Ritz Carlton

Ritz Carlton
Dette skønne hotel blev totalrenoveret i 2019 og er uden tvivl St. Thomas’ bedste.
Det rammer de 5 stjerner, både hvad angår værelser, faciliteter og beliggenhed. Hotellet ligger på sin egen, private strand ved Great Bay i den østlige ende af øen med udsigt til St. John og til De Britisk-Vestindiske Øer.
I ankommer standsmæssigt til en smuk hovedbygning, som bringer mindelser om en spansk hacienda. Her findes bl.a. reception og loungeområder samt fire restauranter, herunder den italienske Alloro. De store værelser ligger spredt i nyere bygninger over et lidt større område (hotellet har golfvogne til transport, hvis man ikke ønsker at gå).
Værelserne er meget smukt indrettet i klassisk stil med en stor kingsize- og eller to lidt mindre queensize-senge, og alle har en skøn møbleret terrasse med udsigt over havet eller resortet. Badeværelserne er tilsvarende luksuriøse. Tilkøber man Club Access, har man adgang til et ”hotel i hotellet” med restaurant/lounge, hvor morgenmaden, snacks, eftermiddagsteen og cocktails kan indtages. Ned mod stranden ligger en smuk inifity pool og herudover findes en familievenlig pool med rutsjebane. Hotellet har sin egen katamaran, som sejler ud på sunset-cruise og snorkelture hver dag.
Poolområdet og stranden er et kapitel for sig. Sandet er kridhvidt og havet blåt.
I bugten ligger hotellets eget sejlskib, en 53-fods katamaran, som bl.a. sejler gæster til St. John sidst på eftermiddagen. Her kan man spise middag på egen hånd og indtage desserten om bord på skibet på vejen hjem. Ritz Carlton er det rigtige valg for kræsne gæster, der søger luksus på alle niveauer.
Bemærk, at hotellet opkræver et såkaldt resort fee på 80 USD pr. nat pr. værelse ved tjek ind.