10 ting, vi lærte på vores første krydstogt
Tid til at lave en afkrydsning på bucket listen
Sommerfuglene i maven var til at tage og føle på, som vi stod dér, tre generationer, på havnen i Barcelona og betragtede de imponerende 18 dæk på Royal Caribbeans' ’Symphony of the Seas’ - et skib så stort, at det næsten var ubegribeligt. Og vores luksus-feriedestination den kommende uge.
Vi havde selvfølgelig gjort os mange tanker om, hvorvidt en sådan rejse nu var ’noget for os’, før vi pakkede børn og bedsteforældre sammen og drog mod Cataloniens hovedstad for at boarde et af verdens største krydstogtsskibe med kurs mod franske og italienske kyster. Det skulle det heldigvis sidenhen vise sig at være - men den dag var vi spændte og fulde af forventninger til vores allerførste krydstogt.
Nu, hvor vi har fødderne solidt plantet på dansk jord igen, er vi selvfølgelig mange erfaringer og betragtninger rigere. Og her deler vi nogle af de vigtigste.
Royal Caribbean's "Symphony of the Seas"
Er et krydstogt noget for os?
Et krydstogt havde stået på vores ’bucket-list’ længe.
Tanken om at besøge flere destinationer på samme ferie, uden at pakke børn, bedsteforældre og bagage ud igen og igen, tiltalte os rigtig meget, men vi var også lidt nervøse for, om det blev for ’fint’ og dyrt for os. Hvilket på ingen måde var tilfældet. Stemningen ombord var fuldkommen afslappet, fyldt med store oplevelser, sjove aktiviteter og masser af lækker mad.
Og da vi gennemgik omkostningerne efterfølgende, var det økonomiske aspekt fuldkommen på niveau med andre rejser, vi tidligere har været på. Det er faktisk ret utroligt, når vi tænker tilbage på, hvad vi har fået for pengene. Alt er jo inkluderet i prisen, og det er virkelig en vigtig faktor at få med.
En tiltrængt luksus
Alt var dybt professionelt, og besætningen ekstremt effektive - og i øvrigt helt fantastiske på alle måder.
Ved ankomsten afleverede vi for eksempel blot vores kufferter nede foran skibet, og så stod de sørme klar foran kahytten, nærmest inden vi selv var kommet ombord. Da vi skulle fra borde, var det samme procedure. Ingen besværlige praktiske manøvrer.
Vi mødte kun smil og imødekommenhed – og en helt exceptionel god service fra besætningen, som udelukkende gjorde deres bedste for, at alle havde det godt, følte sig trygge og ikke skulle røre mange fingre i løbet af ugen. Når man har en travl hverdag derhjemme, var det virkelig skønt - en tiltrængt luksus for såvel voksne som børn.
Selvom der ikke var mange andre danskere ombord, kunne vi sagtens skabe kontakt til de andre gæster, uden det var et krav eller forventet, at man socialiserede med alle og enhver.
Men det er altså helt op til den enkelte familie, hvor meget man interagerer med andre. Der er ingen forventninger til andet end at man hygger sig og nyder turen.
Morfar og mormor fik sig under alle omstændigheder ’nogle gode snakke’ med en kinesisk familie ved nabobordet en aften, uden at nogen rigtig forstod hinanden sprogligt. Herligt!
Rummelig indkvartering
Vores kahytter var dejligt rummelige.
Vi var lidt spændte på, om der var plads nok. I den ene kahyt skulle vi jo bo to voksne og to børn, men det fungerede helt perfekt med en sovesofa, som blev slået ud og ind af ind af roomservice, så vi ikke skulle bøvle med den i dagtimerne. En sådan service kunne vi også godt vænne os til derhjemme. Og så var der balkonerne. Dem elskede vi simpelthen.
Man kan helt sikkert sagtens vælge en anden udsigt på skibet og stadig nyde ferien lige så meget, men vi nød virkelig alle sammen at kunne se og høre vandet. Og så var det ret sjovt at observere de skiftende udsigter, fra dejlige solopgange til de smukkeste solnedgange – afhængigt af hvilke verdenshjørner skibet lå placeret mod på de givne tidspunkter.
Der er masser af plads
Ingen af os bemærkede, ærligt talt, antallet af mennesker ombord.
Der var så meget plads, og så utroligt mange aktiviteter og restauranter – at der på intet tidspunkt var overfyldt nogle steder. Vi oplevede sågar, at der var plads til hele vores 6-personers familie alene i de store, dejlige jacuzzier - og så var der meget sjældent kø til elevatorerne, som jo ellers altid er dér, flaskehalsene kan opstå.
Restauranterne var perfekt bemandede, alt foregik supereffektivt – uden at det nogensinde blev kaotisk. Og på de dage, hvor vi anløb havne, var der faktisk bare ekstra god plads, fordi de fleste gæster valgte at gå i land, mens vi enkelte dage blev ombord og slappede ekstra meget af.
Tip hermed givet videre, hvis du også er indehaver af børn, som ikke helt kan se det afslappende element i for mange udflugter.
Buffet eller à la carte
Helt i tråd med den børnefamilie, vi jo unægteligt er, valgte vi naturligvis restauranter efter hvad der lige passede ind i programmet.
Buffetrestauranten var et hit, hvis vi lige skulle have stillet en hurtig sult, mens vi andre dage havde lyst til bare at sidde ved bordet alle sammen samtidig, uden at en af de voksne gik i pendulfart til buffeten for at hente mad til børnene.
Enkelte gange besøgte mormor og morfar de lidt mindre og mere intime restauranter alene – mens det faktisk også lykkedes de unge forældre at snuppe en enkelt ’date night’ alene, mens bedsteforældre og børnebørn hyggede sig sammen andetsteds på skibet. Genialt.
At splitte sig op og kombinere parholdet med familielivet ombord, var virkelig et stort win for alle parter og kan varmt anbefales.
Udnyt den dyrebare tid
Vi kan selvfølgelig kun opfordre til, at man nyder den dyrebare tid med bedsteforældrene, mens man har den.
Det giver bare noget helt særligt at rejse med både bedsteforældre og børnebørn, dynamikken er en helt anden end hjemme i trædemøllen. Vi har tidligere rejst sammen i andre sammenhænge og må erkende, at et krydstogt simpelthen er det oplagte sted at være sammen på tværs af alder, interesser og behov. Det giver bare et fantastisk overskud med alenetid som par - og tid sammen som familie.
Vi har slappet fuldkommen af og levet et liv i luksus uden al muligt praktik, der skulle løses - og mad, der skulle laves.
Sammen, men også "alene"
Mormor og morfar var ret glade for ’The Solarium’ - et voksenområde, hvor man i fred og ro kunne nyde den smukke havudsigt, snuppe en drink og bare være til.
Stort set alle større krydstogtskibe har sådanne områder, hvis man har brug for det. I vores tilfælde gav det i hvert fald nogle dejlige pusterum. Som familie hyggede vi os især sammen i den lune, opvarmede pool i dagtimerne, hvor aftnerne blandt meget andet bød på nogle helt igennem fantastiske vand– og skøjteshows med dybt professionelle artister. Vildt imponerende - og en stor anbefaling herfra.
Oplev verden til søs
Vi elskede bare hvert et sekund ombord, og det er med sikkerhed ikke sidste gang, vi rejser på krydstogt.
Det er fantastisk at anløbe nye destinationer næsten hver dag – og vi benyttede faktisk også anledningen til at ’snuse’ lidt til nogle byer, som vi måske aldrig ville have tænkt over at besøge selv, men som nu har sneget sig ind på ønskelisten.
Man kan jo faktisk rejse på krydstogt mange steder i verden – og vi talte om, at det kunne være fantastisk at sejle et sted på den anden side af jorden som Australien eller New Zealand, hvis man en dag skulle være så heldig at komme så langt væk.
Det er overhovedet ikke en større udskrivning end mange andre hotelophold og rejser - oplevelsen, maden og aktiviteterne taget i betragtning.
Til gengæld får man så set landene fra søsiden - og det skal man da næsten unde sig selv.
Interview med Maja Isaksen om hendes første krydstogt.
Få hjælp til det lavpraktiske
Når det kommer til praktiske forhold omkring rejsen, er det en stor fordel at have allieret sig med et rejsebureau. Der skal bestilles fly, transfers, sågar endda hoteller– og alene med de mange forskellige kahytskategorier er det virkelig en fordel at få kyndig vejledning til at bestille.
Og så er der smådetaljerne ombord, som drikkepengesystemet, drinkspakker, wifi og hvordan det lige fungerer med at bestille restauranter og landarrangementer på den iPad, hvorfra den slags foregår på ombord.
Rejs i grupper (med dansk rejseleder)
Efter at vi er kommet hjem, er det gået op for os, at der faktisk findes krydstogter, hvor man rejser som en del af en gruppe – og hvor man endda har dansk rejseleder med fra a til z.
Og det kunne vi da helt sikkert godt finde på at prøve den dag, hvor børnene er fløjet fra reden. Jeg er sikker på, at det er en stor fordel at have en rejseleder med - som går i dybden med de forskellige kulturer – og historiske begivenheder - man alt andet lige jo stifter bekendtskab med, når man rejser fra destination til destination. Det skriver vi os helt sikkert bag øret.
Tak til fotograf Jacob Hoffmann for billeder af familien Isaksen på krydstogt.
Andre læste også
Ring eller skriv til os
Tag en snak med vores eksperter om jeres drømmerejse.
Telefonerne er åbne mandag til fredag 10.00-15.00.