Denne eventyrfyldte udflugt udspiller sig omkring landsbyen Wanagiri på Nordbali, der er berømt for sine enestående vandfald.
Køreturen fra sydkysten tager ca. halvanden time, hvor vi besøger Banyu Wana Amertha, et fantastisk sted, der er kendt for sine mange vandfald. Området er uden sammenligning et af Balis absolut smukkeste, og vi kommer helt tæt på den uberørte natur i dag.
I regnsæsonen er her op til fire vandfald at udforske. Banyuwana er det største af slagsen, og her ser vi, hvordan vandet falder blidt mod de røde klipper og mod bambusskovens frodige løv. Vandets skvulp og de unikke tropiske planter gør området så fredfyldt – og klart værd at udforske.
Alle aldersgrupper kan være med på turen ud til vandfaldene. Der er ikke meget stigning på ruten, og trinene er velholdte. Det første vandfald finder man efter et kvarters gang gennem plantager omgivet af tropiske blomster og bambusrør. De to næste vandfald ligger bare yderligere 10 minutters gang væk.
Efter besøget ved Banyu Wana Amertha forsætter vi til Banyumalas tvillingevandfald, der ligger godt en halv times kørsel væk. De sløragtige gardiner dækker klipperne og afslører et naturligt bassin, der er oplagt til en dukkert i det friske vand fra bjergene. Omgivelserne er i sig selv nok til at aflægge dette vandfald et besøg.
Selve vandreturen hertil kan de fleste også klare, selv om den er en smule mere anstrengende end den forrige. Trapperne er en smule mere stejle, så et par gode vandresko er at anbefale, når vi i god ro og orden går mod det helt specielle vandfald, er det dog klart turen værd!
Efter vandreturen til vandfaldet nyder vi en lokal frokost i den hyggelige landsby Munduk, hvor markedspladsen er omgivet af rismarker.
Herefter fortsætter vi til den idylliske Tamblingan-sø, hvor vores lokalguide Ibu Made står klar med sin traditionelle kano, som vi skal krydse søen i. Gennem generationer har landsbyens indbyggere padlet over søen, der er flankeret af Balis største tropeskov, og vi får en god introduktion til livet i landsbyen gennem sejlturen.
Efter kanoturen har vi ca. 2 timers kørsel tilbage til sydkysten, hvor vi regner med at være fremme sidst på eftermiddagen.
Medbring: Sandaler eller badesko (der kan være skarpe og glatte klipper), badetøj, snacks og drikkevand, håndklæder, myggespray, solcreme, hat eller kasket