Christian Degns rejsebrev

De Vestindiske Øer er det oplagte ferieeventyr, hvis du drømmer om en rejse til Caribien med azurblåt vand, nogle af verdens bedste strande, rom i glasset og masser af aktiv ferie, hvis man vil ud af palmeskyggen.

Mit problem er bare, at min kæreste Trine har fået en idé om, at øerne mest er for danske pensionister, der vil have en lang historietime om den dansk kolonitid, slaver, sukker og gamle bygninger.

Her er to ugers forsøg på at give Trine en sidste eventyrlig ferie med Stjernegaard Rejser, inden vi skal være forældre om to måneder.

Vi starter sikkert. Og vi starter godt!

Da jeg besøgte øerne i 2016 for at lave Hammerslag, blev jeg indkvarteret på hotellet The Buccaneer lidt uden for øens hovedby Christianssted. Dengang vidste jeg meget lidt om øerne, men jeg husker, hvordan jeg blev blæst helt bagover af at se på strandene ved Buccaneer. Rent sand, ranke palmer og et azurblåt vand, som jeg kun kendte fra rejsereklamer. “Det eksisterer i virkeligheden!”, var min tanke dengang.

Så jeg tænkte, det ville være den perfekte start efter en lang flyvetur. Og da min erfaring med en gravid kæreste i 7. måned er absolut minimal, var det ret beroligende at vide, at vi bare ville kunne slænge os på stranden i et par dage, hvis vi havde brug for det. Ovenikøbet i en af hotellejlighederne i første række til stranden.

Velkommen på ferie, Trine!

Trine:
Tak! Og ja, stranden er virkelig smuk! Helt klart det perfekte sted, hvis man er til vand og solbadning. Eller hvis man lige som jeg godt kan lide at være aktiv og have et afslappende sted at lande sidst på dagen. Udsigten fra morgenmadsrestauranten skal næsten også nævnes. For hold nu op, den er flot! Her kunne jeg godt sippe juice og spise frisk frugt hver morgen.

Øerne er omgivet af det smukkeste hav. Og det skulle selvfølgelig opleves! Vi tog i alt ud på havet tre gange gennem Stjernegaard.

Den sidste dog bare en stille og rolig sejltur i solnedgangen over St. Croix. Men den skulle rumme den nok største overraskelse… Men først trækker vi vejret dybt!

Min vilde kæreste har – selvfølgelig – dykkercertifikat. Men det er ”forbudt” at dykke, når du er gravid. Så i stedet satte vi kurs mod den ubeboede ø Buck Island ved St. Croix, hvor man kan snorkle på det uberørte koralrev, der er så unikt, at amerikanerne har udpeget det til National Monument på niveau med eksempelvis den berømte Grand Canyon. Her er det bare under vand. Og enhver amatør med snorkel kan være med. Det vil sige mig! For jeg har ikke hverken certifikat til det ene eller andet på eller i vandet. Og generelt svømmer jeg aldrig et sted, hvor jeg ikke kan bunde. Det plejer at række i den lokale svømmehal. Men her ude i Det Caribiske Hav var jeg alligevel utroligt tryg.

Personalet på Big Beard’s Adventure Tours var dels toptjekkede og utroligt veloplagte, og samtidig blev alle udstyret med redningsveste, så vi kunne koncentrere os om at flyve uden om koralrev og se på livet under vand. Og hvilket liv! Jeg føler, jeg så samtlige fisk fra tegnefilmen Find Nemo. Jeg er ikke havbiolog, så jeg skal blot oplyse, at jeg så både gule, gennemsigtige og rigtigt mange blå fisk. Og så var der alle dem, jeg slet ikke opdagede.

For det føltes i det hele taget som at svømme rundt i et kæmpe akvarium fuld af liv og farver.

Ganske enkelt en enestående oplevelse, som jeg kun kan anbefale. At jeg så hoppede op af vandet, inden en skildpadde valgte at lægge vejen forbi de resterende snorkelturister i vandet, ødelagde på min ingen måde feriehumøret. Jeg kan mærke, at mens jeg sidder her og skriver, får jeg helt lyst til at sætte snorklen i munden og bare suge minderne ind på min indre nethinde igen. Det var både ilt til lungerne og ilt til eventyret.

Og så var der jo solnedgangsturen. I øvrigt med den samme båd og næsten samme crew. Vi skulle bare ud på en hyggelig sejltur i solnedgangen og nyde en rum punch. Men pludselig synes besætningsinstruktør Ricco, at han så noget mærkeligt ude på vandet, da vi er på vej ind, så kaptajnen vælger at følge Riccos tip. Og det var godt. For pludselig dukker en hval op af havet. Vi følger den fem minutter.

Og så er der pludselig ikke bare en hval, men to smukke pukkelhvaler!

Trine og jeg elsker begge at gå på jagt sammen. Det er ikke en mulighed på De Vestindiske Øer – ”But fishing is our hunting here on the islands!”, lød ordene fra kaptajn Shane, da vi stævnede ud på dybhavsfiskeri.

Vores tredje og sidste action-eventyr på ferien med Stjernegaard. Her skulle være masser af fisk. Tun, guldmakrel og marlin.

Jeg udbrød kækt: ”Giv me a marlin, please!” Shane kigger overbærende på mig – amatørfiskeren fra Jylland: ”I don’t think you are ready for it…” Jeg kommer straks i tanker om Ernest Hemmingways klassiker Den gamle mand og havet, hvor den gamle fisker kæmper sig halvt ihjel i kampen for at hive en marlin i land. Så jeg skynder mig at rette mit ønske til: ”Then just a small one…” Og det er nok klogt. For vi ved ikke ret meget om fiskeri, så vi lod Shane kaste snøren ud fra de fem fiskestænger på båden. Mit beskedne bidrag var at sætte en af dem fast i en holder øverst på båden. Jeg var den eneste, der kunne nå fra dækket. Det er jo om at tage de små sejre i livet.

Vi sejlede et par timer langs St. Croix’ kyst uden noget held. Imens kunne vi nyde et par kolde øl, snacks og øen fra søsiden. Hele vejen til St. Croix’ vestligste by Frederikssted. Shane peger ind mod land på en strand på den anden side af byen. Det var netop på den smukke strand, at slutscenen til en af filmhistoriens mest populære film ”En Verden Udenfor” (Shawshank’s Redemption) blev indspillet. Da vi ligger ud for netop den berømte strand, lyder der pludselig den velkendte lyd fra en af fiskestængerne. Linen bliver trukket afsted langt ud på havet… Der er bid!

Jeg får æren af at kæmpe med fisken i den anden ende. Jeg har kun forsøgt at køre linen ind i et par minutter, da min hånd og arm begynder at syre til. Og jeg må på alle måder forsøge at bide tænderne sammen. Jeg brokker mig over, at fisken nåede at få så meget line.

Shanes svar er, at jeg gerne må sætte farten op, inden en haj napper fisken, der hænger for enden af min line. Arrrrrrgh! Jeg havde aldrig troet, at det var så hårdt at hive en fisk i land. Men efter 10-15 minutters kamp kommer noget op til overfladen…

Det er en kæmpe guldmakrel! Sikke en kamp – og sikke en smuk fisk! 90 smukke centimeter fisk på i alt 7 kg.

Og hvis I spørger mig om et år, så var den jo nok en meter lang og vejede næsten 10 kg… Det der lystfiskerpral kunne godt være noget for mig… Dybhavsfiskeri på Det Caribiske Hav er i hvert fald en oplevelse, jeg aldrig glemmer!

De Vestindiske Øer har et stykke enestående Danmarkshistorie. Så spændende, at jeg synes, den desværre skygger for resten af øernes fortræffeligheder.

Eller sagt på en anden måde: I sommer skulle en ven på ferie på Barbados, og jeg spurgte, ”hvorfor ikke De Vestindiske Øer?”. Forklaringen var, at det der mere handlede om slaver og historie. Og det er netop ”fejlen”. De Vestindiske Øer er jo både det caribiske eventyr plus en unik dansk historie. Hvor meget historien skal fylde, kan du selv skrue op og ned for.

Jeg havde ikke lyst til at holde ferie med Trine og fylde den med slaver og dårlig samvittighed. Så hjemmefra havde vi planlagt at besøge det smukke fort Christiansværn og en gammel, dansk plantage. Fortet i Christianssted er en fryd for øjet. Også selv om du ikke er til borge og krig, så er alene de gule, grønne og hvide farver lækre at se på i det lokale solskin. Og det gælder hele kvarteret med den gamle toldbod, vejerbod og guvenørbolig. Beliggenheden af fortet er heller ikke værst, og når man så ser på, hvor smukt trappen inde i fortet er anlagt og svunget, kan man jo helt glemme, at det egentlig er skabt til krig.

Det er i det hele taget dejligt at se, hvordan amerikanerne har gjort fortet til et National Monument og derfor passer ekstra godt på det hele. Men bag det smukke ydre gemmer sig forfærdelige skæbner. Kig ned i fangehullet i kælderen og forestil dig at være spærret inde her… Jeg kan ikke holde ud at være der ret længe. Det gør for ondt. Heldigvis kan vi jo gå ud, når vi vil. Vi havde været fortets historie grundigt igennem efter en time og set hver mulig krog. Fantastisk oplevelse – og måske lige så vigtigt: Hvor meget historien skal fylde, kan man jo selv styre. Jeg syntes dog, at vi skulle et lag dybere.

Da jeg lavede Hammerslag på øerne i 2016, besøgte vi den gamle danske plantage Mount Washington. Ejerne har gjort den åben for offentligheden, så man gratis kan komme forbi for at se de velholdte ruiner af produktionen – og vigtigst af alt, så kan man besøge et af de rum, der har gjort størst følelsesmæssigt indtryk på mig i alle de år, jeg lavede netop Hammerslag. Og det var mange rum!

Men plantagens fangehul gjorde og gør stadig et kæmpe indtryk på mig. Fordi det viser, hvor systematisk misbruget af slaver var i hele den danske koloni. Én ting er, at der er et fangehul på det store fort. Selv i dag har ethvert samfund desværre brug for et fængsel. Men at de også havde fangehuller helt ude på de enkelte plantager, viser for mig, hvor meget det gennemsyrede hele samfundet. Jeg kigger på lænkerne og kan næsten ikke holde ud at være i rummet. Og, som da jeg besøgte fangehullet i 2016, finder jeg igen trøst i ejendomsmægler Anders Gerner Frost’ ord: ”Det var nok heller ikke særligt spændende at være fæstebonde under en syg forvalter på samme tid hjemme i Danmark”. Det er altid godt at sætte tingene lidt i perspektiv. Og historien skal vi både lære af – og leve med.

Heldigvis er der også masser af historie på øerne, der giver smil på læben. At gå rundt i tropisk varme og se vejskilte som Dronningens Gade og Tværgade føles på én gang utroligt hjemligt og mærkeligt eksotisk. Og at se på den farverige, kreolske byggestil, hvor det bedste og mest funktionelle fra Europa, Afrika og Caribien smelter sammen, er en fryd for øjet. Og personligt kunne jeg ikke gå forbi en eneste dansk mursten uden at smile af stolthed og fascination.

Jeg er vel søn af en murer… Norre Gade, here we come!

Trine: Man kan få barmad og junk i lange baner - det er vel amerikansk territorie. Så min mave blev glad, da vi knækkede koden til at finde sundere frokost. Langt de fleste er dygtige til at tilberede fisk og skaldyr. Og hvis du som jeg elsker hummer, men synes varieret kost er godt, så må jeg bringe en advarsel: Du skal pakke ekstra rygrad i bagagen, for hummer er ofte på menuen.

Og ofte er smag og anretning helt i top. Åh, nu bliver jeg helt sulten! Og ja, Christian var god til at vælge de sunde alternativer – til at starte på. Men jeg tror endnu ikke han har været en tur på badevægten herhjemme. Måske fordi han gang på gang formåede at falde i dessertfælden.

Og skal I have hele historien, så formåede min sunde kæreste faktisk at bestille hele tre forskellige desserter på én aften… Dobbeltmoral er dobbelt så godt, men så nap en tredobbelt-dessert og glem det hele!

Og så er vi nået til et af parforholdets helt store spørgsmål.

Jeg kendte jo godt øerne ogvidste, hvor glad jeg ville blive af at komme tilbage. Det vigtigste for mig den her gang var, at Trine og jeg fik det sidste eventyr sammen, før vi bliver forældre og fremover skal holde ferie på en lidt anden måde.

Trine: Tak for en fantastisk ferie, Christian! Indrømmet. Jeg er overrasket – og overbevist! De Vestindiske Øer er fulde af fede kombinationsmuligheder. Fysisk aktivitet, solskin, Danmarkshistorie, lækker mad – og det hele er simpelthen samlet i et ægte mekka af geniale strande og omgivet af rom i verdensklasse (har jeg hørt!) … Jeg har været mange fantastiske steder tidligere, og derfor er jeg heller ikke i tvivl, når jeg siger, at øerne her er et ferieparadis. Ganske vist har vi ikke De Vestindiske Øer længere. Men vi er stadig en del af øernes sjæl. Og derfor har vi danskere et helt unikt sted at tage på eventyr i Caribien.

Skal jeg pege på en favorit ø, må det blive St. Croix. Det kommer sig måske af, at jeg er vokset op på landet.

For på St. Croix var der lidt mere ro, og så var de gudesmukke omgivelser, det varme klima og den venlige lokalbefolkning lige det, der skulle til for at give mig den rette feriefølelse.

Vigtigst af alt var, at vi havde nogle virkeligt dejlige uger sammen som kærester – og fik ladet batterierne op til det nye familieliv.