Fra by til bjerg i Solens Rige Dagsprogram
Rundrejse med dansk rejseleder
Dag 1
AFREJSE FRA DANMARK
Vi forlader Københavns Lufthavn og flyver østover mod Japan. Benyt rejsen til at slappe af og evt. få sovet lidt, inden vi ankommer til Tokyo den efterfølgende dag.
Dag 2
ANKOMST TIL TOKYO
Vi ankommer til lufthavnen i Tokyo, hvor vi bliver mødt af en engelsktalende guide.
Guiden hjælper os med formaliteterne i lufthavnen og følger med os i vores private bus ind til vores hotel.
På vejen fra lufthavnen til hotellet vil vores rejseleder fortælle om, hvad vi ser på vejen.
Efter ankomst til hotellet tjekker vi ind og har derefter resten af dagen og aftenen til at hvile ud oven på den lange flyrejse.
Vi spiser frokost og aftensmad på egen hånd, men spørg rejselederen, hvis I gerne vil have nogle gode tips til restauranter.
Her skal i bo
Når I ankommer til Japan, starter I dagen på egen hånd. Rejselederen giver gerne gode råd til, hvilke områder I kan besøge i nærheden samt gode restauranter, hvor I kan få frokost og middag.
Dag 3
TOKYO, BYRUNDTUR TIL KEJSERPALADSET, ASAKUSAS TEMPLER, SKY TREE-TÅRNET, SEJLTUR PÅ FLODEN, DIGITALT KUNSTMUSEUM OG ODAIBA-ØEN
Vi står op til vores første hele dag i Japans sydende hovedstad, Tokyo, hvor vi i dag indleder en flere dage lang tour de force blandt de mange kontraster i det japanske samfund.
Vi kommer til at opleve ekstrem teknologi, smukke gamle templer, flere århundreder gamle traditioner, nysgerrige og venlige japanere, effektivitet og strømlinethed i én stor charmerende cocktail. Forbered dig på et kulturchok af dimensioner!
Vores engelsktalende guide møder os ved vores hotel, og vi begiver os ud i byen. Vi bruger offentlig transport til at komme rundt i Tokyo, som dels er det mest praktiske og hurtigste – og så får vi samtidig den mest autentiske oplevelse af byen. Husk kameraet, en vandflaske og sørg for at have komfortabelt fodtøj på, da vi kommer til at gå en del.
Første stop er pladsen foran kejserpaladset, hvor Japans kejserfamilie traditionelt residerer i et smukt landskab og med udsigt til Nijubashi, den såkaldte Dobbeltbro. Paladset blev ødelagt under Anden Verdenskrig, men genopbygget igen i samme stil. I det gamle feudale Japan var det her, at Edo-slottet lå med sine voldgrave og enorme stenmure i centrum af Tokyo. Slottet var dengang hovedsædet for Tokugawa-shogunen, som herskede over Japan fra 1603 indtil 1868.
Dobbeltbroen leder ind til indgangen til de indre paladsgårde, som kun sjældent er tilgængelige for offentligheden. Broen hedder sådan, fordi den tidligere var en træbro med to etager.
Shogunen - hvem var han?
Shogun betyder general og i Japans feudaltid, dvs. før 1868, havde han magten over hele Japan og havde alle landets samuraikrigere under sig.
Den japanske kejser var stadig landets formelle hersker, men havde stort set ingen politisk magt. I Japan var shogunerne Japans effektive herskere i det meste af tiden fra 1192 til Meiji-restaurationen i 1868, hvor Japan overgik fra den feudale samfundsstruktur til den moderne tidsperiode.
Vi ser også Asakusa-området, hvor vi bl.a. kan opleve Sensoji-templet, et af Tokyos mest farverige og populære buddhistiske templer.
Vi nærmer os templet igennem den smukke og ikoniske Kaminarimon, Tordenporten, der er et japansk symbol for Tokyo. Dette er muligvis byens mest ikoniske religiøse område. Indsnus røgelsen og træk eventuelt en spådom oppe ved templet, men pas på, for spådommene her er kendt for at være uheldige. Fra Tordenporten kan vi spadsere langs den 200 meter lange Nakamise-gade, der er kendt for sine mange souvenirbutikker og traditionelle snacks. For enden af gaden står templets hovedbygning og en henrivende fem-etages pagode. Efter besøget her spiser vi frokost på en lokal restaurant tæt på, hvor vi kan smage lokale retter.
For at se det hele lidt fra oven og forsøge at danne os et overblik over denne gigantiske metropol kravler vi op i det højeste tårn i Japan. Tokyo Sky Tree er tilmed et af de højeste tårne i verden og heroppe fra er der en fantastisk udsigt over Tokyo. Vi kravler eller går dog bestemt ikke, men suser op til toppen i én af de hurtigkørende elevatorer. Når vi kigger ud heroppe fra, ser vi næsten uendelig beton, lys og bevægelse, lige så langt øjet rækker. Man får virkelig øjnene op for hvor massiv en skala, Tokyo opererer på.
Vel nede på jorden igen hopper vi ombord på en pram, der sejler os op ad en af Tokyos mest kendte floder, Sumida. Det er rart med et frisk pust, imens vi sejler under flere broer, der har hvert sit unikke design, og derved får set en anderledes vinkel på byen. Næste stop er teamLab Planets, som er en hypermoderne, teknologisk grænsesøgende, interaktiv kunstudstilling med 3D-digital kunst. Som museum er det i høj grad en nyskabelse og dedikeret til at udforske forholdet mellem mennesker, natur og kunst.
Vi lister rundt på bare fødder (sko og sokker efterlader man i et skab), og man bliver ganske overvældet af de mange lyd- og ikke mindst lysindtryk, der manipulerer med alle ens sanser i diverse digitale naturtableauer, der både er æterisk, æstetisk og grandiost sat sammen. Man forlader museet med en følelse af undren og en større bevidsthed om, hvor forbundne vi alle er med verden omkring os, og hvor smuk og fantastisk den kan være. En stor sanselig oplevelse!
Vi slutter dagens oplevelser af med besøg på Odaiba, et populært shopping- og underholdningsdistrikt, der ligger på en kunstig ø i Tokyobugten, hvor man kan slappe af med en blanding af futuristiske attraktioner, forlystelsesparker, næsten rumskibslignende arkitektur og en ikke mindre end 20 meter høj statue af en kamprobot.
Man kan også blot slappe af ved vandet og beundre fantastiske udsigter over byen og den smukke såkaldte Regnbuebro, der fører trafikken til og fra øen.
Herfra tager vi tilbage til hotellet, hvor middag og resten af aftenen er på egen hånd. Spørg evt. rejselederen om gode tips til restauranter og underholdning om aftenen.
- Morgenmad
- Frokost
Her skal i bo
Tokyo Sky Tree er et af de højeste tårne i verden, og heroppe fra er der en fantastisk udsigt over Tokyo.
Dag 4
TOKYO, BYRUNDTUR TIL MEIJI-JINGU-HELLIGDOMMEN, OMOTESANDO- OG SHIBUYA- OG GINZA-KVARTERERNE
Vi spiser morgenmad og forlader hotellet. I dag skal vi opleve endnu flere af seværdighederne i Tokyo, samtidig med at vi tager pulsen på nogle af byens meget forskelligartede kvarterer.
Vi starter med at besøge den storslåede og historiske Meiji Jingu-helligdom, som er en af Tokyos største shinto-helligdomme og dedikeret til kejser Meiji og kejserinde Shoken. Helligdommen ligger og putter sig i en fredfyldt skov tæt ved den travle togstation Harajuku, og her kan vi nyde en fredelig og grøn plet plet væk fra storbyens lyde og beton samtidig med, at vi lærer lidt om de tidlige japanske kejseres historie. Indgangen til det hellige område markeres af en massiv rød såkaldt torii-port, hvorefter synet og lydene af den travle by erstattes af en fredfyldt skov.
Meiji Jingu er en af Japans mest populære helligdomme, og i de første dage efter nytåret, kommer mere end tre millioner besøgende forbi her til årets første bønner, hvilket er mere end nogen anden helligdom i landet. Som en kontrast til denne sjælelige seværdighed fortsætter vi herefter til Omotesando, en fashionabel boulevard kendt for sine arkitektoniske showroom og designerbutikker, og Shibuya-kvarteret.
Her oplever vi byen som den pulserende metropol, de fleste kender Tokyo som - ikke mindst, når vi står overfor det ikoniske Shibuya-kryds, hvor umindelige folkemængder krydser vejen i flere fodgænger-felter i et nærmest kunstfærdigt kaos. I myldretiden krydser cirka 2.000 mennesker over her – hvert andet minut! Her er også rig mulighed for at besøge alverdens trendy caféer og butikker. Når mørket falder på, eksploderer Shibuya-kvarteret med farverige neonreklamer og gigantiske videoskærme med vilde 3D-reklamer, som man ikke ser mange andre steder.
Men lige nu fortsætter vi til mere rolige græsgange, når vi finder indenfor på en lokal restaurant og spiser frokost, inden vi besøger National Art Center i Roppongi-distriktet, som er et kulturelt centrum i Tokyo med flere andre store kunstinstitutioner i nærheden. National Art Center er et unikt museum uden en permanent samling, men som udstiller forskellige tidsbegrænsede udstillinger. Museet er et af Japans største kunstmuseer og blandt andet kendt for sin arkitektonisk markante bygning, som er designet af den kendte arkitekt Kisho Kurokawa, og for sin innovative tilgang til kunstpræsentation, hvor det fungerer mere som en udstillingshal end et traditionelt museum.
Vi spadserer videre igennem Tokyos prestigefyldte uptown, Ginza-distriktet, hvor man finder byens flotteste biler, dyreste butikker og mest eksklusive spisesteder.
Om man så vil lege med eller bare se på, er helt op til en selv. I Ginza-distriktet kommer vi også forbi Kabuki-za, som er en slags nationalteater for den traditionelle japanske teaterform, Kabuki, et klassisk japansk dansedrama.
Kabuki involverer stiliserede skuespillere i omhyggeligt designede kostumer, iøjnefaldende makeup og outrerede parykker, som optræder med overdrevne bevægelser som en del af handlingen.
- Morgenmad
- Frokost
Her skal i bo
Ginza-distriktet, hvor man finder byens flotteste biler, dyreste butikker og mest eksklusive spisesteder (nederst th). I det ikoniske Shibuya-kryds krydser umindelige folkemængder vejen i flere fodgænger-felter i et nærmest kunstfærdigt kaos.
Dag 5
KINUGAWA, TOSHOGU-TEMPLET OG KEGON-VANDFALDET. OVERNATNING I TRADITIONEL RYOKAN
I dag begiver vi os ud af Tokyo og op i højlandet i området omkring Nikko lidt udenfor Tokyo. Lige som de andre dage rejser vi også her med offentlig transport.
Efter at have spist morgenmad kommer vores engelsktalende guide og henter os på vores hotel. Vi har pakket en taske med det mest nødvendige til en enkelt overnatning ude af Tokyo, så vi rejser let og uden for meget at bære på. Vores store bagage opbevares på hotellet i Tokyo.
Vi skal med en række lokaltog for at nå frem, og det vil være en god måde endnu engang at stifte bekendtskab med Japans togsystem, der kører som clockwork. Alt andet er uacceptabelt, og det betragtes nærmest som en fornedrelse for togføreren eller togforstanderen, hvis en forsinkelse skulle opstå af en eller anden grund.
Vel fremme i Nikko besøger vi inden frokost Toshogu-templet, der er på UNESCOs verdensarvsliste og en af de vigtigste shinto-templer i Japan. Stedet er kendt for sine overdådige dekorationer og store betydning som et storslået mausoleum for Tokugawa Ieyasu, grundlæggeren af Tokugawa-shogunatet, der regerede Japan i over 250 år indtil 1868.
Det overdådigt dekorerede tempelkompleks ligger i en smuk og fredfyldt skov omgivet af bakker og bjerge. Store mængder bladguld pryder bygningerne sammen med utallige træudskæringer, som blev brugt til at dekorere bygningerne på en måde, som ikke ses andre steder i Japan, hvor enkeltheden traditionelt har været fremhævet i arkitekturen ved helligdomme.
Som noget særligt indeholder Toshogu både shintoistiske og buddhistiske elementer. Indtil Meiji-perioden var det almindeligt for tilbedelsessteder at indeholde elementer af begge religioner, men efter Meiji blev shinto bevidst adskilt fra buddhismen over hele Japan, men i Toshogu var de to religioner så sammenblandede, at adskillelsen ikke blev gennemført fuldstændigt.
Vi spiser frokost på en lokal restaurant og fortsætter derefter til Kegon-vandfaldet, der er almindeligt anerkendt som et af de smukkeste i Japan – og det mest berømte af vandfaldene i Nikko-området. Vi har inkluderet en elevatortur ned til en observationsplatform, hvorfra man kan kigge op på det næsten 100 meter høje vandfald.
Senere på eftermiddagen hopper vi på et tog nordpå for at komme op til stedet for vores overnatning, en såkaldt ryokan i mere landlige omgivelser ved Kinugawa Onsen. Ryokan er den japanske traditionelle version af et bed&breakfast, en slags gammeldags kro, der kommer i mange kvaliteter, og for os er det en fremragende mulighed for at opleve den traditionelle gæstfrihed og japanske livsstil, der inkorporerer elementer som tatami-værelser, futon-senge, bad på japansk og lokal mad, hvilket har gjort ryokans populære både hos japanerne selv og udenlandske turister.
Vær opmærksom på, at det er almindeligt under opholdet at bære en såkaldt yukata (en let bomuldskimono) og at nyde ryokanets onsen (varme kilder) til afslapning efter en dag med sightseeing, hvis der er tid til det. Almindeligt tøj kan som regel også gøre det, men hver ryokan har sine egne regler. Hvis du bruger stedets onsen, dvs de varme bade, så husk at overholde den lokale skik og etikette. Det er ikke svært og rejselederen kan hjælpe dig med det.
Vi spiser middag sammen på hotellet og resten af aftenen er til fri disposition
- Morgenmad
- Frokost
- Middag
Her skal i bo
Kegon-vandfaldet er anerkendt som et af de smukkeste i Japan (øverst th). Nikkos smukke natur er tillige berømmet i landet. Udenfor Tokyo bor vi traditionelt i en ryokan, hvor man bl.a. kan bade i stedets onsen.
Dag 6
KINUGAWA, TRANSPORT TIL TOKYO, BESØG I EDO WONDERLAND OG OYAISHI-MINERNE
I dag skal vi tilbage til Tokyo, men inden vi når så langt, venter masser af oplevelser i løbet af dagen.
I dag kører vi i en privat bus, som kører os en kort køretur til dagens første stop. Edo Wonderland er et slags levende folkemuseum, der gengiver kulturen, historien og hverdagslivet i det feudale Japan under Edo-perioden fra cirka 1600 - 1868.
Parkens by er bygget som i Edo-perioden og befolket af byboere i tidstypiske kostumer, og den har da også været brugt som kulisse for flere periodedramaer på tv. Her bruger vi noget tid på at udforske byens historiebaserede butikker, værksteder med kunsthåndværk, museer og teater.
Forestillingerne varierer fra komiske shows og traditionel vandmagi til live action som det populære Grand Ninja Theatre, hvor drabelige sværdkampe, magi og kampsport er en del af showet. Her er også en berømt labyrint med et Ninja-tema.
Efter besøget her spiser vi en japansk frokost på en lokal restaurant, før vi kører videre sydpå til det fascinerende Oyaishi-museum, der hylder den historiske Oya-byggesten, som regionen er kendt for: En blød, men holdbar vulkansk sten - der kun findes her. Museet er bygget ind i et enormt forhenværende underjordisk stenbrud, som primært blev gravet ud i Edo-perioden for at udvinde Oya-stenen, som i Japan er blevet anvendt gennem århundreder som byggemateriale og er blevet brugt i mange berømte bygninger.
De underjordiske miner var i drift indtil 1986, og fremstår i dag med en enorm serie af huler, som er flot oplyst og dækker over 20.000 kvadratmeter (til sammenligning er Royal Arena i København cirka 35.000 kvm).
Husk at tage en jakke med, for der er en konstant temperatur hernede på omkring otte grader celsius.
Vi kører videre imod Tokyo, hvor vi er tilbage i tide til aftensmad. Resten af aftenen er til fri distribution
- Morgenmad
- Frokost
Her skal i bo
Dag 7
TOKYO, DAGEN ER PÅ EGEN HÅND
Hele dagen og aftenen er på egen hånd, så planlæg evt. dagen efter at få set nogle af de ting, som I præcist er interesseret i, og som vi ikke har dækket de andre dage med resten af gruppen. Mulighederne er mange, og rejselederen hjælper gerne med gode forslag, og vejledning hvis I er i tvivl.
- Morgenmad
Her skal i bo
Dag 8
TOKYO, TRANSPORT TIL HAKONE, TUR I BJERG- OG GONDOLBANE, SEJTUR PÅ ASHINOKO-SØEN. OVERNATNING I ODEWARA
Vi spiser morgenmad, hvorefter vi igen begiver os ud af Tokyo via flere lokale toglinjer sammen med vores engelsktalende guide.
Vi har atter pakket en taske med det mest nødvendige til en enkelt overnatning ude af Tokyo.
Dagen i dag er med fokus på Japans smukke natur. Vi skal til Hakone, et populært naturområde sydvest for Tokyo, hvor vi har en overnatning. Hakone er et vulkansk bjergområde med termisk aktivitet, og her venter os storslåede naturoplevelser, når vi tager både med bjerg-kabelbane og gondolbane op til et termisk aktivt område, hvorfra man i klart vejr kan se det hellige Mt. Fujis perfekte kegleformede, snedækkede top. Efter formiddagens togtur ankommer vi til stationen i Hakone Yumoto, så det lige passer med at spise en japansk frokost på en god lokal restaurant.
Herefter skal vi igen køre med tog, men denne gang ikke et hvilket som helst tog. Vi hopper ombord på Hakone Tozan Densha, som er en spektakulær bjerg-kabelbane – Japans ældste – som slynger sig gennem en smal dal med tæt skov over broer og gennem tunneller og med stop undervejs ved små stationer. En smuk tur, som varer en god halv time - og absolut en fornøjelse for mere end bare togafficionados.
I Gora skifter vi til Hakones gondolbane, der skal føre os videre til den maleriske sø Ashinokos bredder - en populær måde at besøge Hakone på. Undervejs kan vi nyde panoramaudsigter over de aktive, svovlholdige varme kilder i Owakudani-dalen og over Ashinoko-søen og ikoniske Mt. Fuji i det fjerne, hvis vejret er klart nok.
Vi ankommer med gondolbanen til Togendai, hvorfra vi skal ud at sejle på søen med Kaizoku-sen – en model af et sørøverskib- der sejler på søen. Fra skibet er der spektakulære udsigter over bjergene, de frodige dale og strandene langs bredden af Ashinoko. Forskellige former for drikkevarer, souvenirs, etc. kan købes ombord. Ashinoko er en smuk såkaldt calderasø, dvs søen ligger i en kraterlignende formation, som er dannet, efter en vulkan er sunket sammen i et stort udbrud. I dette tilfælde var det Mt. Hakone, der eksploderede efter vulkanens sidste udbrud for 3.000 år siden.
Sejlturen varer en lille time, og herefter tager vi et lokaltog fra Hakone til Odawara, hvor vi skal overnatte. Der er tid til at slappe lidt af på egen hånd, inden vi spiser middag sammen på hotellet.
Brug evt. aftenen efter middagen på en tur i et onsen-bad for at opleve den berømte japanske kultur omkring disse varme termiske kilder.
- Morgenmad
- Frokost
- Middag
Her skal i bo
På Ashinoko-søen sejler vi med en model af et sørøverskib og oplever de svovlholdige varme kilder i Owakudani-dalen.
Dag 9
ODAWARA, GONDOLBANE MED UDSIGT TIL MT. FUJI, BESØG VED DAMMENE I OSHINO HAKKAI
På vores vej tilbage til Tokyo har vi stadig nogle oplevelser til gode. Vi bliver hentet af vores engelsktalende guide på hotellet og kører i dag ud i egen bus.
Vi stopper første gang ved en gondolbane, der kører 400 meter op ad bjerget fra bredden af Kawaguchiko-søen til en udsigtsplatform nær toppen af Mt. Tenjo omkring 1.000 meter over havet. Herfra er der fantastiske panoramiske udsigter til Mt. Fuji og området nedenfor bjerget.
Vi spiser frokost på en lokal restaurant og fortsætter derefter vores køretur til Oshino Hakkai, som er otte pittoreske damme med kildevand, som er smeltevand fra sneen på Mt. Fuji, der er løbet ned ad fra skråningerne og sevet gennem porøse lag af lava i over 80 år, hvilket har resulteret i dette meget klare kildevand i Oshino, en lille landsby som ligger idyllisk mellem de to søer Kawaguchiko og Yamanakako. Besøgende kan drikke det kølige vand direkte fra kilden, og selv om dammene i dag er populære turistattraktioner er her en behagelig afslappet atmosfære, så længe man ikke forventer at opleve uberørt natur.
Her er også mange restauranter, souvenirbutikker og madboder, som sælger grøntsager, slik, syltede fødevarer, kunsthåndværk og andre lokale produkter. Herfra kører vi videre imod Tokyo med indlagte stop undervejs til at strække benene.
Når vi ankommer til vores hotel i Tokyo sen eftermiddag, har vi resten af aftenen til at slappe af eller udforske byen på egen hånd.
- Morgenmad
- Frokost
Her skal i bo
Vi kører med gondolbane 400 meter op ad bjerget fra bredden af Kawaguchiko-søen til en udsigtsplatform med flotte udsigter. I Oshino Hakkai ser vi de otte pittoreske damme med kildevand dannet af smeltevand fra sneen på Mt. Fuji (øverst th). De ligger idyllisk mellem de to søer Kawaguchiko (nederst th) og Yamanakako.
Dag 10
TOKYO, VALGFRIT TILKØB AF HELDAGSUDFLUGT TIL ØEN IZU OSHIMA
Vi spiser morgenmad, og som noget nyt deler vi gruppen op om nødvendigt. Til dem, der har lyst, er der mulighed for at tilkøbe en unik dagsudflugt, hvor vi udforsker øen Izu Oshima på en cykeltur - en chance for at nyde øens naturskønne ruter, seværdigheder og den friske havluft.
Der skal være mindst 15 deltagere for, at denne udflugt kan afvikles. Dem, der vælger ikke at deltage, har i stedet hele dagen til fri disposition i Tokyo eller andetsteds. Overvej evt. en tur med højhastighedstoget, Shinkansen, til en seværdighed udenfor Tokyo.
Bemærk, at denne dag er beskrevet med udgangspunkt i tilkøbsudflugten til Izu Oshima. Her kommer vores engelsktalende guide og henter os på hotellet. Vi tager toget til Takeshiba havn centralt i Tokyo, hvorfra vi sejler med en jetfoil-båd til Izu Oshima, der ligger et stykke ude i Sagamibugten. Vel fremme senere på formiddagen lejer vi cykler og kører ud på den planlagte cykelrute. Turen er planlagt til at tage fra 1,5 til 3 timer alt afhængig af, hvor mange stop, vi laver på vejen. Er du i almindelig form, skulle du ikke have nogle problemer med at følge med. Vi har en picnicfrokost med, som vi spiser undervejs.
Der er flere muligheder i forhold til cykelruten, og om vi vælger at køre imod syd eller nord. Sydpå ligger blandt andet den lille havneby Habu og putter sig om en naturhavn. Her er en afslappet atmosfære og blandt andet en pittoresk gyde med gammeldags huse i området omkring havnen.
Izu Oshima er den største af Izu-øerne, som er en gruppe af vulkanske øer tæt på Izu-halvøen. Den er populær blandt Tokyos indbyggere, Toukyou-jin, når de trænger til en kort pause fra bylivets larm og trængsel. Izu Oshima er domineret af det 758 meter høje Mt. Mihara, som er en aktiv vulkan, som påvirker forskellige varme kilder på øen. Vulkanen har et hidsigt temperament og går oftere i udbrud end så mange andre vulkaner. Det seneste udbrud var i 1990 og fire år før det, var der et større udbrud med spektakulære eksplosioner. Dengang flød vulkanens lava fra Mt. Miharas top og ned ad bjergets skråninger, hvilket resulterede i en evakuering af mere end 10.000 indbyggere. I dag er den fredelig, og det er helt sikkert at færdes her, da udbrud kan forudses.
Izu Oshima er også kendt for sine kameliablomster, som kan spottes næsten overalt fra januar til marts måned.
Kamelia er en stedsegrøn busk med smukke store, mørkegrønne blade, som kan blive op til seks meter høj. Den får smukke enkelte hvide blomster, som dufter sødt.
Vi er tilbage på vores hotel i Tokyo cirka først på aftenen, hvor resten af aftenen er til fri disposition.
Bemærk:
I tilfælde af for meget regn og blæst kan jetfoil-båden ikke sejle og så må vi aflyse udflugten til Izu Oshima. Skulle det ske, imens vi er i Japan, får alle deltagere naturligvis det indbetalte beløb for udflugten refunderet efter rejsens afslutning.
- Morgenmad
- Picnicfrokost
Her skal i bo
Tilkøb udflugt
Dag 11
TOKYO, VALGFRIT TILKØB AF HELDAGSUDFLUGT TIL MT. TAKAO
Dagen ligger åben for tilkøb af endnu en spændende dagsudflugt til dem, der har lyst.
Tilkøbsudflugten i dag går til det naturskønne område omkring tempelbjerget Mt. Takao. Der skal være mindst 10 deltagere for, at denne udflugt kan afvikles. Ligesom dagen før har dem, der vælger ikke at deltage, i stedet hele dagen til fri disposition i Tokyo eller andetsteds. Bemærk, at denne dag er beskrevet med udgangspunkt i tilkøbsudflugten til Mt. Takao.
Vores engelsktalende guide kommer og henter os på hotellet. Husk de gode travesko, da vi skal gå op ad i dag. Man skal være i almindeligt god form for at deltage. Vi hopper på et lokaltog til Mt. Takao – eller Takaosan, som japanerne kalder bjerget, et smukt naturområde stik vest for det centrale Tokyo. Her er både skønne landskaber, et interessant tempel og attraktive vandreruter. Selvom det ligger uden for byens centrum, tager det kun en lille time at køre dertil med tog.
Vi skal vandre op til toppen af bjerget, hvor et netværk af nummererede vandrestier fører op ad Takaosans skråninger. Som de fleste andre vandrer vi op ad sti nummer 1, som er bred, for det meste brolagt, og som passerer alle de større seværdigheder her, mens den snor sig vej til toppen af det knap 600 meter høje bjerg.
Mt. Takao er historisk blevet dyrket som et helligt bjerg i mere end tusinde år. På vores vej op imod toppen vandrer vi blandt andet forbi det farverige tempel Yakuoin fra år 744, som står langs stien nær bjergets top. Mange besøgende stopper der for at bede til shinto-buddhistiske bjergguder for held og lykke videre frem i livet.
Vandreturen op til toppen tager cirka to timer i et roligt tempo med tid til pauser undervejs. På toppen bliver vi til gengæld belønnet med en fantastisk udsigt og et kig til Mt. Fuji på klare dage. Vi holder en times hvil på toppen, mens vi nyder de naturskønne udsigter og spiser vores medbragte picnicfrokost.
Efter frokost går vi lige så stille ned ad bjerget og finder vores tog tilbage til centrum. Aftenen og middagen er på egen hånd.
- Morgenmad
- Picnicfrokost
Her skal i bo
Tilkøb udflugt
På en heldagsudflugt kan du tilkøbe en vandretur op til toppen af det hellige bjerg Mt. Takao på en sti, der snor sig til toppen af det knap 600 meter høje bjerg.
Dag 12
AFREJSE TIL DANMARK
Vi spiser ikke morgenmad i dag på hotellet, da vi skal flyve tidligt om morgenen. Vi kører i privat bus til lufthavnen og flyver tilbage til Danmark. Grundet tidsforskellen lander vi typisk i Danmark samme dag, som vi forlod Japan.
Ring eller skriv til os
Tag en snak med vores eksperter om jeres drømmerejse.
Telefonerne er åbne mandag til fredag 10.00-15.00.