
Hvorfor vælge denne rejse:
- Kombinér storby og naturoplevelser
- Bestig Mount Kinabalu
- Oplev det mangfoldige dyreliv
- Fantastiske naturoplevelser
- Udflugter med engelsktalende guider
- Afslut ferien med dejlig badeferie
Kontraster og mangfoldighed er nøgleordene for denne fantastiske rejse, der begynder i metropolen Kuala Lumpur og fortsætter til naturparadiset Borneo. En rejse til de tætte, urørte regnskove, der hører til blandt verdens ældste og mest biodiverse.
Her lever truede orangutanger, karakteristiske næseaber og charmerende solbjørne side om side. Se solopgangen fra Borneos højeste bjerg, slap af på gyldne sandstrande og oplev kulturen i Kuala Lumpur og Kota Kinabalu – og få minder for livet.
På denne rejse til Borneo venter uforglemmelige oplevelser, der kombinerer moderne byliv, kulturel rigdom og enestående natur.
Jeres eventyr begynder i Malaysias hovedstad, Kuala Lumpur, hvor skyskraberne pryder skylinen og danner en moderne kontrast til det mere traditionelle. Udforsk begge sider på en guidet tur til historiske templer og lokale markeder, hvor duften af sydøstasiatiske krydderier fylder luften.
Næste stop er Kota Kinabalu på Borneo, hovedstaden i delstaten Sabah. Byen byder på moderne komfort og autentisk charme – og smukke strande ved Det Sydkinesiske Hav. For ikke at tale om byens mange kulinariske oplevelser. Dyk ned i den lokale kultur og historie på museer, eller tag på eventyr i Kinabalu National Park, hvor et væld af vandrestier fører jer gennem frodig regnskov.
Rejsen fører jer dybere ind i Borneos vilde natur med et besøg i Sepilok, kendt for sit rehabiliteringscenter for orangutanger. Her får I et unikt indblik i arbejdet med at redde de fascinerende skabninger, hvorefter I fortsætter til Sukau Rainforest og oplever regnskovens dyreliv fra vandet. Har I heldet med jer, spotter I måske næseaber, gibbonaber og måske endda også de sjældne dværgelefanter?
I vender tilbage til Kota Kinabalu, hvor I kan opleve mere af den hyggelige storby – var der noget, I ikke nåede sidst, har I chancen nu. Ellers kan I slappe af på hotellet, der har en dejlig pool med udsigt over havet, eller nyde en drink i skybaren.
Rejsens højdepunkt er – bogstavelig talt – en spektakulær bestigning af Mount Kinabalu, Borneos højeste bjerg, hvor I kan nyde en mindeværdig solopgang fra toppen. Turen er udfordrende, men alle strabadserne værd, og den afsluttes med high tea og en transfer til det fantastiske Shangri-La Ria Resort.
Her venter afslapning og luksus, og tiden kan bruges på den gyldne sandstrand, i de indbydende pools eller i spaen.
De eventyrlystne kan tage på rideture, spille golf eller boltre sig i vandsportsaktiviteter.
By | nætter | Inkluderet | Opgradering |
---|---|---|---|
Kuala Lumpur 2 nætter: Kuala Lumpur | 2 | Meliá | Banyan Tree |
Kota Kinabalu 2 nætter: Kota Kinabalu | 2 | Grandis Hotel | |
Sepilok 2 nætter: Sepilok | 2 | Sepilok Forest Edge Resort | |
Sukau 2 nætter: Sukau | 2 | Sukau Rainforest Lodge | |
Kota Kinabalu 1 nætter: Kota Kinabalu | 1 | Grandis Hotel | |
Mt Kinabalu Park 2 nætter: Mt Kinabalu Park | 2 | Overnatning i Mount Kinabalu Park | |
Kota Kinabalu Beach 4 nætter: Kota Kinabalu Beach | 4 | Shangri La Rasa Ria |
Ring til os, hvis du ønsker andre hoteller. Du kan opgradere ét eller flere steder.
Ring til os, hvis du ønsker andre hoteller. Du kan opgradere ét eller flere steder.
På Banyan Tree lever I i sus og dus med udsigt til det meste af byen - ikke mindst Petrona Towers, som I enten kan nyde synet af fra jeres værelse eller fra den populære rooftop bar, Vertigo, på 59. etage.
Kom til et spændende foredrag om rejser til Borneo. Vi holder mange foredrag året rundt på vores kontor i København og to gange om året i Aarhus. Foredraget er gratis, men tilmelding er nødvendig.
Turen har været helt fantastisk med helt uforglemmelige oplevelser, og vi er alle 4 enige om, at det er en af de bedste ferier, vi har været på. En super ferie, som vi vil huske tilbage på i mange år.
Familien Skov, Espergærde
Nu er det nu!
Tiden er kommet til jeres store Borneo-eventyr. I rejser af sted fra Danmark og sætter kursen mod Malaysias hovedstad, Kuala Lumpur. Der er et flyskift undervejs, og på grund af tidsforskellen og rejsens længde, lander I næste dag.
Velkommen til Kuala Lumpur i Malaysia – en hypermoderne og multikulturel metropol med imponerende infrastruktur, banebrydende arkitektur og masser af puls!
I bliver modtaget af en repræsentant fra Stjernegaard, som sørger for transport til jeres hotel, der ligger lige i centrum.
Byens skyline prydes af nogle af de højeste skyskrabere i verden, heriblandt de ikoniske Petronas Tvillingetårne, der nærmest fungerer som en signatur for byen. Tårnene har været Kuala Lumpurs vartegn gennem mange år, men har for nylig måttet overlade rampelyset til den nyeste skyskraber i byen; Merdeka 118, der knejser godt 200 meter over toppen af tvillingetårnene.
Den imponerende skyline er imidlertid kun lidt af det, der kendetegner Kuala Lumpur. Lidt efter lidt sniger byens historiske sjæl med snirklede minareter, ærefrygtindgydende moskeer, farverige templer og gamle bygninger sig ind på jer. Alt sammen med til at formidle byens spændende historie.
Hvis energien – og eventyrlysten – er der, kan I tage med på en guidet rundtur gennem både det moderne og det traditionelle Kuala Lumpur. I standser ved de berømte tvillingetårne, det kongelige palads, nationalmuseet og flere af byens vartegn. Ellers så følg næsen, og lad jer forføre af byens velduftende og -smagende markeder. De er fyldt med farvestrålende, lokale råvarer, som man skal være mere end almindelig standhaftig for at kunne modstå.
Det malaysiske køkken er nemlig en fantastisk blanding af sydøstasiatiske krydderier og ingredienser, der har stærke referencer til bl.a. det kinesiske og indiske køkken.
Det både dufter og smager, så englene synger, og er en herlig forsmag på rejsens kulinariske indhold.
Kuala Lumpurs skyline prydes af nogle af verdens højeste skyskrabere. Byen gemmer imidlertid også på historiske paladser, bl.a. Kuala Kangsar-paladset (nederst tv), og lækker, lokal mad.
Dagen i dag er helt jeres egen – til at bruge, præcis som I vil. En alletiders mulighed for at udforske den smeltedigel, der er Kuala Lumpur.
Begynd evt. dagen med en spadseretur gennem KLCC Park, en frodig, grøn oase lige midt i den travle storby. Med udsigt til de imponerende Petronas Tvillingetårne, der skinner i morgenlyset.
Dyk ned i byens kulturelle mangfoldighed med et besøg i Chinatowns farverige gader. Udforsk markederne, der bugner af eksotiske krydderier og unikke souvenirs – og alt derimellem. Stop op og smag på en dampende skål laksa (krydret nudelsuppe), eller nyd en kop forfriskende teh tarik (sød mælkete) fra et af de lokale gadekøkkener.
Eller bevæg jer lidt uden for centrum, og besøg Batu Caves. Kalkstenshulerne er et af Malaysias mest ikoniske religiøse steder og et absolut must-see. Den enorme gyldne statue af hinduguden Murugan vogter her – skuende ud over byen. Det er oplagt at gøre ham kunsten efter, for udsigten er storslået lige her.
Der er nok at vælge imellem, når det er tid til frokost. Centrum byder på masser af autentiske malaysiske måltider – skulle det være en omgang satay eller nasi lemak?
Uanset hvad I vælger, er det højst sandsynligt utrolig lækkert, og så serveres det næsten med garanti i hyggelige omgivelser.
Med maven fuld er det måske tid til at fordybe sig i malaysisk kunst. På Det Islamiske Kunstmuseum Malaysia kan I beundre en imponerende samling islamisk kunst og kulturgenstande.
Foretrækker I shopping, er gaden Bukit Bintang perfekt – her ligger luksuriøse butikker og lokale designere side om side.
En dejlig dag kan med fordel afsluttes med endnu en spektakulær udsigt, denne gang fra Menara Kuala Lumpur (en skyskraber på 421 meter med et skydeck 300 meter over jorden), mens solen går ned.
At se dagen gå på hæld og lysene tændes i Kuala Lumpurs nattemørke er nærmest magisk.
Nyd en middag i byen eller på hotellet, og glæd jer til i morgen, hvor rejsen for alvor går i gang.
Dagens foreslåede udflugter er ikke inkluderet, men skal tilkøbes.
Gå på opdagelse i Kuala Lumpurs mangfoldighed - besøg Chinatown, nyd lækker streetfood og besøg kalkstenshulerne Batu Caves med en fantastisk udsigt over byen.
Efter morgenmad på hotellet går turen til lufthavnen, hvorfra I flyver til delstaten Sabah på Borneo. Her fortsætter eventyret.
Dagens destination er Kota Kinabalu, delstatens dynamiske hovedstad med mere end en halv million indbyggere.
Ved ankomsten bliver I mødt af en venlig lokalguide og en chauffør, som transporterer jer til hotellet. Den korte køretur på omkring 20 minutter giver jer en smagsprøve på den livlige atmosfære, der hersker i byen. Efter indtjekning på hotellet står resten af dagen til jeres egen disposition. I kan derfor tage KK, som de lokale kalder byen, nærmere i øjesyn.
Kota Kinabalu ligger smukt ved Det Sydkinesiske Hav og er indbegrabet af moderne komfort og autentisk charme. Tag på opdagelse til fods, og oplev den afslappede stemning, der præger byen. Gå en tur langs den maleriske havnefront, og lad jer friste af de mange restauranter – flere af dem har friskfanget fisk og skaldyr på menuen.
Lokalbefolkningen i byen er meget imødekommende, og det er ikke svært at vriste et smil fra dem.
Faktisk kan man næsten ikke undgå at føle sig hjemme her i den hyggelige storby.
I dag har I hele dagen til at udforske Kota Kinabalu og omegn i jeres helt eget tempo. Mulighederne er mange.
Begynd f.eks. dagen roligt med en afslappende gåtur til Tanjung Aru Beach. Her kan I plante fødderne i det bløde, hvide sandstrand og lade det klare blå vand skylle sandet af i endeløse bølgeskvulp. Tag en dukkert, hvis I har lyst, eller ’nøjes med’ at nyde udsigten over Det Sydkinesiske Hav på en slentretur langs kysten.
Et besøg på Sabah Museum giver et fascinerende indblik i områdets rige arv og mangfoldige kultur. Museet huser alt fra traditionelt kunsthåndværk til historiske genstande, der fortæller om Borneos fortid.
En dagstur til Kinabalu National Park er også en mulighed. Parken, der er hjemsted for det majestætiske Mount Kinabalu, byder på smukke vandrestier gennem frodig regnskov og enestående biodiversitet og er en oplagt mulighed for at opleve Borneos unikke natur. Bemærk dog, at Kinabalu National Park er på programmet senere på rejsen.
Når sulten melder sig, er det oplagt at besøge et af de lokale markeder eller et af byens mange gadekøkkener. Her kan I smage på lokale specialiteter som satay, laksa eller frisk fisk og skaldyr.
En fantastisk afslutning på dagen får I fra Signal Hill Observatory, hvor solnedgangen maler himlen i gyldne farver.
Her har I en fantastisk panoramaudsigt over både by og kyst, mens I fordøjer dagens oplevelser.
Dagens foreslåede udflugter er ikke inkluderet, men skal tilkøbes.
Nyd dynamiske Kota Kinabalu og dens smukke omgivelser.
Dagen starter med en dejlig morgenmad på hotellet, inden I sætter kurs mod lufthavnen for at flyve til Sandakan, Sabahs næststørste by.
Ved ankomsten bliver I mødt af en lokal repræsentant for Stjernegaard Rejser, og turen går videre til Sepilok, som er berømt for sin store bestand af orangutanger. Dem får I mulighed for at stifte bekendtskab med de kommende dage.
Eftermiddagen bringer en spændende udflugt til Labuk Bay Proboscis Monkey Sanctuary. Naturreservatet er en enestående chance for at komme tæt på to af Borneos mest fascinerende abearter, næseaben og sølvlanguren.
Næseaben, med sin karakteristiske store næse, er fantastisk at observere. Hannens næse, der kan være så stor, at den hænger ned over munden, vokser yderligere, når han bliver vred eller anspændt, hvilket tilsyneladende charmerer hunnerne. Abernes store maver, der får dem til at se permanent gravide ud, kan heller ikke undgå at få smilet frem.
Sølvlangurerne er en mere sjælden, men mindst lige så betagende oplevelse. Deres skinnende sølvfarvede pels er iøjnefaldende, men det er de orange unger, der virkelig stjæler opmærksomheden. De fødes med en lysende orange pels, der gør dem lette at finde i junglen, og som voksne ændrer pelsen sig til den karakteristiske sølvfarve.
Reservatet har to platforme, hvorfra I kan observere aberne, når de kommer for at spise guavafrugter og agurker. Fra de nærliggende terrasser kan I tage billeder og nyde abernes livlige aktiviteter uden at forstyrre dem.
Efter en oplevelsesrig eftermiddag er det tid til at tage tilbage til hotellet, hvor I har resten af dagen på egen hånd.
Her kan I slappe af og nyde hotellets faciliteter, mens I reflekterer over det fantastiske møde med Borneos unikke dyreliv – og måske gennemser dagens pletskud på kamerarullen.
I er ankommet til Sepilok og et fantastisk dyreliv med de sjældne sølvlangurer (som fødes orange) og de majestætiske næseaber.
Dagen begynder med lyden af fuglekvidder og regnskovens liv, mens I forbereder jer på en dag midt i naturen.
I dag er det Sepiloks orangutanger, der er på programmet. I besøger det berømte rehabiliteringscenter for de fascinerende – og kritisk truede – skabninger, Borneo Sun Bear Conservation Centre og Rainforest Discovery Centre.
Før mødet med de charmerende, rødbrune menneskeaber får I et indblik i centerets arbejde med at forberede orangutangerne til et liv i naturen via en dokumentarfilm. Bagefter følger en kort vandretur på omkring 10 minutter dybere ind i junglen.
I ankommer til en fodreplatform, hvor et par rangere byder jer velkommen. Og der går ikke mange minutter, før I kan høre raslen i træernes blade: Orangutangerne kommer!
De unge orangutanger, der stadig ikke kan klare sig selv, bliver fodret her to gange om dagen med bl.a. bananer og mælk, og det er et fascinerende og meget charmerende syn. Rangerne deler deres viden om orangutangernes udfordringer og de alvorlige konsekvenser regnskovens ødelæggelse har for dem.
Efter et uforglemmeligt og rørende møde med orangutangerne fortsætter I til solbjørnenes rehabiliteringscenter. Solbjørnen – eller malajbjørnen, som den også hedder – er en særlig bjørneart, der lever i Sydøstasiens regnskove. Der bliver gjort mange dedikerede bestræbelser for at redde den truede bjørneart, og dem bliver I klogere på her.
I slutter dagen med et besøg i Rainforest Discovery Centre, hvor I kan få det store overblik fra gangbroer mellem trækronerne af de tårnhøje mengaristræer.
Er I heldige, får I måske øje på den sjældne spurvefugl Bornean Bristlehead – borneobørstehoved – der kun findes her.
Sepilok er kendt for sine orangutanger og solbjørne, og i dag kan I få dem begge at se i nogle af områdets rehabiliteringscentre.
Efter morgenmaden pakker I jeres kufferter og gør jer klar til at rejse dybere ind i regnskoven mod Sukau Rainforest. Her venter endnu flere fantastiske naturoplevelser.
Før I ankommer til lodgen i Sukau, besøger i Sandakan, Sabahs næststørste by. Glæd jer til et besøg på et af byens markeder; et sansebombardement med smæk på både farver, dufte og smage. Oplev de mange friske grøntsager, saftige frugter og det store udvalg af frisk fisk. For kun et par kroner kan du få en klase bananer med under armen – de er gode at have til turen.
Næste stop er det kinesiske, buddhistiske tempel, Puh Jih Seh, der er et studie i smuk arkitektur, statuer og kunstfærdige udskæringer. I besøger også Agnes Keiths hus – den amerikanske forfatterinde, der hovedsageligt er kendt for sine selvbiografiske skildringer af livet på Nordborneo før, under og efter Anden Verdenskrig. Hun og hendes søn blev fængslet under den japanske besættelse i 1942, men overlevede, og Agnes skrev senere om sine oplevelser.
Turen fortsætter til pælelandsbyen Sim Sim, hvor havsigøjnerne bor, inden I afslutter rundvisningen ved Sandakan War Memorial, et mindesmærke for de cirka 2.000 allierede fanger, der mistede livet under Sandakan Death Marches under 2. Verdenskrig.
Herefter går turen videre mod Sukau-regnskoven. En stor del af vejen foregår i bil, inden den skiftes ud med en båd, der sejler jer den sidste del af rejsen til lodgen. Efter indtjekning venter en spændende flodsafari. I små både glider I næsten lydløst langs bifloderne, der er kendt fra David Attenboroughs dokumentarfilm for BBC.
Undervejs har I chancen for at spotte næseaber, gibbonaber, farverige fugle og måske endda en flok dværgelefanter, der søger ned til floden for at drikke. De er et sjældent syn, men hvem ved – måske er I heldige.
Tilbage på lodgen, forhåbentlig med mange spændende indtryk fra flodsafarien, afsluttes dagen med en dejlig middag.
Den indtages i skæret fra olielamper, der giver en magisk stemning lige her, midt i regnskovens hjerte.
Der er knald på farverne på markedet i Sandakan, Sabahs næststørste by. I besøger Puh Jih Seh-templet og bliver transporteret med båd til lodgen.
Dagen begynder tidligt i Sukau Rainforest. Lyden af makakabernes melankolske skrig river jer ud af drømmeland, så I er klar til dagens første flodsafari kl. 6.
Morgenens første lys vækker regnskoven til live. Det er nu, dyrene er mest aktive – og chancen for at se dem dermed er størst.
I sætter jer til rette i de små både og glider stille ned ad floden, mens tågen langsomt letter fra vandoverfladen, og regnskovens fascinerende liv udfolder sig foran jer. Måske får I et glimt af de imponerende orangutanger, der svinger sig gennem trætoppene. Eller har I heldet med jer og ser den lille flok vilde og meget sjældne dværgelefanter? Hold også et skarpt øje med de langarmede gibbonaber og de karakteristiske næseaber.
Efter den forhåbentlig begivenhedsrige morgensejlads vender I tilbage til lodgen for at nyde en velfortjent morgenmad. Her kan I genoplade og genkalde morgenens oplevelser.
Når I er klar, tager en af lodgens erfarne guider jer med på en tur langs Hornbill Boardwalk, en sti, der snor sig gennem regnskoven, hvor I lærer mere om skovens komplekse økosystem og de mange arter, der bor her.
Efter frokost er det tid til endnu en safari, hvor I får chancen for at spotte flere af regnskovens beboere. Lodgens personale, der er eksperter i dyrenes levevis – og i at spotte dem – deler deres viden om dyrenes adfærd og overlevelsesteknikker.
Når aftenen falder på, kan I slappe af på lodgen.
Nyd de dejlige omgivelser og regnskovens naturlige lydtæppe, der fungerer som beroligende baggrundsmusik.
En perfekt afslutning på en dag fyldt med eventyr og naturoplevelser.
Flodsafari i små både er en helt særlig oplevelse - nyd regnskovens lyde, og hold godt øje med bredden og trætoppene. Man ved aldrig, hvad der gemmer sig ...
Efter en spændende tid i regnskoven er det tid til at vende tilbage til den urbane jungle.
I dag går turen tilbage til Kota Kinabalu med fly. Ved ankomsten til lufthavnen bliver I mødt af en lokal repræsentant og transporteret til jeres hotel, hvor I kan tjekke ind og blive godt installeret.
Resten af eftermiddagen og aftenen er til fri disposition. Tag jer tid til at slappe af og reflektere over de mange oplevelser fra regnskoven, eller udnyt muligheden for at udforske flere af Kota Kinabalus tilbud.
Måske frister en afslappet spadseretur langs havnefronten.
Eller måske er det tid til at forkæle jer selv med en middag på en af byens mange restauranter, hvor I kan nyde det lokale køkken.
Eller måske var der noget, I ikke nåede, da I var her tidligere, som I vil opleve nu.
Dagens foreslåede udflugter er ikke inkluderet, men skal tilkøbes.
I dag begynder dagen tidligt, og efter morgenmaden sætter I kurs mod majestætiske Mount Kinabalu.
Efter cirka to timers kørsel gennem det maleriske landskab ankommer I til foden af Borneos højeste bjerg. Undervejs gør I holdt ved Pekan Nabalu-markedet, hvor I kan smage sæsonens lokale frugter. Brug pausen til at indsnuse den lokale kultur og nyde de friske smagsoplevelser.
Ved ankomst til Kinabalu Park får I et kig ind i Kinabalu Geopark Gallery, hvor I kan blive klogere på områdets unikke geologiske formationer og biodiversitet. Herefter venter den botaniske have med et væld af sjældne planter og blomster, hjemmehørende i bjergskove som denne.
Hvis vejret er godt, kan I tage på en guidet vandretur ad en af parkens stier. Nyd den friske, kølige luft og det rige dyreliv i den fascinerende bjergskov.
Temperaturen ligger mellem 14℃ og 25℃ - de perfekte rammer for at udforske denne naturperle.
Husk en trøje for en sikkerheds skyld. Dagen byder både på frokost og middag med lokale retter og tid til at samle kræfter til de kommende dages eventyr.
Kinabalu National Park er en fantastisk naturoplevelse.
I dag skal I på endnu et eventyr – denne gang i højden – når I fortsætter jeres rejse i Kinabalu Park.
Dagen begynder tidligt, med en transfer til Timophon Gate, der ligger i 6.000 fods højde (1.828 meter). Herfra begiver I jer, sammen med en erfaren bjergguide, ud på en fascinerende vandretur, der varer mellem fire og seks timer.
Stien snor sig gennem det betagende landskab, og I opdager hurtigt, at turen er lige så meget en botanisk oplevelse som en fysisk udfordring. Hold øjnene åbne for de unikke kødædende kandebæger-planter og andre sjældne blomster og planter.
Jeres destination er Laban Rata, der ligger i 10.700 fods højde (3.261 meter). Her overnatter I i fælles sovesale, hvor I kan hvile og genoplade til morgendagens eventyr. Laban Rata har fælles badefaciliteter og en restaurant, hvor I kan nyde både morgenmad, frokost og middag omgivet af den storslåede bjergudsigt.
Temperaturen i disse højder falder til mellem 5℃ og 10℃, så husk at medbringe varmt tøj.
Morgenmad, frokost og middag er inkluderet, så I holder jer godt forsynet her midt i Borneos bjergverden.
Glæd jer til en udfordrende dag med nogle af de mest spektakulære naturscenerier, I kan forestille jer – de er alle strabadserne værd!
I påbegynder bestigningen af Mount Kinabalu.
I dag kulminerer jeres storslåede eventyr i Kinabalu National Park.
I begynder opstigningen mod toppen af Mount Kinabalu klokken 3 om morgenen. Det er tidligt, men belønningen er stor: at nå toppen på 13.435 fod (cirka 4.100 meter) lige i tide til at se solen stige over horisonten klokken seks.
Når I står på toppen, tør vi næsten godt garantere, at den betagende udsigt over Borneo under en gylden solopgang vil tage pusten fra jer. Det er det perfekte øjeblik til at tage billeder og forevige jeres præstation og det storslåede panorama, der udfolder sig omkring jer – eller bare være til stede og nyde skønheden.
Efter en kort pause på toppen begynder I nedstigningen tilbage til parkens hovedkvarter, hvor en sen high tea venter på jer. Her kan I slappe af og nyde en velfortjent pause efter dagens tidlige start og fysiske udfordringer.
Midt på eftermiddagen er det tid til at tage afsked med Kinabalu Park og vende tilbage til Kota Kinabalu.
Her bliver I kørt til det luksuriøse Shangri-La Rasa Ria Resort, hvor I skal tilbringe de næste par nætter.
Resortet byder på en perfekt kombination af afslapning og komfort, ideelt efter den strabadserende bjergbestigning.
Nu er det tid til at læne sig tilbage og nyde et par afslappende dage på Shangri-La Rasa Ria Resort.
Det ligger midt i den storslåede natur ved Dalit-stranden på Borneos nordkyst med en tre kilometer lang, gylden sandstrand, der strækker sig ud i det azurblå hav, til den ene side, og frodig regnskov som en smuk baggrund til den anden.
Hotellet har direkte adgang til stranden og to lækre udendørs pools, perfekte til en forfriskende dukkert eller til at slappe af ved med en god bog.
Får I lyst til lidt mere aktivitet, er der en masse at vælge imellem. Tag på en kort ridetur langs stranden, prøv kræfter med tennis eller udforsk de mange vandsportsaktiviteter på stranden.
For eventuelle golfentusiaster er der en 18-hullers golfbane, hvor I kan nyde en runde eller to i de smukkeste omgivelser. Og er det afslapning, der står højest på ønskelisten, kan I forkæle jer selv med en afslappende massage eller en anden behandling i hotellets luksuriøse spa (tilkøb).
Dagene her er til fri disposition, så I kan vælge at tage det helt roligt eller fylde dem med aktiviteter.
Det er en perfekt mulighed for at reflektere over de utallige oplevelser fra jeres rejse rundt på Borneo i vidunderlige omgivelser.
Masser af tid til at nyde livet på Shangri-La Rasa Ria.
Det er blevet tid til at tage afsked med Borneos skønhed og vende hjem til Danmark – medmindre I har besluttet at forlænge jeres eventyr.
Der er flere spændende muligheder at vælge imellem: Overvej at tilføje en badeferie på den idylliske tropeø, Gaya Island, som kun ligger en kort sejltur fra Kota Kinabalu. Her kan I boltre jer på uberørte strande og i krystalklart vand, perfekt til afslapning og snorkling.
Eller udforsk nogle af de fortryllende øer ud for Malaccahalvøens østkyst, hvor hvide sandstrande og frodige landskaber venter.
Er I nysgerrige efter storbyoplevelser, kan en stopover i Singapore give jer smagen af storbylivets dynamik med sine ikoniske seværdigheder og kulinariske oplevelser.
I kan også dykke endnu dybere ind i Borneos naturskatte og tage på flere natureventyr.
Hvis hjemrejsen kalder, ønsker vi jer en behagelig rejse retur fyldt med minder fra en uforglemmelig oplevelse i Asiens hjerte.
Rejsen er slut for denne gang, men I kan forlænge den med masser af andre oplevelser - på stranden på den idylliske tropeø, Gaya Island, eller i regnskoven.
Velkommen hjem! Efter en fantastisk og eventyrlig rejse til Borneo er I nu tilbage i Danmark - og nu med kufferten fyldt af både souvenirs og varige minder fra Borneos utrolige natur, kultur og dyreliv.
Tag de første skridt mod drømmerejsen, og kontakt os for en uforpligtende snak om dine muligheder.
Vi kan skræddersy rejsen fra ende til anden, så den passer til dine ønsker og behov, eller du kan få tilpasset en af vores eksisterende rejseforslag – det koster ingenting, og du binder dig ikke til noget. Vi glæder os til at høre fra dig.
Tag en snak med vores eksperter om jeres drømmerejse.
Telefonerne er åbne mandag til fredag 10.00-15.00.