Selvom I bor centralt i Ubud på dette kvalitetsresort, føler I jer samtidig tæt knyttet til naturen.
Resortet er indhyllet i grønne buskadser og tropiske planter, og det giver en skøn baggrundskulisse, når I slapper af ved poolen eller nyder måltider i restauranten. Resortet er godt egnet til jer, der søger et afslappet ophold i rolige omgivelser, for her gør man en dyd ud af at tilbyde wellness og kæle for det mentale velvære.
Her kan I hver dag deltage i yoga- og meditationstimer samt tilkøbe forskellige slags massager og diverse krops- og skønhedsbehandlinger.
Dertil kan I leje cykler og på egen hånd udforske området.
I bor på rummelige værelser med alle moderne fornødenheder og store senge. Indretningsstilen er stilfuld og moderne med et strejf af lokal kolorit i vægdekorationer og fine træmøbler.
Resortet egner sig med andre ord til jer, der gerne vil komme helt ned i tempo og samtidig ikke have langt til oplevelserne i den smukke natur og stemningen i Ubuds gader.