Nordatlantens grønne juvel Dagsprogram

Vi har en pragtfuld dag foran os, hvor vi starter med at køre mod bygden Tjørnuvik på øen Streymoy.

Bygden ligger vidunderligt smukt i bunden af en dyb bugt og med stejle fjelde op til begge sider. Det er den rene idyl, og her tager vi en gåtur rundt i bygden og lidt op i fjeldet, og er vi heldige skinner solen måske ovenikøbet over udsigten til klippeformationerne Kæmpen og Kællingen. Vores rejseleder står naturligvis klar med sagnet om klipperne, som man kan se fra den sorte sandstrand.

Det bliver aldrig rigtig koldt eller rigtig varmt på Færøerne, men der kan sagtens komme regn, så det er bare et spørgsmål om at have det rigtige tøj med foruden gode vandresko eller vandrestøvler – og har man regnbukser på, så kan man jo sagtens sidde på en bænk eller en grøn plet, selvom der skulle være lidt fugtigt.

Efter vores lille gåtur kører vi tilbage ad den samme vej, som vi kom, og denne gang stopper vi ved Fossa for at tage billeder af det imponerende lille vandfald, der plasker smukt ud over siden af fjeldet.

Frokosten i dag spiser vi i et privat hjem – og det er næste punkt på programmet. Det er en hyggelig måde at komme lidt tættere på færingerne og få en unik fornemmelse af det daglige liv i det forholdsvis lille samfund. Det er også en chance for at få en sludder – næsten alle færinger taler dansk – og ikke mindst for at smage en god færøsk frokost.

Godt mætte kører vi videre til endnu et indblik i den færøske kultur, når vi besøger en fårebonde ved bygden Toftir. Engang var fåreavl et af de bærende elementer i den færøske økonomi, men i dag er det fiskeri og fiskeindustri, der tjener flest penge hjem til øerne. Der er dog stadig mange får på Færøerne, og det er ikke ualmindeligt, at man ejer får eller har en andel i en fåreavl, selvom man ikke længere bor på landet.

Fårene går ude i fjeldet året rundt, og 4-5 gange om året er der ’fjeldgang’, hvor alle ejere møder op for at drive fårene ned i en fælles fold, hvor de får medicin og bliver øremærket, inden de slippes løs igen – det er en stor begivenhed på Færøerne. Der slagtes i oktober, og herefter fordeler familierne kødet og hænger lammekøllerne til tørre i udhuset. I løbet af foråret er det vindtørrede kød klar til at blive spist – det såkaldte skærpekød, som færingerne (og måske ikke så mange andre) elsker. 

Vores fårebonde fortæller om årets gang på fjeldet og har måske lidt skærpekød klar til de interesserede.

Vi kører igen tilbage til vores dejlige Gjógv, og vi sørger for at nyde køreturene på Færøerne, hvor vejret skifter for hvert et sving, og hvor hvert eneste fjeld og havudsigt føles smukkere end det forrige. Vi spiser endnu en middag på vores hotel i Gjógv.

Har man endnu mere energi i benene, vil det igen være oplagt at tage med rejselederen på en aftenvandretur op i fjeldet, der tårner sig op lige ved hotellet. Vi tager os god tid og kommer stille og roligt op ad de gode trapper, som går næsten helt til toppen. Det sidste stræk til fjeldspidsen er på en lille sti, hvor fårene kigger forundret på os – og vi kigger forundret på deres evne til at balancere på de stejle skrænter.

Her stikker man ikke næsen for langt ud, men alle kan være med, og der er rækværk hele vejen.

Fra april til midt i august, kan vi ovenikøbet være heldige at se de ikoniske søpapegøjer, lunderne, men uanset årstiden nyder vi en fabelagtig og smådramatisk udsigt over havet og vinker over til naboøen Kalsoy, som vi jo kender ganske godt efter dagens udflugt.

Endnu en herlig dag venter os, når vi efter morgenmaden kører til Klaksvik på Nordøerne for at tage færgen til Kalsoy, en ø med en dramatisk og smuk natur.

Hotellet har lavet en frokostmadpakke til os, som vi skal nyde senere på en smuk plet i naturen.

Fra Klaksvik sejler vi de ca. 20 min. med færgen til Kalsoy, hvor vi kører ad snørklede småveje og ind gennem smalle, ensporede tunneller – men fortvivl ikke! Chaufføren har prøvet det mange gange før og kender vigereglerne. Udsigten udenfor tunnellerne er formidabel, og efter en halv times tid er vi fremme ved Trøllanes på nordspidsen af øen.  

Her skal vi ud på en af Færøernes mest ikoniske vandreture – turen ud til Kallur-fyret, der står helt vanvittigt smukt og højt på den irgrønne, stejle slette. Vi tager turen i et tempo, hvor alle almindeligt gående kan være med, men det kræver igen gode vandresko eller vandrestøvler, da vi går i ujævnt terræn, og underfladen kan være glat og ruten op til fyret er en god opstigning. Vi regner med, at det tager halvanden time hver vej, og vi får måske følgeskab af områdets mange får.

Turen er smuk fra start til slut, og man kan altid vende om og gå tilbage til udgangspunktet, hvis man synes, at man har fået nok vandring. Vel nede igen – eller undervejs, hvis vi har lyst – spiser vi vores madpakker, inden vi kører tilbage til færgen mod Klaksvik.

Klaksvik er Færøernes næststørste by, og det er svært ikke at få øje på den store kirke, Christianskirken, der er bygget i 1963, og blev viet til de færøske fiskere, der døde på havet under 2. Verdenskrig samt til Kong Christian X. Religion, og det vil for Færøernes vedkommende sige kristendommen, der spiller en forholdsvis vigtig rolle på øerne, hvor en stor del af befolkningen er flittige kirkegængere.

Tilbage i Torshavn er aftenen fri til at gå ud at spise eller måske også bare tage en rolig aften og spise på hotellet, som også har en god restaurant.