Skip to main content

Udflugtspakke på Bali og Sumba med 6 halv- og heldagsudflugter

Sumba Øst Walakiri Mangrove 01 2371713163 bali - Bangli_ceremoni_01

Tilkøb spændende oplevelser på 6 halv- og heldagsudflugter

På rejsen Mageløse oplevelser på Bali og Sumba tilbyder vi en stor udflugtspakke, som er spækket med spændende udflugter på Bali og Sumba. Med på alle udflugterne er vores dansktalende balinesiske guide, som er yderst vidende om forholdene på Sumba og har et netværk på øen. Vi anbefaler stærkt, at I tilkøber udflugtspakken, hvor I får en stribe af unikke oplevelser og samlet set en langt bedre ferie og det fulde udbytte af rejsen til Bali og Sumba.

I udflugtspakken har vi inkluderet følgende seks halv- og heldagsudflugter:

Bali:

Halvdagsudflugt:
Guidet spadseretur med jeres guide.
Sammen med jeres guide skal I opleve det ægte landlige Bali. I skal på vandretur i naturskønne landskaber, hvor I også spadserer igennem autentiske landsbyer med besøg i private balinesiske hjem. I besøger også det farverige lokale marked, aflægger et visit i det lokale tempel og lærer at lave jamu, den lokale helsedrik.

I spadserer gennem de irgrønne rismarker tilbage til hotellet og gør ophold i det livlige Pura Dalem-tempel, hvor I nyder den smukke helligdom, som er dedikeret til hinduguden Shiva. Herefter går I langs vandingskanalerne, som er livsvigtige for dyrkningen af ris og grøntsager og kommer her forbi plantager med kokosnødder og kakao. I besøger også Undisan Village, hvor I kigger indenfor på gravpladsen og hører noget om de ceremonier, der finder sted, når balineserne skal videre til det næste liv.

Heldagsudflugt:
Guidet cykeltur med jeres guide.
En dejlig dag på cykel i naturen. I bliver kørt op ad vulkanbjerget og cykler nedad gennem grønne plantager og langs rismarker. Vi besøger den lokale smed, lærer at lave offergaver og mange andre spændende ting på vores stop undervejs. Det mest spektakulære syn i dag er uden tvivl Krisikvandfaldet, hvor en vidunderlig verden af friske dufte og mosbeklædte klipper danner rammerne om det meterhøje fald, som ender i en lille pool, hvor I kan tage en forfriskende dukkert. Undervejs spiser I frokost med veltilberedt bondemad.
Inklusive frokost

Sumba:

Heldagsudflugt:
Besøg i traditionel landsby og udforskning af naturen.
Besøg i den traditionelle landsby Ratenggaro, hvor I ser eksempler på traditionelle huse bygget med det karakteristiske spidse tag, som de bruger her, og som giver plads til de ånder, der passer på huset og dets beboere. I møder en af beboerne, som fortæller og får et kig ind i husene, hvis det passer de lokale.

I spiser en picnicfrokost på Mandorak-stranden, hvorefter I tager på udflugt til Weekurilagunen, et vildt naturfænomen i den kæmpemæssige lagune og et nærmest magisk sted og en af øens allerstørste seværdigheder. Denne saltvandslagune ligger som en tunge ind i landet kun 20 meter fra havet. Dramatiske klippeformationer adskiller den fredfyldte turkisfarvede oase fra det buldrende Indiske Ocean. Her er mulighed for at bade.
Inklusive frokost

Heldagsudflugt:
Guidet vandretur til rismarker og traditionel landsby, besøg ved vandfald og strand.
Vandretur i de smukke grønne rismarker i Wee Kacura i det vestlige Sumba efterfulgt af et besøg i landsbyen Praijing opført i tre niveauer med sine toppede græsbeklædte tage. Udsigten fra øverste niveau er med rette et af øens vartegn.

I spiser frokost på en lokal restaurant og fortsætter til vandfaldet Lapopu – også kaldet Engletrappen, da der plasker vand ned over de flade klippetrin fra 70 meters højde. Vi kommer frem til vandfaldet efter en vandretur gennem subtropisk regnskov i Manupeu Tanah Daru Nationalpark. Dagen afsluttes med besøg på Watu Bella Beach og Marosi Beach, inden I når Rua Beach Hotel, hvor I skal bo.
Inklusive frokost

Heldagsudflugt:
Udforskning af det østlige Sumba med guide.
I dag udforsker I Østsumba, hvor I begynder med vandfaldene ved Tanggedu, som er kendt for sine smukke, turkise vandbassiner og unikke klippeformationer - et sandt paradis for naturelskere og eventyrlystne sjæle. I udforsker landskabet her, hvor de unikke klipper omkring vandfaldet giver stedet et særligt dramatisk udtryk og gør det stemningsfulde område til et åndehul for både afslapning og skønne billeder.

Efter en spadseretur her spiser I en god frokost med lokale delikatesser. I fortsætter med et besøg i den traditionelle landsby, Kampung Prailiu, hvor I skal møde en familie og komme lidt tættere på deres dagligdag. I taler om arbejde, religion, familiestruktur og tanker om fremtiden. Byen er kendt for sine fine gravmonumenter og marapu-templer og for en religiøs festival, hvor man i en hel måned tilbeder sine forfædre. I bliver også introduceret til en anden af landsbyens stolte traditioner og ser, hvordan de smukke Ikat-vævede stoffer bliver brugt.
Inklusive frokost

Halvdagsudflugt:
Guidet udflugt med besøg i landsby, på skole, vandretur imellem rismarker og besøg op center for vævning.
Dagen starter i den charmerende landsby Lamba Nopu, der er kendt for sin fremstilling af smukke tekstiler. I møder I de lokale, besøger markedet og traditionelle huse og den lokale skole. Herefter skal I ud på en vandretur i et smukt landskab, som egentlig er resultatet af et afvandingssystem, der skaber brusende vandfald og kanaler, der løber idyllisk langs rismarkerne.

Inde i en grotte finder I en stor naturlig pool, hvor det er muligt at tage en forfriskende dukkert. Som det sidste stopper I ved et center for vævning, hvor man væver de såkaldte ikat-mønstre, som er kendt i hele Indonesien. I ser, hvordan kvinder væver stofferne i smukke og meget indviklede mønstre, der bruges til tæpper og beklædning.

Udflugtspris
Pris pr. person kr. 1.590

Fakta om udflugten

  • Privat udflugt
  • Transport inkluderet
  • Afhentning på hotel
  • Inkl. frokost
  • 6 halvdags - og heldagsudflugter på Bali og Sumba
  • Vand og sodavand
  • Kræver almindelig god fysik

Meget godt planlagt rejse med rigtig gode ture og en helt fantastisk guide Triska, som var super kompetent med stor faglighed, venlig, skøn humor (også på dansk). Vi kan ikke rose hende nok.

Heidi, Jyllinge
4.7   (1.412 anmeldelser)
Læs flere udtalelser her

Rejser, hvor udflugten er mulig

NYHED! Sumba Vest Ratenggaro 2388286627

Mageløse oplevelser på Bali og Sumba Bali Tilkøb udflugter m/ dansktalende guide

En eventyrlig rejse til Bali og øen Sumba, der er smuk, anderledes og uden turister. Nyd Bangli, Ubud og Sanur på Bali. På Sumba oplever I bl.a. besøg hos stammefolk, vandringer til smukke laguner, vandfald og meget mere.

Bangli, Bali (4 nætter) Waitabola, Sumba (1) Rua Beach, Sumba (1) Waingapu, Sumba (2) Ubud, Bali (3) Sanur, Bali (3)
Afrejsedato
05. nov. 2025 kr. 16.990
21. mar. 2026 kr. 16.990
16. okt. 2026 kr. 16.990
02. nov. 2026 kr. 16.990
Se rejse

Ring eller skriv til os

Tag en snak med vores eksperter om jeres drømmerejse.
Telefonerne er åbne mandag til fredag 10.00-15.00. 

4526 0000
Stjernegaard Rejser Stjernegaard Rejser KH
Like

91% af vores gæster giver topkarakteren 8, 9 eller 10

Happy

91% af vores gæster vil klart anbefale Stjernegaard

Trust

"Fremragende" 4,9 af 5 (2.300+ anmeldelser)