På dag 5 har vi planlagt en storslået sejltur på Maligne Lake, hvor kameraet for alvor kommer på overarbejde, og nakkeregionen får travlt med at følge med, som bjergtinderne og skoven tilbyder sig til alle sider.
Maligne Lake er den største gletsjersø i Rocky Mountain, og fra skibets dæk er der frit kig til de omkringliggende bjerge og de utallige grantræer, der putter sig om søen. Farven på vandet skifter, som I bevæger jer sydpå langs søen. I nærmer jer nemlig gletsjerne, der aflejrer ’bjergmel’ i søen. Bjergmelet består af mikroskopiske, finkornede bjergrester, der farver vandet til den karakteristiske mælkeblånuance, der er så billedskøn.
I sejler ud til Spirit Island, det perfekte foto-op, hvis navn stammer fra områdets oprindelige folk, Stoney Nakoda First Nations, der tror på, at øen repræsenterer deres forfædre og deres ånder.
Spirit Island er kun tilgængelig via båd, og som noget nærmest overnaturligt skifter Spirit Island status som hel- eller halvø afhængigt af smeltevand og nedbør. Det meste af året er Spirit Island en smal tange forbundet med kysten, men I foråret kan jorden forsvinde i vandet.