Landsbyen Sudaji er en grøn perle gemt i det nordlige Bali ikke langt fra Lovina.
En landsby, der stadig værner om de gamle traditioner og er hjemsted for Balis tropiske baghave, hvor der høstes nelliker, kaffe, vanilje, kakao og østens sødmefulde frugter. Beliggende 500 meter over havets overflade, omgivet af grønne bjerge og utallige vandfald, floder og skov. Kort sagt, I er trådt ind i Edens have - og vi har lavet et dagsprogram, hvor I får en tåre i øjnene og vand i håret.
I bliver hentet på jeres hotel og kørt til dagens første og største oplevelse - de imponerende 7 vandfald omkring Sekumpul, som er intet mindre end spektakulære. Sekumpul er et dobbelt vandfald, og Fiji består af hele tre vand-slør, og man føler sig særligt lille ved synet af deres højde og skønhed. På sit højeste fosser vandet ned fra 80 meter for at slå mod klipperne med en tordnende kraft, så luften dækkes af en tyk tåge. De modige kan snuppe en forfriskende dukkert i den naturlige lagune.
Ad snævre stier krydser vi grønne risterrasser, indtil vi når frem til Lemukih-vandfaldet, hvor vi tager en pause og nyder en lokaldyrket kop kaffe. Lemukih er en naturskabt vandrutsjebane – en sjov og vild oplevelse, der absolut er værd at prøve. Naturligvis får vi det rette udstyr og sikkerhedsinstruktioner fra lokalguiden.
Vi runder dagen af med at besøge en ‘warung’, som er et lille familiedrevet spisested. Her nyder vi en typisk balinesisk frokost, inden udflugten slutter, og I bliver kørt til jeres hotel.
Medbring: Vandresko, badesko (eller Teva-sandaler med skridsikre såler), badetøj, håndklæde, myggespray, solcreme, hat eller kasket.