, hovedstaden for det for længst forgange folk, Karakhaniderne, i det 9. og 10. århundrede (tv). For foden af tårnet er en mængde såkaldte balbals opstillet, gravstene over vigtige krigere fra nomadiske tyrkiske folk (øverst th).
Dag 8
BISJKEK, BYRUNDTUR TIL SEVÆRDIGHEDER, FLY TIL TASJKENT I USBEKISTAN
Vi spiser morgenmad og skal derefter på en byrundtur om formiddagen til de største seværdigheder i byen, som er den største i Kirgisistan.
Bisjkek ligger flot for foden af det storslåede bjergområde Ala-Tau, der kan ses fra byen med sine snedækkede tinder. Byen bærer tydeligt præg af sovjettiden med sine marmorbelagte offentlige bygninger, lejlighedskomplekser og tusinder af mindre privatbyggede huse. Men det er også en utrolig grøn by med mange grønne parker og gader, som er flankeret af smalle vandingskanaler, der vander de utallige træer, som giver skygge i de hede somre. Man skønner, at byen faktisk er Centralasien grønneste med flere træer pr. indbygger end nogen anden by.
På vores byrundtur kommer vi blandt andet forbi landets hovedplads, Ala-Too, hvor statslige begivenheder og nationale fejringer finder sted. Her er også mange monumenter. Vi spadserer videre til Oak Park, en af Bisjkeks ældste parker, som blandt andet har en udendørs udstilling med 90 skulpturer samt flere af byens vigtige monumenter og bygninger som Mindesmærket for de Røde Garder, for dem der døde ved at nedkæmpe et oprør i 1918, og Sankt Nikolaj-kirken.
Vi ser Sejrspladsen og den imposante Centrale Moské, der stod færdig i 2018.Den er bygget i ottomansk renæssancestil og er en af de største i Centralasien med plads til hele 30.000 tilbedere. Vi besøger det vigtige Kyrgyz State History Museum og bliver klogere på det kirgisiske folks kulturarv ved at betragte og høre om de udstillede skulpturer og genstande, som strækker sig fra antikken og op til slutningen af det 20. århundrede.
Vi kigger ind på byens kunstmuseum, som har en stor samling af malerier, tekstiler og skulpturer fra kirgisiske kunstnere, som gengiver kirgisisk hverdagsliv lige fra jurter og bjerglandsbyer til Bisjkek i myldretiden. Nogle af billederne er som at træde ind i en sovjetisk tidskapsel. Her er også etnografisk materiale udstillet som traditionelle smykker, hatte og boligudsmykning. Museet ligger i en modernistisk bygning i sovjetstil med træk af den anerkendte arkitekt Le Corbusier synlige overalt, et fint eksempel på 1970ernes æstetik i arkitekturen.
Fra museerne træder vi ud i den virkelige og mere livlige verden, når vi hilser på de handlende i Osh Bazaar, en af de største basarer i Bisjkek.
Her er et leben af mennesker – både byens indbyggere og folk, der er kommet ind fra landet for at sælge deres varer. Her kan man købe alle mulige fødevarer, stort set alle husholdningsvarer, tøj – herunder kirgisiske nationaldragter, souvenirs, kunstfærdigt udskårne trækister og endda musikinstrumenter.
Om eftermiddagen tager vi ud i byens lufthavn, hvor vi skal med et fly til hovedstaden Tasjkent i Usbekistan, det tredje land på vores rundrejse. Vel ankommet til vores hotel tjekker vi ind og mødes til middag lidt senere.
- Morgenmad
- Middag
Her skal i bo
På byrundtur i smukke Bisjkek. Oplev blandt andet byens Centrale Moské og Osh Bazar.
Dag 9
TASJKENT, BYRUNDTUR TIL SEVÆRDIGHEDER I OLD TOWN OG NEW TOWN
I dag skal vi på en opdagelsestur gennem Tasjkent, hvor vi både skal udforske byens oldgamle antikke pladser og bygninger i den 2.000 år gamle hovedstad såvel som den mere moderne del af byen, som med sine tre millioner indbyggere hører til blandt de største i Centralasien.
Tag traveskoene på for vi skal opleve en del i dag!
Vi er nu kommet til Usbekistan, et land 12 gange større end Danmark og med sine godt 30 millioner indbyggere det mest befolkede af de centralasiatiske republikker. I vest ligger den ubeboelige ørken Kyzylkum, mod øst Tadsjikistans og Kirgisistans bjerge som en flot baggrund for byen og i nordøst den frugtbare Ferghana-dal, hvor landbrug og bomuldsproduktion fylder landskabet - og ved indgangen til dalen ligger Tasjkent midt på den legendariske handelsrute Silkevejen.
Tasjkent er en magisk verden af knejsende minarettårne, smukt pyntede koranskoler med azurblå kupler, talrige moskéer og mausoleer, østlige handelsmarkeder og mange, mange røverhistorier baseret på legender og traditioner. I gamle tider kom karavanerne forbi her med deres kameler tungt læsset med silke, porcelæn, glas, guld, krydderier – og fortællinger fra de mange rejsende om andre folks kulturer og skikke ude i den store ukendte verden. Informationerne og påvirkningen fra andre verdener har historisk formet Usbekistan til en sjov blanding af Orienten og Vesten. Usbekerne er venlige, nysgerrige og meget gæstfrie mennesker, og islam fortolkes meget afslappet her i landet.
Vi er nu på den smukke Silkevejen, der i særklasse er fyldt med smuk antik arkitektur i form af mange fantastiske madrasaer og moskéer i byerne her. Vi kommer til at se dem alle vegne på vores byvandringer, da de har været - og stadig er - en integreret del af alle de gamle bydeles liv, hvor vi spadserer igennem og hører de spændende historier bag arkitekturen og dagliglivet.
Vi starter vores byrundtur i Old Town, hvor vi besøger den smukke middelalderlige Kukeldash-madrasa fra omkring 1570. Vi ser også det eksotiske Khazrati Imam-kompleks med en central plads omgivet af stemningsfuld arkitektur som betagende eksempler på den orientalske, centralasiatiske byggestil. Verdens måske ældste eksemplar af Koranen dateret til det 7. århundrede opbevares her.
Vi nyder også Tillya Sheikh-moskéen, en af de største moskéer i Tasjkent. I gamle dage navigerede karavanerne efter moskéens enorme minareter for at ankomme sikkert indenfor byens mure.
En antik skole
En madrasa er det arabiske ord for skole, og alle de antikke madrasaer har en unik stemning og arkitektur og spændende historie at fortælle. Her studerer eleverne Koranen, islamisk jura og arabisk sprog.
Undervisning i islam foregik oprindeligt ved moskéerne, men i 1000-tallet opstod madrasaer, først i Iran og snart i de fleste større byer i den islamiske verden. Fra 1700-tallet mistede disse institutioner dog deres betydning.
Efter således at have dykket grundigt ned i historien og arkitekturen her, besøger vi Rakhimov-familiens berømte keramikværksted, der er kendt for sine unikke produkter. Værkstedet er familiedrevet i tredje generation og ligger i en smuk gårdhave med frugttræer. Her bliver vi præsenteret for den kreative proces med leret på pottemagerens hjul, brænding, glasering og maling af værkerne – og så er det også muligt at købe produkterne her.
Vi slutter rundturen i Old Town med en spadseretur gennem den enorme Chorsu-basar, hvor alle vores sanser kommer på overarbejde. ’Chorzy’ betyder ”hvor fire veje krydses”, og her kan usbekerne købe mange forskellige varer, som f.eks. tørrede nødder, håndmalet keramik og pelshatte. Man kan også se de særlige vugger, som Usbekistan er kendt for. Efter besøget her spiser vi frokost.
Om eftermiddagen fortsætter vi til Tasjkents New Town. Vi går blandt andet under jorden, når vi kører med byens undergrundsbane. Tasjkent og Almaty i Kasakhstan er de eneste centralasiatiske byer, der har en metro, som samtidig også er et lille arkitektonisk og kunstnerisk mesterværk. Vi besøger også Museum of Applied Art, hvor Usbekistans unikke kunsthåndværker er udstillet. Her er broderier, smykker, keramik, porcelæn, traditionelle musikinstrumenter samt smukke dekorationstæpper til væggene.
Vi kommer forbi Uafhængighedspladsen, som er et yndet sted for byens indbyggere at hænge ud om sommeren mellem de smukke springvand her, og ser også pladsen foran Alisher Navoi, der er et af de største og mest unikke teatre i Central- og Sydøstasien.
Til sidst nyder vi Romanov-paladset fra 1891, en to-etagers bygning rigt pyntet med dekorative tårne og smedejerns-udsmykninger, en stil som var moderne på byggetidspunktet.
Her slutter vores byrundtur, og resten af dagen og aftenen er på egen hånd.
- Morgenmad
- Middag
Her skal i bo
Tasjkent er fyldt med smuk antik arkitektur i form af mange fantastiske madrasaer og moskéer, herunder den smukke middelalderlige Kukeldash-madrasa, dvs. en koranskole, fra omkring 1570.
Dag 10
TASJKENT, BL.A. BESØG I MAUSOLEUM OG ARK-FÆSTNINGEN. TOG TIL BUKHARA, BYRUNDTUR HER MED UNESCO-VERDENSARV
I dag forlader vi Tasjkent og tager formiddagstoget til byen Bukhara længere imod vest, en anden hovedby på Silkevejen.
Vores ankomst i Bukhara afhænger af, hvordan togene kører på dagen. Der har boet mennesker i regionen omkring Bukhara i mindst 5.000 år og i selve byen halvt så længe. I løbet af de mange år har skiftende herskere haft magten over byen.
Bukhara var den første oase, som de arabiske hære invaderede, og især islam har da også sat et tydeligt præg på byen. Den blev også hurtigt et midtpunkt for både handel, lærdom, kultur og religion på grund af dens beliggenhed på Silkevejen.
I dag er Bukhara kendt for sine mange og yderst velbevarede moskéer, minareter og madrasaer, samtidig med at byens indbyggere lever deres hverdagsliv i gamle lerklinede huse imellem de gamle, smukke bygninger. Et besøg i Bukhara er som en rejse tilbage i tiden til karavanernes storhedstid.
Vi skal på en smuk byrundtur, hvor vi ser det hele og også får et indtryk af folkelivet i denne livlige by. Vi ser også citadellet, Ark, fra omkring det 16. århundrede, en massiv fæstning omkranset af en imposant mur og med en voldsom historie. Vi besøger det utroligt stemningsfulde Poi Kalon-kompleks, hvor en mand på et flyvende tæppe ville passe perfekt ind.
Foruden de fantastisk smukke bygninger her, slutter vi vores byrundtur med at se den detaljeret udsmykkede Kalon-minaret fra det 12. århundrede, en af de ældste minareter i Centralasien, som utroligt nok fik lov at stå tilbage efter Djengis Khans hærgen her. Resten af eftermiddagen og aftenen er på egen hånd.
- Morgenmad
- Middag
Her skal i bo
Som det første på dagen besøger vi emir Ismail Samanis mausoleum fra det 9. - 10. århundrede (th), en af de ældste bygninger i hele Usbekistan.
Dag 11
BUKHARA, BYRUNDTUR MED MANGE SEVÆRDIGHEDER
Efter morgenmaden fortsætter vi vores byrundtur i Bukhara, hvor der stadig er meget at se.
Vi kommer først til Lyabi Hauz, en svalende plads i midten af Bukhara med en dam i centrum. Her kommer byens borgere for at slappe af og købe sig en kop kaffe eller te, mens duften af æbletobak fra flere vandpiber stille spreder sig i luften.
Vi ser også Magoki-Attori-moskeen fra det 16. århundrede, der er en af de tidligste religiøse bygninger fra den islamiske æra i Bukhara. Efterfølgende kommer vi forbi flere madrasaer og de flotte handelsdomer i varierende størrelser i centrum af den gamle bydel, dvs. traditionelle overdækkede basarer.
Handelsdomerne blomstrede i det 16. århundrede under Sheibanid-dynastiets styre, dels fordi Bukhara blev hovedstad og dels fordi byen begyndte at vokse hidtil uset, idet den lå på Silkevejen.
- Morgenmad
- Middag
Her skal i bo
Chor Minor er en af de flotteste madrasaer i Bukhara med sine fire himmelblå kupler.
Dag 12
BUKHARA – SAMARKAND, BYRUNDTUR MED MANGE SEVÆRDIGHEDER
Foruden nye oplevelser er i dag præget af transport, når vi kører videre stik øst fra Bukhara og imod Samarkand, en køretur på cirka fem timer primært langs en grøn dal.
Undervejs stopper vi naturligvis med jævne mellemrum for at lave nogle toiletstop, strække benene og spise frokost
Historisk har Samarkand altid været en mytisk by, og med dens grundlæggelse omkring otte århundreder f.v.t. er det tilmed en af verdens ældste byer. Hvor vi end kigger hen i denne fabelagtige centralasiatiske perle, fascinerer den gamle karavaneby med sine orientalske pragtbygninger og fascinerende baggrund som hovedby på Silkevejen.
I det 14. og 15. århundrede havde Samarkand sin storhedstid, som det handelsmæssige knudepunkt mellem Orienten og Vesten og en smeltedigel af verdens kulturer, da karavaner bragte varer til byens basarer og handelsdomer fra fjerne og eksotiske egne af datidens kendte verden. Vel ankommet til byen tjekker vi ind på vores centralt beliggende hotel, og bevæger os kort efter ud for at udforske dele af den gamle bydel.
Vi besøger først Guri Amir-mausoleet fra det 15. århundrede, og det er på sin plads at starte her, da det er gravsted for Timur Lenk, Usbekistans store folkehelt og grundlæggeren af Samarkand og et imperium, der strakte sig over Centralasien og hele vejen op til Europas grænser. Under ham blomstrede byen, som han gjorde til Timur-rigets hovedstad i 1370 efter at have smidt mongolerne på porten – og så byggede han! Samarkand er spækket med historiske bygninger, imponerende monumenter og vidunderlig arkitektur fra denne periode udført af tidens dygtigste håndværkere og kunstnere.
Mausoleet er både storslået og fantastisk smukt med sin skinnende blå kuppel, og det lever til fulde op til resten af den skønne Samarkand. Timur Lenk var en barsk erobrer, men ifølge myterne ønskede han selv at blive mødt af skønhed og fred, når han vendte hjem fra sine blodige togter – og netop dette var drivkraften for ham til at skabe så smuk en by som Samarkand.
Vi fortsætter til en anden af byens arkitektoniske perler, Registan-pladsen, i hjertet af byens gamle bydel. Registan-pladsen er et mesterværk i fuldendt islamisk arkitektur, som det ligger flankeret af tre fabelagtige madrasaer med flotte variationer af blå flisemønstre på facaderne, der tilsammen indrammer pladsen på smukkeste vis. Her er en magisk stemning, især når man forestiller sig, hvordan her har været, når kamelkaravanerne stoppede her, og købmænd livligt falbød deres varer til byens borgere og andre handlende.
Vi ser også et andet mesterværk bestilt af Timur Lenk: Den enorme Bibi Khanum-moské ligeledes fra det 15. århundrede. Engang var den en af verdens største kuppelmoskéer og bygget til brug for fredagsbøn – og designet så storslået, at de troende til bønnen skulle tænke, at det nok var sådan, at det islamiske Paradis så ud. En paradeportal fører ind i en forgård med hovedmoskéen lige fremme og to mindre moskéer til hver side. Gården er domineret af en enorm koranstand lavet af marmorblokke, og ifølge en lokal legende vil kvinder, der kravler under den, blive velsignet med mange børn. Bibi Khanum blev ødelagt af persiske tropper i 1740 og igen af et kraftigt jordskælv i 1897. Det var først i 1970erne, at en restaurering begyndte, som var færdig i 1999.
Som det sidste på dagen besøger vi en vinfabrik, hvor vi får et indblik i produktionen, og så får vi selvfølgelig lov til at smage på varerne.
- Morgenmad
- Middag
Her skal i bo
Samarkand er et magisk bekendtskab med sine orientalske pragtbygninger, rige folkeliv og fascinerende baggrund som hovedby på Silkevejen.
Dag 13
SAMARKAND, FORTSAT BYRUNDTUR MED UNESCO-VERDENSARV
I dag fortsætter vi med at udforske Samarkand, og vi starter i Ulugbek-observatoriet, som dengang var det største af sin art i Centralasien.
Ulugbeg var en af Timur Lenks sønnesønner, og han regerede det meste af Centralasien fra 1411 til 1449. Derudover var han astronom og byggede det største himmel-observatorie i hele Centralasien. Vi ved i dag, at Ulugbeg var bedre og mere nøjagtig end vores egen Tycho Brahe, da han blandt andet beregnede, at Jordens hældningsgrad er 23,52 grader.
Næste stop er Afrosiab Museet, som fortæller historien om den gamle bosættelse Afrosiab, som var forløberen til byen Samarkand. Herfra går turen videre til Shakhi Zinda-nekropolen, som er en gravplads med en imponerende flot allé af blåkaklede mausoleer – det ene flottere end det andet - der blev opført fra 11. – 19. århundrede. Ifølge én legende kom profeten Muhammeds fætter Kusam-ibn-Abbas til Samarkand i det 7. århundrede under den arabiske invasion. Her udbredte han Islam, og blev snigmyrdet for det. Legenden siger, at han derpå forsvandt ind i en klippe, hvorfra han går igen. Deraf navnet Shakhi Zinda, som betyder ’Kongen er i live’.
Vi lægger legenderne bag os og fortsætter til Siyab-basaren, der til gengæld har været et meget levende sted igennem de sidste 500 år. Her oplever vi den helt unikke atmosfære i en orientalsk basar, hvor handelsmændene råbende falbyder deres varer mens duften af krydderier blander sig med duften af stegt fårekød, frugter og grøntsager, mens den hektiske trafik og musikken fra flere små boder danner et orientalsk lydtapet til hele dette hektiske sceneri. Vi kigger os omkring og smager på saltede abrikossten bagt i aske og de berømte Samarkand-brød, puffy, med gylden skorpe og meget lækker smag.
Vi spiser frokost og fortsætter til Koni Ghil Silkepapircenter for at se processen med at producere det meget eftertragtede silkepapir. Bagefter tager vi videre til Sankt Daniels mausoleum, der ligger på en høj bakke i udkanten af Samarkand nær Siab-flodens bredder.
Daniel gik ind i historien som en forudsiger, fortolker af drømme og rådgiver for den babyloniske konge og flere persiske herskere. Han har flere navne, og han æres i verdensreligioner under forskellige navne. Muslimer kalder ham Khoja Daniyar, jøderne kalder ham Dānīyyēʾl, og i kristendommen er han kendt som Daniel.
En central del af mausoleet er en usædvanlig gravsten på atten meter, som kan ses indenfor. Dagens byrundtur i Samarkand slutter her og resten af dagen og aftenen er på egen hånd.
- Morgenmad
- Middag
Her skal i bo
Dag 14
HJEMREJSE SAMARKAND – KØBENHAVN
Det er blevet tid til at rejse hjemad efter to uger fyldt med gode oplevelser og mange indtryk. Vi flyver imod Danmark med morgenflyet fra Samarkand, og efter et flyskifte i Istanbul lander vi i Københavns Lufthavn sidst på eftermiddagen.
- Morgenmad
Ring eller skriv til os
Tag en snak med vores eksperter om jeres drømmerejse.
Telefonerne er åbne mandag til fredag 10.00-15.00.