Rejser til Qaqortoq i Sydgrønland

Qaqortoq i Sydgrønland kender nogle under det mere kendte danske navn Julianehåb, og byen er den største i denne region af landet med sine knap 3.000 indbyggere.

Den ligger og putter sig ved vandet omgivet af bølgende stejle bjerge og ligner en grønlandsk by, som vi kender dem bedst med sine farvestrålende huse i utallige variationer.

Byen og området er i dag blandt andet kendt for sin vikingehistorie. Nogle kender måske beretningen om Erik den Rødes færd til Grønland, som han navngav således for at lokke sine landsmænd til at slå sig ned der, og hans oprindelige rejse i år 984 markerer den officielle begyndelse på vikingetiden i Grønland. Her boede de blandt andet i den såkaldte Vesterbygden, som var spredt over hele det område, vi i dag kender som Sydgrønland. Her opbyggede de et blomstrende samfund over de næste 400 år, men i 1400-tallet var det slut – og årsagen til deres forsvinden er der ikke bred enighed om i dag.

Omkring Qaqortoq viser områdets vikingefortid sig blandt andet ved den nærliggende velbevarede ruin af Hvalsey Kirke – og Sydgrønlands måske mest besøgte vikingeruin. Rundt om kirken ligger resterne af bådhuse, lader, storhuse og marker, der udgjorde det grønlandske vikingesamfund. Vikingerne levede primært af landbrug, som de introducerede her, og som i dag er en central del af det kulturelle landskab – og har givet området status som UNESCO Verdensarv. Her er også termiske kilder, som man kan bade i.

Qaqortoq er også kendt som Grønlands kunstneriske centrum med skulpturer af nogle af landets og Skandinaviens mest berømte kunstnere. På torvet i bymidten finder man landets ældste springvand og et 200 år gammelt hus fra kolonitiden, der nu benyttes som museum med blandt andet kajakker fra ældre tid, fund fra vikingetiden og det gamle traditionelle tørvehus. Man kan også blive klogere på baggrunden for Grønlands telekommunikationshistorie på byens Telemuseum. Her ridses historien op lige fra dengang kajakposten sejlede langs med kysten med nyt imellem bygderne og frem til nutidens internet. Som en lille bonus ligger museet 70 meter over havet med en fantastisk udsigt over hele Qaqortoq.

Qaqortoq er grundlagt i 1775 og de efterfølgende år blev byen en vigtig handelsplads, hvor omegnens inuitter solgte deres skind og spæk fra jagten. Handelen med skind, spæk og hvalkød blev hurtigt koloniens største indtægtskilde, men senere kom også fåreavl til i begyndelsen af 1900-tallet.

Det er nemmest at komme rundt i byen på gåben – større er byen dog ikke – og lige som i så mange andre grønlandske byer, så er det ved havnen og torvet, at man finder de fleste attraktioner og det meste byliv. Her mødes grønlænderne og bliver opdateret på ugens begivenheder.

I selve byen er der nogle drabelige bakker, og har man et ærinde på toppen af dem, er det meget almindeligt at tage en taxa. Det er ikke muligt at flyve direkte hertil endnu, men man er i gang med at bygge en lufthavn. Foretrækker man at ankomme fra søvejen, lægger mange krydstogtskibe vejen forbi Qaqortoq.