Centralasiens grænser har en lidt flydende definition, men regionens lande udgøres blandt andet af Mongoliet og de fem stan-lande fra det tidligere Sovjet: Usbekistan, Kirgisistan, Tajikistan, Turkmenistan og Kasakhstan. Det er en region med en hel unik historie og suveræn smuk natur med storslåede stepper og nogle af verdens mest majestætiske bjerge.
Centralasien mellem øst og vest er en fascinerende og nærmest mytisk region. I århundreder har området været et knudepunkt for handel og kulturudveksling, for fortællinger fra fremmede lande, der dufter af eventyr og her er fortsat en mangfoldig palet af oplevelser for den rejsende.
Mongoliet har nok skrevet sig mest genkendeligt ind i historien med den store erobrer Djengis Khan, der i sin tid som hersker var helt ovre og banke på døren til Europa med sine hære.
Regionen er kendt for den legendariske Silkevej, der dengang gjorde byer som Samarkand, Bukhara og Merv til centre for velstand,handel og lærdom. I dag er byerne levende museer, hvor man kan vandre gennem smalle gader flankeret af gamle karavanseraier – herberger opført langs handelsruten – pragtfulde moskeer og storslåede madrasaer og beundre den islamiske arkitektur med blå mosaikker i intrikante mønstre og smukke designs.
Centralasiens naturlige skønhed er lige så betagende som den kulturelle rigdom. Fra Tian Shan- og Pamirbjergene, der byder på nogle af verdens mest udfordrende trekkingruter, til de vidtstrakte stepper og ørkener, hvor man kan opleve en følelse af uendelig frihed. Issyk-Kul, en af verdens største bjergsøer, tilbyder krystalklart vand omgivet af vilde bjerge, mens Darvaza-gaskrateret, også kendt som ‘Helvedes Port’, giver et surrealistisk indblik i naturens kræfter.
I Mongoliet vil du opleve et land berømt for sin unikke kultur og fyldt med enestående natur, kulturel rigdom og autentiske oplevelser, som ikke er spoleret af masseturismen. Med omkring tre millioner indbyggere og et område tre gange større end Frankrig er Mongoliet et land af kontraster, hvor landets gamle nomadetraditioner møder moderne livsstil.
Den nomadiske kulturarv lever også videre i resten af Centralasien, hvor traditionelle jurtelejre og farverige festivaler stadig spiller en vigtig rolle i det daglige liv. Rejsende kan opleve normadernes gæstfrihed, smage lokale delikatesser som beshbarmak og plov og prøve evnerne af i traditionelle sportsgrene som bueskydning og hestevæddeløb, hvis man har lyst til det.
Historien om Centralasien er også historien om store imperier og mægtige herskere. Fra de mongolske horder ledet af Djengis Khan til Timur Lenks vidtstrakte rige, har regionen været skueplads for nogle af verdens mest dramatiske historiske begivenheder. De gamle forter og ruiner, der er spredt ud over landskabet, står som vidner om en turbulent og til tider blodig fortid.
I dag er Centralasien en region i forandring med moderne byer som Nur-Sultan, Almaty og Tashkent. Den unikke blanding af tradition og modernitet, øst og vest, gør Centralasien til et unikt rejsemål.
De fem stan-lande i Centralasien var en del af Sovjetunionen i over 50 år, og det har haft en indgående indvirkning på regionen, som stadig kan ses i dag. Sovjettiden bragte blandt andet omfattende industrialisering, udvikling af infrastrukturen og uddannelsessystemer med sig, men også en centraliseret planøkonomi og undertrykkelse af lokale kulturer. Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 har landene gennemgået en spændende udvikling for at genoprette deres nationale identiteter og kulturarv.
For Mongoliets vedkommende var historien noget lignende. Historisk har landet lænet sig op ad den store nabo, Kina, men efter omvæltninger i starten af det 20. århundrede blev Folkerepublikken Mongoliet oprettet i 1924 som en sovjetisk satellitstat. Efter de mange revolutioner i Østeuropa i efteråret 1989 gennemgik Mongoliet sin egen revolution i 1990, som førte til kommunistregimets fald og etableringen af en ny grundlov i 1992 samt overgang til markedsøkonomi.
Den sovjetiske arv i Centralasien har skabt både muligheder og udfordringer, idet regionen navigerer mellem fortidens efterdønninger og fremtidens potentiale.
Uanset om man er til historie, kultur, eventyr eller natur, tilbyder Centralasien noget for enhver smag og indbyder til at udforske en af verdens mest fascinerende regioner.