På nye eventyr Dagsprogram

Vi får en tætpakket dag i Bogotá i dag, og vi kommer til at gå meget, men i et roligt tempo.

Vi begynder med en byrundtur. Den gamle, meget smukke bydel La Candelaria, hvor vi bor, er nem at finde rundt i, fordi gaderne ligger vinkelret på hinanden og hedder Calle 1-2-3 osv. på den ene led og Carrera 1-2-3 på den anden. Gaderne i denne store bydel er interessante med mange små og store restauranter, elegante kaffebarer, monumenter, museer, paladser og pladser, og vi holder et par pitstops undervejs - også for ikke at blive forpustet på grund af højden. 

Vi skal naturligvis besøge byens berømte guldmuseum, som rummer ufattelige guldskatte fra de tidligere kulturer i Sydamerika, før spanierne kom hertil. Blandt museets mest kendte værker er den lille skulptur, der viser en muisca-konge på vej til at springe i den hellige sø ved Guatavita. Vi besøger også Museo de Botero - et museum for Fernando Botero, den største nulevende colombianske kunstner, som er blevet en legende i levende live. Han maler komiske billeder med en tragisk undertone, kvinder med enorme kroppe, bittesmå mænd og opblæste øvrighedspersoner - et virkeligt interessant bekendtskab.

Om eftermiddagen går turen op på et af de høje bjerge, der omgiver byen, Cerro de Monserrate, hvor vi spadserer en tur og ser haven med skulpturerne af Kristi lidelseshistorie og nyder den storslåede udsigt over byen med de nu otte millioner indbyggere, der fortrinsvis er mestizer (en blanding af de oprindelige folk og hvide), hvide og mulatter.

Vi kommer op på bjerget, der ligger i mere end 3.000 meters højde, med en af de to små bjergbaner - et tog og en slags sporvogn - en betagende lille tur på et kvarter. Man kan vælge at tage tilbage ad samme vej eller gå ad stien ned ad bjerget - en tur for entusiaster - og hjem til hotellet. Men først skal vi spise en frokost på en dejlig restaurant, der ligger på toppen af bjerget med udsigt over hele byen.

Bemærk, at turen op på Monserrat er vejrafhængig. Hvis skyerne hænger for lavt, kan rejselederen vælge at bruge hele dagen nede i byen, eller rejselederen kan vælge at bytte rundt på dagsprogrammet, hvis vejret f.eks. er klart om formiddagen. Hvis vi besøger Monserrat om formiddagen, indtager vi frokosten nede i byen på en af de klassiske colombianske frokostrestauranter i stedet for på toppen af bjerget.

Vi er hjemme på hotellet sidst på eftermiddagen og mødes om aftenen til velkomstmiddag på en af de mange restauranter i området omkring hotellet.

Denne dag byder på en tur i jeep ud i den smukke Cocoradal, som er en del af Los Nevados-nationalparken.

Dalen er en såkaldt "cloud forest", en frodig og skyindhyllet højlandsregnskov og en stor oplevelse at bevæge sig rundt i.

Hver morgen fyldes Salentos centrale torv med gamle jeeps, som samler kunder til dagens udflugter ud i nationalparken, og når en jeep er fyldt, gasser den op og forsvinder ud i morgendisen. Vi finder vores jeeps, og der er således eventyr i luften og måske lidt Indiana Jones-stemning, når vi griber fat i stropperne og drøner afsted.  

Det er en god ide at medbringe en regnfrakke, da der kan være køligt og vådt i dalen. En af de store attraktioner her er de sjældne vokspalmer - Colombias majestætiske nationaltræ. Palmen kan blive over 250 år gammel og op til 60 meter høj og er dermed den højeste palmeart i verden. Den kendes på sin hvide stamme, der er dækket af et vokslag, som før i tiden blev skrabet af og anvendt til bl.a. lys.

Vi parkerer jeepen og deler os op i to grupper. De adrætte begiver sig ud på en ca. 5 timer lang vandretur med lokalguiden, mens de knapt så adrætte vandrer ca. 2½ time med rejselederen.

Der findes en større koloni af kolibrier i dalen, så vi må holde øjne og også ører godt åbne. En kolibri basker nemlig så hurtigt med vingerne, at den frembringer en summende lyd ­- helt op til 80 slag i sekundet kan den lille fugl frembringe. Kolibrien findes i mange smukke farver og måler typisk mellem 6 og 13 centimeter, inkl. næb, og vejer mellem 2 og 10 gram - en kikkert ville ikke være af vejen her. Måske er man så heldig at se den lille fætter stå bumstille i luften eller endda flyve baglæns, en kunst den mestrer som den eneste fugleart i verden.   

Tilbage i Salento spiser vi en tidlig eller sen frokost afhængig af, om man har gået den lange eller den korte tur, og efter et hvil på hotellet mødes vi igen for at gå en tur i byen.

Vi forlader Salento efter morgenmaden og kører nord på mod den skønne lille bjergby, Jerico, men inden vi når dertil, har vi et stop på en nærmest paradisisk plet på denne jord.

Vi skal besøge en hacienda, der udover at dyrke masser af velsmagende grøntsager har en orkidesamling så smuk og farvestrålende, at man knapt tror sine egne øjne.

Besøget på haciendaen begynder med en gåtur på en halv times tid ned gennem marker og skov, hvor en af haciendaens medarbejdere introducerer os til haciendaens afgrøder og til skovens planter og fugle. Vi havner længere nede i terrænet, hvor haciendaens ejer dyrker sin helt store passion – orkideer. Haven er fyldt med orkideer i alle regnbuens farver og i alle størrelser og former, og i en række drivhuse dyrkes og plejes de smukke blomster til perfektion. Her findes omkring 800 af de i alt ca. 1.000 arter af orkideer, der vokser i Colombia, og haciendaen gør et stort arbejde med bevaring af truede arter.

Duften fra de mange blomster tiltrækker fugle, bl.a. kolibrier, så vi holder også et vågent øje med, hvad der rører sig over vores hoveder. Når øjnene er mættet, skal vi have stillet sulten, og der bydes på en skøn frokost lavet af bl.a. haciendaens egne afgrøder, som serveres på malerisk vis i en pavillon i haven.

Efter rundvisning og frokost fortsætter vi til Jerico, den idylliske bjergby tilegnet Santa Laura.

Vejen dertil er virkelig smuk – vi kører langs Caucafloden og med kig til Andesbjergene i et dejligt køligt klima, som danner baggrund for områdets ekstreme frodighed. Her er bare grønt, grønt, grønt!

Gruppen deles eventuel på to eller tre af byens små hoteller.

Med to hele dage i Jerico er der rig mulighed for at suge byens charme til sig og smage på kaffen, hvor den kommer fra. Vi befinder os i en rigtig oase, omringet af bjerge og kaffeplantager, og vi kan se frem til at falde helt ind i byens langsommelige rytme.

Dag 6 har vi planlagt besøg på kaffeplantage og byvandring i Jerico med rejselederen. Vi har dag 7 planlagt at man kan nyde dagen på egen hånd, men mon ikke rejselederen også står klar med forslag.

Vi har god tid i den lille by, hvor vi skal på byvandring og besøge en af områdets kaffehaciendaer. Ikke mindst tager vi os god tid til på egen hånd at slentre gennem de farverige gader, hvor der findes den uskrevne regel, at alle huse skal være malet i tre forskellige farver. Måske vi besøger et par gallerier - måske vi nyder en ekstra kop kaffe i en af byens hyggelige gårdhaver eller oser og shopper i byens sjove handelsgade.

Lidt uden for Jerico skal vi besøge kaffehaciendaen, Finca Tierra Santa, der har en bæredygtig produktion af kaffe, som er certificeret af Rain Forest Alliance og Fairtrade-organisationen. Her får vi en grundig demonstration af processen fra frøene plantes i urtepotter til kaffen ristes, males og drikkes. Naturligvis skal vi også have en smagsprøve på verdens måske bedste kaffe, ligesom vi også nyder en frokost i de skønne omgivelser. 

Tilbage i Jerico skal vi på sightseeing i byen. Vi går gennem den charmerende gamle bydel, hvor huse, døre og skodder har fået et skønt strejf med penslen, og vi kigger nærmere på kunsten, der folder sig ud i gadebilledet. Vi ser katedralen og den hvide kirke og oplever det lokale hverdagsliv med cowboys og handlende. 

Vi har god tid til at udforske byen på egen hånd eller i selskab med rejselederen, og den ene aften spiser vi sammen på en af byens restauranter.

Bemærk at vi har inkluderet en frokost på dag 6.

Efter mange dage i naturen skal vi tilbage til storbyen.

Medellín kaldes på grund af sit milde klima byen med det evige forår. Derudover har den også lagt navn til et berygtet narkokartel, som spredte rædsel med sin krig mod civilbefolkningen, andre karteller, guerrilla’er og mod regeringen, indtil man fik styr på landet i starten af dette årtusinde. Medellín-kartellet blev styret af Pablo Escobar, hvis kontrafej stadig kan ses i byens graffiti, på t-shirts osv., fordi han til en vis grad lykkedes med at fremstille sig selv som en Robin Hood, der tog sig af byens svageste.

De hårde tider er forbi i Medellín, og i dag er det en moderne by med en blanding af højhuse og ældre beboelseskvarterer, men uden en egentlig kolonistilskerne, som ellers karakteriserer mange andre byer i Colombia. Til gengæld er byen en meget innovativ by og en festby – musikken spiller højt fra torsdag til søndag, og befolkningen er kendt for at tjekke sig selv en ekstra gang i spejlet, inden de går ud.

Vi skal på en spændende tur i den farverige Comuna 13, en af byens i alt 16 bydele, som begynder med en tur i byens kabelbane, der fungerer som offentlig transportmiddel i en by med store højdeforskelle. En lokalguide, som er vokset op i kvarteret, viser os rundt og fortæller den interessante historie. Øverst oppe i Comuna 13 har vi panoramaudsigt over byen.

Vi besøger byens måske største attraktion, Botero Square, hvor Fernandos Boteros berømte skulpturer står side om side.

Kunstneren har skænket værkerne til byen. Vi så hans malerier på museet i Bogotá, og her er det altså skulpturerne, det gælder. Vi ser kæmpestore mænd, kvinder og andre skabninger, som igen får smilet frem hos os.

Hvis der er stemning for det, arrangerer rejselederen en fælles middag i byen på en af de mange restauranter i gåafstand fra hotellet, og han sørger for, at vi kan gå afslappede i seng efter en dag med hårrejsende historier fra mafiaens tid i byen – her hjælper en rom eller to jo gevaldigt.

Efter en tidlig morgenmad kører vi til den lille lufthavn midt i Medellín, en køretur på cirka 15 minutter fra vores hotel.

Herfra flyver vi mod Mompox. den tætteste lufthavn ligger dog 4-5 timers kørsel fra selve Mompox, så frokosten indtager vi undervejs inden vi ankommer til Mompox. 

Mompox er en unik kolonistilsperle, som ligger smukt i et stort vådområde langs Magdalenafloden. Byen blev grundlagt i 1540 og var af stor logistisk og handelsmæssig vigtighed for de spanske koloniherrer, og den spillede en væsentlig rolle i spaniernes kolonisering af hele det nordlige Sydamerika.

Gruppen fordeles på nogle af de små hyggelige hoteller få meter fra byens smukke pladser og kirker. Senere slår vi os formentligt ned på en af pladserne, hvor restauranterne har stillet stole og borde ud, så vi kan nyde maden under åben himmel.

I dag skal vi på en herlig tur ud i naturen. Vi sejler i motoriserede kanoer ud i et fantastisk vådområde, som er et sandt eldorado for fugle, så hav endelig kameraet og måske endda en kikkert parat.

Vi har store chancer for at se masser af hejrer, ibis og små og store rovfugle – og måske hele flokke af ørne, der har slået sig ned i trætoppene og skuer ud over vandet. Denne udflugt er en ren safarioplevelse, hvor øjet også forkæles med smukke billeder af den store, blanke sø med vandhyacinter og åkander.

Tilbage i Mompox går vi ud for at opleve den særlige stemning i byen, hvor det føles som om, tiden er gået i stå. Her forventer man nærmest at møde Gabriel Garcia Marquez’ romanfigurer i gaderne. Byens idylliske, hvidskurede centrum blev udnævnt til UNESCO-verdensarv i 1995. Den adskiller sig fra andre kolonistilsbyer ved at have hele tre og ikke som normalt kun én central plads, og mange af bygningerne på byens pladser har stadig deres oprindelige funktion.

Et af de smukkeste steder i byen er kirkegården, hvor de rige familier har imponerende gravsteder med kunstfærdige mausoleer, mens de mindrebemidlede må nøjes med at få skrevet deres navn med håndskrift på ydermuren.

Måske har nogle af os lyst til at kigge på de såkaldte filigransmykker i guld og sølv, som byen også er kendt for.

Hotellet kender de gode steder, og man kan tage en tuk-tuk ud for at besøge et værksted og se med egne øjne, hvordan der arbejdes med smykkerne. Byens sølv- og guldsmede har forfinet deres teknikker gennem generationer.

Man kan gøre en god handel, hvis man er interesseret en helt særlig souvenir fra Colombia.

Vi har en lidt længere køretur foran os ad veje, som godt kunne trænge til lidt mere asfalt, men belønningen venter forude.

Vi ankommer til Cartagena først på eftermiddagen og indlogeres inden for murene i byens UNESCO-beskyttede gamle bydel.

Efter ankomst skal vi på bytur til fods i det koloniale Cartagena med brostensbelagte stræder og balkoner indhyllet i lilla bourgonvilla. UNESCO har udnævnt den til en del af verdens kulturarv, fordi det er en af de bedst bevarede kolonibyer overhovedet. Rundt om hvert et hjørne ligger en lille pittoresk plads, og vi vil genkende de skønne farvekombinationer på bygningerne, som vi også har set i Bogotá og Salento.

Cartagena var stedet, hvor spanierne opsamlede alle de rigdomme, de havde bemægtiget sig i Sydamerika - især guld, sølv, ædelstene - og herfra blev de udskibet med kurs mod Spanien. Cartagena er anlagt som et stort fort, fordi både den engelske flåde og utallige pirater forsøgte at kapre værdierne. Byens metertykke mure blev forsvaret med 160 kanoner og af den spanske flåde, som lå i naturhavnen.

Gennem århundreder forsvarede det spanske søværn byen, og ikke alene den engelske flåde, men også berygtede sørøvere som Francis Drake og Henry Morgan blev bekæmpet og slået på flugt ved Cartagena. Helten over dem alle var admiral Blas de Lezo, som modstod alle erobringsforsøg. Forsvaret af Cartagena kostede admiralen et ben, et øje og en hånd, så man kan nemt forestille sig, hvordan kuglerne har fløjet om ørerne på ham, og kigger man efter i de tykke mure, finder man sikkert også et skudhul eller to. Admiral Blas de Lezo kan i øvrigt beundres i sin ufuldstændige tilstand som en besynderlig statue på en af byens mange pladser.

Den gamle, oprindelige bykerne er omgivet af en stor og næsten intakt mur, og her er pladser og museer samt restauranter og forretninger i luksusklassen. Colombia er i modsætning til hvad mange tror, salsa-landet over dem alle, og musikken begynder tidligt og varer til langt ud på natten. Og vi skal se og opleve det hele.

Cartagena egner sig til at slentre rundt i næsten alle døgnets timer, og man kan gøre holdt og frekventere de små hyggelige barer, caféer og restauranter.

Måske har I allerede oplevet Havana i Cuba - hvis I kunne lide Havana, så vil I knuselske Cartagena!

I dag besøger vi San Felipe de Barajas-fortet, som er det største, spanierne byggede i alle deres kolonier.

Det originale fort blev påbegyndt i 1630, efter at pirater og andet godtfolk var begyndt vise interesse for de store guldskatte, som spanierne havde stjålet på kontinentet og gemt i byen. Godt hundrede år senere blev fortet udvidet til sin nuværende størrelse. Fortet er bygget med et sindrigt system af tunneller, som forbinder de strategiske punkter og muliggør kommunikation, og de blev konstrueret på en sådan måde, at selv den mindste støj fra f.eks. fjendens fødder blev afsløret.

Men inden da går vi gennem det fine Getsemani-kvarter, som gemmer på en fantastisk stemning og en smuk arkitektur. Her ser man bl.a. nogle af de smukke moderne, graffiti-inspirerede vægmalerier, som vi også så i Bogotá. Vi skal have de gode vandresko på i dag, da planen er at vi går både til og fra fortet. På tilbagevejen finder vi en god restaurant og spiser en frokost.

Om aftenen kan man selv gå ud og spise, rejselederen skal nok hjælpe med at udpege de gode restauranter rundt om hotellet.

Vi begynder dagen med en kanotur til mangroveskoven ved fiskerlandsbyen La Boquilla, der ligger få kilometer nord for Cartagena.

Man forbavses over den fred og ro, der hersker i mangroven så tæt på byen, når vores kanoer glider næsten lydløst gennem det grønne vand, hvor gamle træer har slået rødder, der afhængigt af vandstanden er mere eller mindre synlige i kanten af lagunen. Området er et paradis for fugle, og vores lokalguide, der kommer fra landsbyen, udpeger hejrer, pelikaner og andre spændende fugle, som vi kommer forbi.

Vi sejler ud i mangroven, og derefter er der strandtid og frokost på egen hånd. La Boquilla ligger med havet på den ene side og mangroven på den anden side og er et yndet udflugtssted for Cartagenas borgere, som kommer her i weekenden for at spise frisk fisk, der grilles i små, interimistiske restauranter på stranden med plastikstole og falmede parasoller. Selvom restauranterne ser primitive ud, så smager maden fortrinligt – især sammen en kølig Club Colombia, den lokale øl, som de fleste af os nok allerede har stiftet bekendtskab med.

I løbet af eftermiddagen tager vi tilbage til Cartagena og har lidt tid på egen hånd, inden vi mødes til afskedsmiddag om aftenen.