Mageløse oplevelser i Ubud, Lovina og Legian Dagsprogram
Tilkøb udflugter m/ dansktalende rejseleder 17 dage fra 13.645 kr.
Dag 1
Afrejse fra Danmark
I flyver fra Københavns Lufthavn sidst på formiddagen og ankommer til enten Singapore eller Doha tidligt næste morgen, hvor I skifter fly.
Dag 2
Ankomst til Bali og videre til Ubud
I ankommer til Bali ved middagstid og modtages af vores fantastiske dansktalende rejseleder, som bringer jer videre til jeres hotel i Ubud, en køretur på halvanden times tid.
På The Artini Dijiwa Ubud indlogeres I i Deluxe værelser, og mon ikke I har lyst til en dukkert i poolen, et lille kunstværk i sig selv, med den smukkeste beliggenhed omgivet af vild natur. Her kan I tage en dukkert akkompagneret af lyden fra den rislende flod.
Velkommen til Ubud - her forsvinder jetlag som dug for solen.
Resten af dagen og aftenen er I på egen hånd - I møder rejselederen igen allerede i
morgen, hvis I har tilkøbt udflugtspakken.
Her skal i bo
Tilkøb udflugter
I Ubud bor I på et skønt nyt hotel, The Artini Dijiwa Ubud, der ligger idyllisk rundt om et dejligt poolområde og med udsigt til rismarker.
Dag 3
Ubud, gåtur og frokost på Sweet Orange midt i rismark
Dagens udflugt er en del af udflugtspakken og kræver tilkøb
Efter morgenmaden forlader I hotellet for at gå på opdagelse ude i byen
Vi starter dagen med at besøge et legendarisk hus i Ubud, hvor Ibu Rai boede med sin familie.
Ibu Rai blev født i 1925 og blev op gennem 50-60’erne et ikon og tilløbsstykke blandt rejsende, som valfartede til hendes lille warung for at spise hendes traditionelle madretter.
Hun blev hurtigt en kendt skikkelse i Ubud og nød stor respekt blandt lokale og tilrejsende. I 1986 åbnede hendes søn, Dewa Gede, Ibu Rai Restaurant og Gallery som en hyldest til hende. Vi bliver inviteret indenfor i familiens private gemakker og får den vej igennem indsigt i familiens historie og ikke mindst den balinesiske kultur gennem deres private fotos og indretning.
Herefter får I en kort introduktion til Ubuds marked, hvor I gør ophold ved et lille tempel til ære for "gudinden for forretninger". Templet ligger ved indgangen til markedet, og her begynder alle sælgere dagen med et lille ritual for at sikre optimale omstændigheder for dagens omsætning.
I besøger byens kongepalads i Ubud centrum og fortsætter til Puri Saraswati, Ubud Water Palace, med de mange smukke lotusblomster. Entréen hertil koster 15 kr.
I fortsætter ned af Jl. Kajeng, der er Balis bud på ”Walk of Fame”. Her er det dog ikke Hollywoods stjerner, der har sat deres aftryk, men kunstnere og beboere i den lokale banjar, der har udsmykket vejen. En banjar er betegnelsen for et religiøst og socialt fællesskab blandt en række familier, som bidrager til templet og forsamlingshusets drift i byen. I kigger indenfor i banjar’en, og rejselederen vil ved denne lejlighed fortælle mere om den spændende men også komplekse samfundsstruktur, der gør Bali til et ganske særligt sted på denne jord.
Sulten begynder så småt at melde sig, og I fortsætter derfor ud af byen og gennem rismarkerne til restauranten.
Måske bliver et af dagens højdepunkter frokosten på Sweet Orange - en hyggelig restaurant, hvor I skal smage nogle af de bedste råvarer fra lokalområdet.
I kan vælge at slutte dagen på egen hånd på et af Balis mange kunstmuseer.
Byen har siden 1930’erne været Balis kulturelle centrum.
Her har kunstnere fra hele verden fundet et fristed, og de smukke omgivelser har været en uudtømmelig inspirationskilde for bl.a. malere, skulptører og træskærere.
Resten af dagen er til fri disposition. I kan vælge at fortsætte udforskningen af Ubud eller gå retur til hotellet.
- Morgenmad
Her skal i bo
Tilkøb udflugter
Ubud er rig på kultur. Her dyrkes traditionerne helhjertet, og mange kunstnere har slået sig ned i byen. Man kan gøre en god handel, hvis man f.eks. leder efter et maleri til hjemmet. Th: I en balinesisk familie hjælper alle til med dagens gøremål.
Dag 4
Ubud, på cykeltur i landlig idyl
Dagens udflugt er en del af udflugtspakken og kræver tilkøb
Dagen i dag er afsat til en cykeltur i den landlige idyl, som omgiver Ubud.
Turen er tilrettelagt, så alle kan deltage. Vi sørger for gode cykler og hjelme til alle, og turen er på ingen måde strabadserende. På turen oplever I den landlige idyl, som stortrives i landsbyerne omkring Ubud.
I kører ad snørklede veje langs rismarkerne, som de lokale bønder høster ved håndkraft to til tre gange årligt. I betragter det klassiske motiv af flittige arbejdere - mænd og kvinder, der alle bærer de karakteristiske bredskyggede stråhatte, der beskytter hovedet mod den skarpe sol. I fortsætter under palmeblade videre ad snævre junglestier.
I passerer et tempel, hvor galang-musikken gjalder ud fra de hellige haller. I landsbyerne bliver I mødt af hujende børn, og vinkende koner, mens I holder godt øje med vejen foran jer, hvor ænder, høns, hunde og andre cykler krydser ureglementeret mellem hinanden.
Her er I for alvor kommet på landet, og I tager jer god tid til at indsnuse de mange dufte og forevige de massive indtryk på kameraets digitale kort.
I spiser frokost i en landsby, hvor I får serveret lækker veltillavet bondekost - man bliver sulten efter en aktiv formiddag. Hvis I har lyst, kan I efter frokost på egen hånd fortsætte i Ubuds centrum, hvor de mange offergaver produceres og sælges.
Her venter et imponerende syn af duftranker, offerkurve og store opsatser, alle møjsommeligt pyntet til ære for de allestedsværende guder.
Resten af dagen er til fri disposition. Hvis I har mod på flere oplevelser kan I blive sat af i Ubuds centrum, hvor de mange offergaver produceres og sælges.
Resten af dagen er til fri disposition. Bemærk, at cykelturen i landlig idyl kræver tilkøb af udflugtspakken.
- Morgenmad
Her skal i bo
Tilkøb udflugter
Dag 5
Ubud, besøg i Payungan Village
Dagens udflugt er en del af udflugtspakken og kræver tilkøb
I dag får I en helt særlig oplevelse, når I besøger vores medarbejder Kadeks landsby, Payungan.
Kadek taler engelsk og er jeres guide i dag. Vi har fået lov til at invitere jer op til hans landsby hvor I får mulighed for at kigge indenfor og se, hvordan en bondefamilie lever. Her dyrkes ris, kaffe, kakao, vanilje, frugter og grøntsager i mange afskygninger. I spiser frokost og får også lov til at besøge byens tempel - kort sagt et unikt indblik i den landlige idyl.
Den primære årsag til besøget i Payungan Village, er dog en helt anden, I skal på en sejltur i gummibåd (rafting) ned ad floden gennem Balis smukke natur. I starter dagen med denne betagende og udramatisk måde at opleve landskabet på. Der er passager på floden, hvor det kilder i maven, men turen er kategoriseret som 2, hvilket betyder, at børn ned til 8-9 år kan deltage.
Dygtige guider i gummibåden sørger for, at også lattermusklerne bliver rørt. Sikkerheden er naturligvis i højsæde, og alle har redningsvest og hjelme på.
Ønsker I ikke at rafte, kan I vælge at vandre ca. halvanden time gennem områdets landsbyer og natursceneri. Besøget afsluttes med flot frokost i landsbyen.
Glæd jer til en enestående dag fyldt med unikke oplevelser for børn og voksne i alle aldre, fjernt fra de områder, hvor turister normalt færdes.
Besøget i Payungan Village kræver tilkøb af udflugtspakken.
- Morgenmad
Her skal i bo
Tilkøb udflugter
Udflugten til Payungan Village er en unik landsbyoplevelse. I kan vælge mellem forskellige aktiviteter, bl.a. en raftingtur på floden, hvor I ser Bali fra sin smukkeste og mest frodige side.
Dag 6
Ubud - Lovina
Dagens udflugt er en del af udflugtspakken og kræver tilkøb
I rykker nu videre til Lovina, og på vejen skal I, hvis I har tilkøbt udflugtspakken, opleve smuk natur og store seværdigheder.
I kører ad margueritruten med flere fotostops gennem det fantastiske landskab, som præges af de markante vulkaner, der står som monumenter og minder os om, hvor magtfuld naturen er.
Første stop er ved Gunung Kawi-templet, som stammer helt tilbage fra det 11. århundrede. Templet består af ti helligdomme, som er skåret ud af klippesiden, og man skal forcere næsten 300 trin for at komme op til det. Udsigten til smuk, irgrøn natur undervejs opvejer dog anstrengelserne.
Næste stop er ved en kaffeplantage, som byder på smagsprøver på de forskellige afgrøder. Herefter er I klar til at indtage byen Kintamani, hvor kameraerne kommer op i øjenhøjde med linserne rettet mod den vulkanske kratersø Danau Batur.
I gør et ophold, så I kan se ud over det enorme månelignende landskab, der ligger som vidne på et kraftigt vulkanudbrud i 1963, og I spiser frokost med en bjergtagende udsigt. Sidste stop inden Lovina er ved Bejitemplet, som er tilegnet gudinden for frugtbarhed.
Fremme i Lovina indkvarteres I på det skønne 4-stjernede The Lovina, som ligger direkte på den sorte vulkanstrand med udsigt over havet.
Nyd en aften med fødderne i sandet og måske en grillet friskfanget fisk ledsaget af en kølig Bintang, den lokale, meget velsmagende øl.
- Morgenmad
Her skal i bo
Tilkøb udflugter
På køreturen fra Ubud til Lovina passerer I dette smukke landskab, hvor Kintamani-vulkanerne knejser.
Dag 7
Lovina, udflugt til Barat National Park
Dagens udflugt er en del af udflugtspakken og kræver tilkøb
Dagen byder på en udflugt, som er de færreste rejsende på Bali forundt. I skal helt ud på øens vestligste hjørne til Barat National Park.
I ankommer efter en times transport til havnebyen, hvorfra I sejler en halv time til Menjangan Island, hvor I kan snorkle i det krystalklare vand. I kan snorkle direkte fra stranden og se hundrede vis af sære skabninger: en havskildpadde, der basker forbi, en kuffertfisk, der blæser sig op, mens søhesten rider videre og vrinsker til en dragefisk.
Her er alle farvepalettens nuancer taget i brug, og koraller kappes om de mest sære formationer og figurer. Øen har ry for at være et af Indonesiens absolut bedste snorkel- og dykkersteder.
Herefter sejler I til fastlandet og Barat Nationalpark, hvor en vandretur i det savannelignende landskab byder på flere naturoplevelser. Udover rejselederen har I en lokalguide med, som kender de dyr,
I kommer forbi, og som kan fortælle om junglens planter og deres medicinske og også kosmetiske anvendelse i lokalsamfundet.
I kommer op til et udsigtspunkt, hvor I kigger ud over strædet og det frodige landskab, et sted som man kun kan nå til fods.
Undervejs er I måske heldige at spotte en menjanganhjort, en flok aber, der trækker ned til havet og snupper sig en svalende dukkert, mens de som altid er på udkig efter let frokost. På en varm klippe ligger måske en meter lang leguan, farverne er tilpasset omgivelserne, men jeres lokalguide lader sig ikke bluffe og spotter omgående dyret.
Frokosten indtages på en god restaurant, hvor der er mulighed for en svalende dukkert i det lokkende havvand.
Herefter kører I tilbage til Lovina, og resten af dagen og aftenen er til fri disposition. Bemærk, at dagens udflugt kræver tilkøb af udflugtspakken.
- Morgenmad
Her skal i bo
Tilkøb udflugter
Dag 8-10
Lovina, fridage
På en af jeres fridage i Lovina anbefaler vi de morgenfriske at stå op inden solopgang til en helt særlig oplevelse:
Tag med en af de lokale både ud i bugten for at møde delfiner, som boltrer sig i havet i meget stort tal lige ud for hotellet.
Det er naturligvis vilde delfiner, I skal møde - ingen har bedt dem om at optræde. De kommer frem sammen med solen og svømmer i flokke omkring bådene, springer måske baglæns op i luften og balancerer på halen på bølgerne - det er et syn for guder. Delfinsafarien er ikke en del af udflugtspakken og skal aftales med de lokale bådejere på stranden.
Efter safarien er I klar til en stor, lækker morgenmad, og resten af dagen kan I hygge jer på stranden, ved poolen, eller I kan tage med en af de lokale fiskere på fisketur. Lovina er et meget afslappet sted med en meget lokal stemning, som I helt sikkert vil nyde.
Der er andre muligheder for aktiviteter i Lovina. Hvis I allerede har været i spaen, til yogaundervisning, eller har gået tur til Lovina, så foreslår vi, at I benytter lejligheden til at udforske højlandet og den frodige natur, som ligger 12-15 km fra Lovina.
Stedet hedder Secret Garden Waterfall, og ud over en smuk køretur i højlandet, venter der jer en spektakulær vandretur gennem regnskoven til det hemmelige vandfald, hvor en svalende dukket venter.
Turen tilkøbes på The Lovina.
- Morgenmad
Her skal i bo
Tilkøb udflugter
Dag 11
Lovina - Legian
Dagens udflugt er en del af udflugtspakken og kræver tilkøb
I er nu klar til det sidste sceneskift på denne rejse.
På vejen til Legian stranden venter flere store oplevelser, hvis I har tilkøbt udflugtspakken, og I begynder med et besøg ved det mægtige Gitgit-vandfald, et meget helligt sted for balineserne ikke så langt fra Lovina. Her bruser vandet 20-30 meter ned fra et klippefremspring og fylder luften med vandperler.
Ad snoede veje kører I til Candi Kuning, hvor I besøger et farverigt marked kendt for sine grøntsager og ikke mindste for sine smukke blomster, de mest imponerende er de mange arter af orkideer.
Herefter kører I til det fabelagtige hindutempel, Ulun Danu, som ligger midt ude i en sø. Det er dedikeret til vandets gudinde, Dewi Danau, som de lokale giver offergaver, fordi hun sørger for vandforsyningen til markerne på bjergsidens terrasser.
Nu er det blevet tid til en af de helt store seværdigheder i dag, rismarkerne ved Jatiluwih. Her balancerer tusindvis af meter skriggrønne terrasser på bjergskråningen - og området fortjener sit navn ”I sandhed fantastisk”. Rismarkerne her kom på UNESCOs liste over verdensnaturarv i 2007.
Har I tiden med jer, går I en tur i de hundrede år gamle terrasser og fascineres over den præcision og omhu, der ligger bag dette kunstværk.
Sidste stop inden Legain stranden er ved det 400 år gamle Taman Ayun-tempel, der er et af øens smukkeste templer. Bemærk træskærerarbejdet på dørene - det er kunst af den fineste slags. Det store parkområde indeholder en kunstig sø og midt i søen flyder et imponerende antal små og store pagoder.
Sidst på eftermiddagen er I fremme ved Legian stranden, hvor en skøn strandstemning møder jer.
I kan vælge at opgradere til førsteklasse, 5 nætter på Bali Mandira Beach Resort
Når I er kommet i stand i jeres værelser i den store have, vil I formentlig søge ned mod stranden.
Her kan I godt forberede jer på et herligt syn, når I skuer ud over surferne og nyder de imponerende bølgekunstnere, når de balancerer på de små brædder på toppen af bølgerne.
Det er også muligt selv at prøve kræfter med oceanets magter, som danner rammen om den sidste del af jeres rejse på Bali.
- Morgenmad
Her skal i bo
Tilkøb udflugter
Et plaskende vandfald og et farverigt marked er på ruten i dag, før vi ender dagen i vores nye hotelby, Legian, lige på stranden. I kan vælge at opgradere til det 5-stjernede Bali Mandira Beach Resort (nederst til højre)
Dag 12-15
Legian, afslapning og strandferie
De næste mange dage kan I overgive jer til daselivet på stranden, ved poolen eller i skyggen med en god bog.
I bliver kun afbrudt af dagens måltider, som kan indtages enten i hotellets restaurant eller, om aftenen, i en af de mange lokale restauranter på stranden.
Legian betragtes som en af Balis pulserende strandbyer, og der er noget om snakken. Byens hovedgade har fine forretninger med alt fra tredy brugskunst til lækre tøjmærker. Strandene på vestkysten hænger sammen og det er muligt at gå hele vejen op til Canggu, som er en tur på 10 km.
Langs stranden finder I gode restauranter, hyggelige barer og særligt om aftenen, når grillen og de kulørte lamper tændes, syder det af liv og stemning.
Jeres dansktalende rejseleder forlader jer, når I ankommer til Legian, men allerede dagen efter bliver I mødt af Putu Eka.
Hun vil være på jeres hotel efter morgenmaden og afholder et kort introduktionsmøde om området og udflugtsmulighederne.
- Morgenmad
Her skal i bo
Tilkøb udflugter
Der er en skøn strandstemning i Legian med lange strande, hvor surfere boltrer sig og andre slikker sol. Det er et herligt syn at betragte hele sceneriet! Opgraderingshotellet, Bali Mandira, ligger lige på stranden.
Dag 16
Legian og hjemrejse
Flyet mod København afgår først om aftenen, så I har god tid til at få de sidste solstråler med på stranden, inden I bliver hentet og kørt til lufthavnen for at påbegynde hjemrejsen.
- Morgenmad
Her skal i bo
Dag 17
Ankomst til Danmark
I ankommer til Danmark efter en behagelig flyrejse fra Bali.
Ring eller skriv til os
Tag en snak med vores eksperter om jeres drømmerejse.
Telefonerne er åbne mandag til fredag 10.00-15.00.