Solgudens ø-rige Dagsprogram
Rundrejse med dansk rejseleder 12 dage fra 37.990 kr.
Dag 1
Danmark - Kyoto
Afrejse fra Københavns Lufthavn eller Billund med en enkelt mellemlanding til Kyoto med ankomst næste morgen.
Dag 2
Kyoto - Kyoto station, rundvisning i området og besøg i Higashi Honganji-templet
Vi lander i Kansai International Airport, der ligger på en kunstig ø i Osaka-bugten og kører ind til byen. Dagens program afhænger af, hvornår I ankommer til Japan.
Ankommer I om formiddagen vil der være tid til at spadsere en tur i området omkring hotellet og få det første indtryk af en japansk storby, sammen med rejselederen.
Uanset om I ankommer sidst på eftermiddagen eller først på aftenen, vil rejselederen introducere jer til Japan og praktiske ting: Hvor og hvordan man kan købe ind, bestille mad, finde vej osv.
- Frokost
Her skal i bo
Den futuristisk designede Kyoto station er en attraktion i sig selv og en af de største bygninger i Japan. Togstationen byder også på shoppingcenter, hotel, biograf og kontorbygninger.
Dag 3
Kyoto, Ginkakuji-templet og Filosoffens Sti, tehus og Gion-kvarteret
Som den eneste japanske storby blev Kyoto skånet for bombeangreb under 2. Verdenskrig. Efter sigende på grund af byens enestående kulturskatte.
Desværre har bystyret ikke vist byen samme respekt, så de store sammenhængende kvarterer af smukke træhuse er næsten forsvundet. Men heldigvis har ingen vovet at røre de tusinder af templer, helligdomme og smukke haver. Og især i byens udkant føler man sig hensat til en anden tidsalder, hvor skønhed og æstetik var i højsædet. I vores private bus, med undergrundsbane og på egne fødder oplever vi nogle af Kyotos mange højdepunkter.
Kyoto har over 1.600 buddhistiske templer og 270 shinto-helligdomme.
Hertil kommer kejserpaladset, shogunens borg - Nijo, kejserlige villaer og haver og en række af Japans bedste museer.
Ikke færre end 17 af stederne er på UNESCOs liste over verdens kulturarv. Til sammenligning er der syv på denne liste i hele Danmark! Det er naturligvis ikke muligt at se mere end en brøkdel af disse mange seværdigheder, men rejselederen har valgt nogle repræsentative perler.
Vi kører til Ginkakuji-templet med en berømt sten- og landskabshave langs et stille vandløb på "Filosoffens Sti". På en spadseretur får vi et fint kig på de mange træhuse og små haveanlæg, som præger denne bydel på bjergskråningen. Sanjusangen-do rummer en unik samling af ikke mindre end 1001 buddhastatuer i træ fra 1200-tallet. De står i en enorm tempelbygning, der kan dateres tilbage til samme tidsalder. I centrum står en 1000-armet statue af Barmhjertighedens Buddha, et mesterværk udskåret af den berømte træskærer, Tankei, i 1254. Hvert år afholdes der efter gammel tradition en bueskydningskonkurrence langs templets langside. Her afskød i 1686 en deltager ikke mindre end 8000 pile i træk mod målskiven!
Bagefter kan vi vandre rundt i de smalle gader, hvor man fortsat kan fornemme, hvordan det gamle Kyoto så ud.
Vi slutter dagens program i Kyotos fineste te-butik. Her vil vi opleve, og få forklaret - de vigtigste elementer i den berømte japanske te-ceremoni.
Og der smages naturligvis også på teen. Det gamle forlystelseskvarter Gion har fortsat gader med gamle, smukt restaurerede træhuse med restauranter og eksklusive tehuse. Her kan vi være heldige at få et glimt af en geisha eller meiko (en geisha-elev) på vej til en klient i en af de meget dyre og (for udlændinge) lukkede restauranter.
Andre dele af Gion er præget af arkitektoniske værker, der er som hentet ud af et tegneseriehæfte. Batmans Gotham City kan have inspireret til at skabe nogle af de moderne bygninger. Sådan er Japan. Kontrasterne lever side om side i en bizar alliance.
- Morgenmad
- Frokost
Her skal i bo
Dag 4
Kyoto, guldtemplet, bambusskove og shogunens borg
Det berømte guldtempel Kinkakuji ligger i byens nordlige del. Denne smukke guldbeklædte pavillon er en nøjagtig kopi af den over 500 år gamle bygning, som en sindssyg tempelpræst satte ild til i 1955.
Næste stop er i Arashiyama-området, der ligger ved foden af de vestlige bjerge, og her kan vi på en spadseretur nyde synet af bambusskove og kirsebærtræer. I dette smukke skovklædte villa- og bjergområde ligger en række fine templer og haver. Vi skal besøge et par af dem: Tenryu, hovedtemplet for den vigtige Rinzai-buddhistiske sekt med en pragtfuld 1300-tals Zen-have, og Adashino Nembutsu-templet. Her kan man opleve det særegne syn af en have med over 8.000 tætpakkede, udhuggede sten, der er rejst for afdødes sjæle.
I kejsertidens Japan var shogunen den militære øverstkommanderende. I længere perioder af landets historie var han også den mest magtfulde mand i landet. Kejserens rolle var mere tilbagetrukket og af symbolsk karakter. Men for at have en solid magtbase nær kejserhoffet lod Tokugawa-shogun-slægten Nijo-borgen opføre i 1603. Borgen, der er Japans bedst bevarede, er af høj kvalitet. De bedste håndværkere byggede borgens mange afdelinger, og datidens bedste kunstnere udsmykkede den.
En helt speciel konstruktion er "nattergalegulvet", der blev lagt, så det knirker, når man træder på det. Så kunne eventuelle snigmordere ikke nærme sig uden at blive hørt.
Træskærerarbejdet og de mange malerier, der smykker vægge og lofter, er originale.
- Morgenmad
- Frokost
Her skal i bo
De smukke japanske zen-haver og de flotte templer og pagoder danner en harmoni, der giver ro i sjælen - her Guldtemplet i Kyoto
Dag 5
Kyoto - Heldagstur til Miho-museet og Nara
For få år siden skabte den verdensberømte kinesisk-amerikanske arkitekt I. M. Pei Miho-museet i en fredet bjergegn sydøst for Kyoto.
Pei er i Europa blandt andet kendt for at have tegnet pyramiden i Louvres gård i Paris. Miho-museets bygherre var en stenrig japansk sekt, der gav Pei frie hænder i økonomisk henseende.
Resultatet er et af de mest betagende museer i verden med en enestående beliggenhed. 80 procent af museet er bygget ind i et bjerg, og de mange træer og buske, der blev fjernet under byggeriet, er omhyggelig placeret igen. Bygningerne indgår i en smuk harmoni med den omgivende natur. Der er ikke sparet på noget. Og det ses! Det er på ingen måde et prangende byggeri, men det er gennemført ned i mindste detalje. Kunstsamlingen, der især omfatter japanske, kinesiske, indiske og egyptiske værker, er i verdensklasse.
Efter en kort introduktion og filmforevisning om byggeriet får man tid til at gå rundt på egen hånd. Museet har en glimrende café og en restaurant, hvor sektens egne økologiske råvarer er basis for kagerne og maden.
Vi kører videre til Nara, som var Japans første permanente hovedstad, og rummer nogle af de ældste og mest imponerende bygninger i landet. Verdens største træbygning, Todaji-templet, er på størrelse med en tolvetagers beboelsesejendom og rummer blandt andet verdens største bronzefigur, en 22 meter høj Buddha.
Fra Todaji går vi gennem det smukke parkområde, der rummer adskillige helligdomme, templer og museer.
Målet for vores spadseretur er området omkring Kasuga-helligdommen. Her står der 3000 stenlygter doneret til helligdommen af enkeltpersoner og firmaer.
- Morgenmad
Her skal i bo
Todaji-templet i Nara er verdens største træbygning og på størrelse med en tolv-etagers beboelsesejendom.
Dag 6
Heldagstur til Hiroshima og den hellige ø Miyajima
Shinkansen, som er en oplevelse i sig selv, transporterer os de ca. 300 km til Hiroshima.
Den 6. august 1945 blev byen lagt i ruiner. Over 100.000 mennesker blev dræbt, da verden for første gang oplevede, at en atombombe blev bragt til sprængning. I dag står en enkel kuppelformet ruinbygning som et minde om den ødelæggelse, eksplosionen forårsagede. I nærheden ligger den smukke fredspark med en fredsflamme, der først bliver slukket, når det sidste atomvåben er destrueret. Vi besøger parken med de mange monumenter og Fredsmuseet, der sagligt og instruktivt viser, hvad der skete.
Hiroshima er for længst fuldstændig genopbygget, og byen virker anderledes end de fleste andre japanske byer med sine brede og luftige gader og det velordnede bybillede.
Syd for Hiroshima ligger den hellige ø Miyajima, som af japanerne bliver regnet for et af de smukkeste områder i landet.
Denne lille bjergrige ø rummer en af Shintoismens helligste områder, der i århundreder ikke måtte betrædes af almindelige mennesker. De skovklædte bjergskråninger danner baggrund for helligdommen, som ved højvande står med de bærende søjler i vand.
- Morgenmad
- Frokost
Her skal i bo
Fredsflammen i Hiroshima slukkes først når det sidste atomvåben er destrueret.
Dag 7
Tokyo, Asakusa og Tordenporten
Vi går igen ombord på Shinkansen for at køre til Tokyo – og vi kan vide os sikre på, at toget går til tiden!
Tokyo voksede fra at være en lille fiskerby til at være shogunens magtcentrum, Japans midtpunkt, og er nu et af verdens førende økonomiske centre og landets hovedstad. Tokyo består af mange små bydele med hver sin karakter. De kommende dage besøger vi nogle af dem, og vi begynder med en spadseretur i Asakusa-området.
I de snævre gader er der gamle, små specialforretninger, restauranter af enhver art og beboelseshuse, og man får en fornemmelse af Tokyo, som den var før 2. Verdenskrigs voldsomme bombeangreb. Vi besøger Kappabashi Dougugai-gaden, der har specialiseret sig i alt inden for isenkram og køkkengrej. Udvalget er enormt. Det er blandt andet her, restauranterne køber de meget vellignende plastic-kopier af retter, der serveres.
I Asakusa-kvarteret ligger også den berømte Tordenport, som fører op til Tokyos mest berømte tempel, Asakusa Kannon-templet, hvis vartegn er en stor, rød rispapirlampe og med et myldrende folkeliv.
Vi besøger templet og ser og hører om de religiøse skikke, der knytter sig til det.
- Morgenmad
- Frokost
Her skal i bo
Shinkansen
Vi rejser med Shinkansen, som er et af verdens hurtigste og mest komfortable tog.
Vi benytter dette tog både til vores udflugt til Hiroshima og når vi skal til Tokyo.
Dag 8
Tokyo Sky Tree, Kiyosumi-haven og Ginzakvarteret
I dag skal vi besøge byens nyeste seværdighed, Tokyo Sky Tree (Himmeltrætårnet), som leverer en (hvis vejrguderne vil) fremragende udsigt over verdens største sammenhængende byområde. I klart vejr kan man tydeligt se det hellige bjerg, Fuji, 150 km borte.
Det 634 meter høje kommunikationstårn er verdens højeste af slagsen, og vi tager lyn-elevatoren op i 350 meters højde. Turen tager et minut! Metropolen ligger nu for vore fødder, og vi kan begynde at ane, hvordan denne gigantiske by er bygget op. Neden for tårnet ligger et nyt stort forretningscenter, hvor man primært markedsfører japanske varer, kunsthåndværk og turistsouvenirs.
I kort afstand fra Himmeltrætårnet ligger den fine Kiyosumi-have. Det er en klassisk japansk landskabshave fra Edo-perioden, modelleret omkring en sø. Hvide hejrer, mandarin-ænder og andre andefugle ses rundt i søen, der blandt andet er berømt for sine sirligt arrangerede sten- og klippepartier. Disse sten og klipper samlede den rige Iwasaki-familie fra rejser rundt i hele Japan. Kun det bedste var godt nok til deres have!
Herfra tager vi videre til Akihabara-kvarteret, som inden for de senere år er blevet centrum for Japans såkaldte otaku-kultur. En otaku er betegnelsen for en ekstrem fan af en særlig kultur, f.eks. en Hello Kitty-fan eller en Maid-fan. Der findes i øvrigt rigtig mange Maid-cafeer i Akihabara, hvor personalet er klædt ud som stuepiger. Vi synes måske, der virker en smule barnligt, men i Japan tages den slags meget alvorligt, og det er absolut morsomt at se på.
Vi slutter dagens udflugt i Tokyos fashionable Ginza-kvarter. Her finder man en nærmest uendelig række af verdens førende mærkevarebutikker inden for mode.
Forvent ikke prisskilte i vinduerne - prisen er underordnet for de kunder, der handler her. Der findes dog også gode forretninger for os almindelige dødelige. F.eks. har den japanske modekæde Uniqlo sin hovedbutik i Ginza. Her sælges kvalitetshverdagstøj, som f.eks. lækre, bløde kashmirsweatre og dunjakker til absolut rimelige priser. Det bliver der tid til at kigge på.
- Morgenmad
- Frokost
Her skal i bo
Tokyo med det imponerende Sky Tree Tower - vi tager lynelevatoren hele vejen op og ser byen fra oven. Tokyo har omkring 38 mio. indbyggere, når man tæller forstæderne med, men der er på forunderlig vis en fredelig stemning i byen. Det skyldes først og fremmest japanernes disciplin og ordenssans.
Dag 9
Fuji, Japans hellige bjerg, Hakone, kabelbane og sejltur på Ashinoko-søen
Et absolut favorit-besøgsmål for Tokyos utallige indbyggere er Hakone-området i nærheden af Japans hellige bjerg, Fuji. Fuji-bjerget, som er en slumrende vulkan, er Japans højeste bjerg, 3.776 meter.
Den smukke kegleformede vulkan er i sommermånederne åben for pilgrimme og bjergvandrere. Turen derop tager for garvede folk mellem fem og syv timer - hver vej, afhængig af ruten. Vi nøjes dog med at nyde udsigten til bjerget. Dette områdes skønhed har i århundreder tiltrukket japanerne, som besøger et af de mange hoteller - næsten alle med egne onsen, mineralske bade, der får tilført vand fra mange varme kilder i området.
Hakone friluftsmuseum er et ret ukendt turistmål i området, hvilket er meget ufortjent. Museet bliver af kendere betegnet som et af de fornemste af slagsen i verden. I de fine haveanlæg, og med bjergene som baggrund, kan vi betragte statuer af Henry Moore, Rodin, Alexander Calder og mange flere. Og læg dertil en fornem Picasso-samling!
I løbet af dagen prøver vi en tur med en af kabelbanerne, som passerer højt over et område, hvor svovllugten og dampen umiskendeligt fortæller os, at her er jordskorpen gennembrudt ned til den glødende masse dybt under os.
Vi har en betagende udsigt til bjerge til alle sider.
Vi tager også en sejltur på bjergsøen Ashinoko, hvorfra udsigten er berømt og betagende - men som med det meste, der har med vejret at gøre, gives der ingen garanti for, at vi ser Fuji, når vi på vores sejltur skuer mod det. Vi kommer ikke op på Mt. Fuji.
Forhåbentlig mætte af smukke indtryk kører vi tilbage mod Tokyo sidst på eftermiddagen.
- Morgenmad
- Frokost
Her skal i bo
Fujisan er Japans vartegn nr. 1, og det er ikke uden grund. Bjerget er perfekt i sin kegleform med den hvide snekappe, og vi skal se det fra flere vinkler bl.a. fra en sejltur på søen og fra toget, når vi passerer forbi - dog altid med forbehold for vejret.
Dag 10
Omotesando og Harajuku-kvartererne, Aoyama-kirkegården, Nezu-museet, Tokyo Center og National Art Centre
I Omotesando og Harajuku-kvarteret spadserer vi en tur gennem fashionable bolig- og forretningskvarterer, og herfra går vi via den store Aoyama-kirkegård videre til det splinternye Tokyo National Art Center. Her vises diverse særudstillinger inden for kunst- og kunsthåndværkværk i de 14.000 m², der er under tag. Og alle møbler på museet er danske! Vi kommer kun ind i foyeren.
I 2009 genåbnede det eksklusive private Nezu-museum. Her er en udsøgt udstilling af gammel asiatisk kunst samlet af industrimanden Nezu Kaichiro. I en ny, meget elegant museumsbygning af Kuma Kengo, kommer de enkelte værker til deres fulde ret. Men der er andre grunde til at besøge museet. Museets have er en af - ja, måske den smukkeste i Tokyo. Man træder ind i et forbløffende landskab, som man absolut ikke kunne forvente at finde her midt i en millionby - Glæd jer!
I nærheden ligger de store internationale modehuses butikker. Og her er der atter avantgarde-arkitektur at se. Der er gået konkurrence i at vise nyt og spændende for de kræsne japanske kunder.
Roppongi rummer talrige butikker, caféer og restauranter og spændende arkitektur.
Vi skal se det nyeste: Tokyo Center, med fristende butikker, kunstmuseum, overdådig arkitektur, et fint parkanlæg og en særdeles elegant udstillingsbygning tegnet af Ando.
- Morgenmad
- Frokost
Her skal i bo
Undervejs på rejsen er der rig mulighed for at smage på det japanske køkken
Dag 11
Det ukendte Tokyo, Metropolitan Government Building, shopping og forlystelseskvarter
I samarbejde med vores japanske guide skal vi her i formiddag på en tur, som meget få udenlandske turister får.
Med toget kører vi nordpå til et af Tokyos mindre kendte kvarterer for at gå en pæn lang tur mellem de mange traditionelle bygninger, som kvarteret byder på. Her får vi et indblik i boligforholdene for middelklassejapanere i verdens største by. Vi vil opleve, at Tokyo består af en masse byer med hver sit særpræg, som nok er vokset sammen, men som stadig på mange punkter fungerer som særskilte enheder.
Tilbage mod centrum, nærmere betegnet Shinjuku-kvarteret, ankommer vi til verdens travleste station med over 3 mio. passagerer hver dag. Lige i nærheden ses et af de nyeste skud inden for moderne arkitektur, Kokon-bygningen, der med sine 203 meter rejser sig som en kæmpe silke-kokon. I gåafstand ligger Tokyos rådhus, Metropolitan Government Building, tegnet af Kenzo Tange. Det enorme og imponerende bygningskompleks giver mulighed for at se metropolen fra højden. Vi tager elevator op til udsigtsetagen og ser den uendelige by.
Også herfra kan vi, hvis vejret er klart, få et sidste glimt af Mt. Fuji, Japans hellige bjerg og højeste top.
Vi slutter dagen af med en afskedsmiddag
- Morgenmad
- Middag
Her skal i bo
Undervejs på rejsen smager vi på det japanske køkken.
Dag 12
Hjemrejse
Vi kører fra hotellet i Tokyo til lufthavnen. Herfra flyver vi tilbage til Danmark og lander i Danmark mange spændende oplevelser rigere.
Ring eller skriv til os
Tag en snak med vores eksperter om jeres drømmerejse.
Telefonerne er åbne mandag til fredag 10.00-15.00.